Det er konstruktivt, når konflikten ikke er fokus

Konstruktiv journalistik handler om løsninger og handlinger, var budskabet, da Altivisten inviterede til snak om konstruktiv journalistik. ”Vi bliver udmattede, når vi kun hører om problemer, vi ikke selv kan bidrage til at løse," sagde journalist Karen Lumholt.
  • Klaus Holsting
    Redaktør på Altivisten, Niko Grünfeld, sammen med panelet. Fra venstre er det formand for Danske Mediestuderende, Thilde Høybye, journalist og foredragsholder, Karen Lumholt og redaktør på Verdens Bedste Nyheder, Sophie Rytter
17.06.2017 · 08:50
Alternativet lagde telt til, da der fredag på Folkemødet var Altivisten Live. Emnet for arrangementet, som i programmet var beskrevet som foredrag/tale/interview var ”Hvad er konstruktiv journalistik?” Det lod til at være vigtigere for paneldeltagerne at slå fast, hvad konstruktiv journalistik ikke er.
 
”Det er vigtigt at huske på, at konstruktiv journalistik ikke står i modsætning til kritisk journalistik. Det kan godt handle om konflikter og problemer. Det konstruktive er, at det ikke er konflikten, der er i fokus," sagde Thilde Høybye, som er formand for Danske Mediestuderende og medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse.
 
"Konstruktiv journalistik handler om, at man afdækker problemet og finder ud af, hvordan man kan komme videre derfra,” tilføjede hun.
 
Panelet bestod foruden Thilde Høybye af Sophie Rytter, redaktør på Verdens Bedste Nyheder og journalist og foredragsholder Karen Lumholt. Moderatoren var Altivistens (Alternativets medie med fokus på handlingsorienteret journalistik, red.) redaktør, Niko Grünfeld.
 
Alle tre paneldeltagere lod til at have sat sig for at aflive nogle myter og misforståelser omkring konstruktiv journalistik. De italesatte alle den skeptiske indstilling, de oplever i forhold til det.
 
”Vi kan hurtigt blive skudt i skoene, at ”I er bare sådan nogle glade nogen, der synes, at det hele skal være godt”,” sagde redaktør på Verdens Bedste Nyheder, Sophie Rytter.
 
Hun mener, at der er en tendens til skepsis over for positive historier.
 
”Hvis jeg fortæller om noget, der går godt, så oplever jeg, at folk siger, at der da må være en bagside til medaljen. Vi kræver ikke på samme måde, at vi skal have den anden side med, når det er negative historier,” siger hun.

At konstruktiv journalistik står i kontrast til "negativ" og skal være næsten jublende optimistisk, ville Karen Lumholt gerne aflive.

Hun fortalte, at journalistik ikke bedømmes som værende konstruktiv ud fra positivitet og negativitet, men ud fra om der blot lægges problemer og konflikter frem, eller om der også er fokus på, hvordan det kan løses – og hvordan borgerne selv kan handle.

Og ifølge Karen Lumholt er der brug for sidstnævnte.

”Medier er nødt til at være handlingsorienterede. Mennesker kan bedre forholde sig til verden, når de kan handle. Vi bliver udmattede, når vi kun hører om problemer, vi ikke selv kan bidrage til at løse. Så bliver vi apatiske og holder op med at følge med i nyhederne. Konstruktiv journalistik efterlader ikke folk i apati. Den giver håb, anviser handlingsmuligheder og hjælper folk med selv at være aktive,” sagde hun.

Sophie Rytter understregede, at konstruktiv journalistik ikke skal være altdominerende i mediebilledet. Men den skal fylde mere.
 
”Der er for mange negative historier i danske medier. Vi skal trække lidt i den anden retning,” sagde hun.
 
Og tempoet skal også trækkes i den anden retning. Hun efterspurgte mindre breaking og mere slow news.
 
”Der er alt for meget fokus på gule breakingbælter. Det kan være berettiget, men det må ikke være på bekostning af perspektiv. Jeg vil gerne have flere baggrundsartikler. Giv os konkurrence, tak!” sagde hun.
 
Karen Lumholt savnede også mere perspektiv i danske medier.
 
”I stedet for at gå i selvsving i det daglige nyhedsræs, bør redaktører trække sig op i helikopteren og dække de langsigtede perspektiver i samfundet. I stedet hvirvler de rundt i gulvhøjde og løber med på nyheder med kort relevans. Jeg savner det lange sigte,” sagde hun.
 
Thilde Høybye bakkede op om budskabet og smed også en opfordring afsted til mediebrugerne.
 
”Lad være med at klikke på de negativt, skarpvinklede historier, for det er det, der bliver målt på. Klik på det, I gerne vil have mere af.”
 
JOURNALISTEN ANMELDER FOLKEMØDET


Arrangement: Altivisten Live - Hvad er konstruktiv journalistik?

Arrangør: Alternativet

Deltagere: Karen Lumholt, journalist og foredragsholder, Sophie Rytter, redaktør på Verdens Bedste Nyheder, og Thilde Høybye, formand for Danske Mediestuderende
Journalistens dom: Der var god energi i panelet, men konklusionen på de tre kvarters snak må være, at ”konstruktiv journalistik = løsnings- og ikke mindst handlingsorienteret journalistik”, og det har man hørt før. Det virkede fint som en slags opsamling af genren - og ikke mindst som myteaflivning - men alt i alt var der flere budskaber, man havde hørt før, så emnet blev ikke tilført meget ny viden.
 
Som noget nyt anmelder Journalisten de arrangementer på Folkemødet, hvor vi er til stede. Vi giver 1 til 6 mikrofoner. Vores kriterier er: Brændte deltagerne igennem? Blev emnet tilført noget nyt? Blev publikum inddraget? Blev der svaret på de spørgsmål, som blev stillet? Og var der Folkemøde-stemning – humor, nærvær og uhøjtidelighed?


Efter Folkemødet samler vi alle vores anmeldelser her: journalisten.dk/vi-anmelder

Kommentar

Seneste jobopslag

Vi søger konsulenter til udvikling af efter- og videreuddannelse

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 09.10

Redaktør for sociale medier til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 02.10

Journalist søges til Avisen.dk og Ugebrevet A4

Avisen.dk og Ugebrevet A4
Ansøgningsfrist: 22.09

Varde Kommune søger alsidig kommunikationsmedarbejder

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 25.09

Kommunikationsmedarbejder til Kommunikation

Silkeborg Kommune
Ansøgningsfrist: 22.09

Kommunikationskonsulent

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 21.09

Redaktionschef på Familie Journal

Aller Media
Ansøgningsfrist: 01.10

Digital Content Manager

DGI
Ansøgningsfrist: 01.10

Webjournalist til SØNDAG

Aller Media
Ansøgningsfrist: 24.09

Kopenhagen Fur is looking for an experienced Content Writer

Kopenhagen Fur
Ansøgningsfrist: 29.09

Informationsmedarbejder til partnerskabet Energispring

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.09

Er du vores nye kollega?

Medieskolerne, Media College Denmark
Ansøgningsfrist: 28.09

Redaktionschef, DR Nyheder Digital

DR
Ansøgningsfrist: 25.09

Kommunikationskonsulent til presse og sociale medier i Danske Handicaporganisationer (DH)

Danske Handicaporganisationer (DH)
Ansøgningsfrist: 22.09