Det afgørende foto-øjeblik

Fire fotografer fortæller, hvordan det hele begyndte. Om de første usikre forsøg i mørke­kammeret. Om lykkefølelsen ved at tage et flot foto. Og om det øjeblik, hvor de vidste, at dét her - det er helt rigtigt  
  • Marie Hald
30.09.2014 · 14:46

HENRIK SAXGREN: »Komposition, lys og stoflighed havde ramt et zenit«


Fotograf: Henrik Saxgren Motiv: Mannequindukke

»Du sagde, at jeg skulle finde det billede, som fik mig til at tro, at jeg kunne drive det til noget. Den dag, hvor de her billeder er taget, var præcis den dag.

Jeg var 17 år, og det er fra en af de allerførste dage på fotoskolen i Randers, hvor vi skulle lave fire eller fem portrætter. Jeg tog et Leica-kamera, som jeg ikke havde brugt før, satte en Tri-X-film i og fandt en voksmannequin på frisørskolen, der lå ved siden af. Der var noget ved stofligheden af dukkens overflade, der intuitivt appellerede til mig. Da jeg tog kameraet og begyndte at fotografere, havde jeg følelsen af et fuldstændigt og ubesværet overskud ligesom en musiker, der finder ud af, at han er musikalsk, eller en forfatter, der opdager, at han faktisk kan skrive. 

Allerede på den endnu våde film kunne jeg se, at der var en fuldstændig ren tone, hvor komposition, lys og stoflighed havde ramt et zenit. Alle de teknisk meget dygtige københavnske reklamefotograflærlinge, der gik på skolen, kunne også se, at jeg havde ramt en helt ren tone. Samtlige 36 frames på filmen havde denne særlige udstråling af enkelhed og renhed, som man også kan opleve i mødet med smukke kvinder eller skøn musik. 

Fra det øjeblik var det bare et spørgsmål om, hvad jeg skulle putte ind i billederne, fordi jeg vidste, at jeg talte rent.

Jeg har fotograferet, siden jeg var 12-13 år. Da vi i 8. klasse var på lejrskole på Bornholm, havde alle mine klassekammerater selvfølgelig også kameraer med. Jeg var lidt overbærende over for dem, fordi de selvfølgelig skulle have lov til at tage deres dødssyge billeder til et eller andet dødssygt familiealbum. Så jeg ventede pænt, til de var færdige. Men så lod jeg efterfølgende ingen være i tvivl om, at nu kom der en rigtig fotograf, og han tog rigtige billeder. Jeg ved ikke, hvor jeg havde den selvbevidsthed fra, for jeg havde jo næsten ikke noget at have den i. Men fra meget tidligt i mit liv havde jeg en identitet som fotograf. Ved Rytterknægten var der et militært vagttårn, hvor der stod ”fotografering forbudt”. Den eneste, der tog et billede af det skilt, var mig.

Hjemme i min mors køkken legede jeg mørkekammer. Jeg trak rullegardinet ned, slukkede alt lyset og puttede papir ned i skåle med mælk, eddike og soya. Der kom selvfølgelig ikke noget på billederne, men jeg var fascineret af alkymien og legede med forestillingen om, at der en dag ville komme noget på. 

Som 15-årig begyndte jeg at gå på aftenskole med voksne mænd; cykelhandlere, buschauffører og bankfolk. De havde intet som helst kunstnerisk eller politisk på hjerte, men de havde en status i klubben, fordi de beherskede alkymien. De kunne teknikken med at få et aftryk af virkeligheden til at hænge fast på papir. For dem var det ikke så vigtigt, hvad der var på billedet. De tog billeder af landskaber og solnedgange, og indimellem gav det nogle af dem adgang til at fotografere nøgne kvinder.

Det var en åbenbaring for mig at begynde på fotografskolen som 17-årig. 

Det var reklamefotografelever fra hele landet, men specielt eleverne fra de store reklamestudier i København kom med en helt anden selvsikkerhed og selvbevidsthed, end den jeg kendte fra Randers. 

På fotografskolen fandt jeg sammen med Dan Laustsen, der blev min bedste ven. Vi var hele tiden i opposition til skolen og de andre elever. Vi kunne ikke forstå, at de var så ligeglade med, hvad de fotograferede. Deres største drøm var at blive reklamefotografer. 

Mange sagde, at jeg kunne komme til at tjene rigtig mange penge som reklamefotograf, men jeg ville sgu ikke være reklamefotograf. Jeg følte, at jeg havde fået en gave, og den gave ville jeg ikke bruge på at reklamere for et dødssygt produkt i et dødssygt forbrugersamfund. 

På den sidste frame på serien fra Randers leger jeg med lampen på væggen. Det er noget, jeg siden brugte 10-15 år på at beherske i en mere kaotisk virkelighed. For eksempel var den franske fotograf Gilles Peres mit store forbillede I 80’erne – ikke mindst på grund af hans bog, ’Telex Iran’, med billeder fra den iranske revolution, hvor han formåede at fortælle fire historier i ét billede, som var forbundet i en avanceret komposition.

Da min idealisme forbød mig at blive reklamefotograf, måtte jeg jo kaste mig over noget andet.

Og da jeg gik ud fra skolen, var den første udstilling, jeg lavede ’Vi kender dem nok, men hvad laver de i grunden?’ på Kulturhuset i Randers. Det var et dokumentarisk protræt om to mænd i Randers, som folk så lidt skævt til, fordi de med lidt god vilje kunne forveksles med subsistensløse alkoholikere. 

I virkeligheden var det bare mænd, der havde klædt sig fornuftigt på i forhold til det arbejde, de udførte – en vinduespudser med stort og vildtvoksende skæg og en bådsmand, som gik rundt i gummistøvler og regnfrakke, så han var klar til al slags vejr.«

 

MARIE HALD: »Fotografi var mere spændende end at skrive dagbog«

Fotograf: Marie Hald Motiv: Veninden Julie

»Billedet af min veninde Julie er taget i Miami i 1998, da vi begge var 12 år. Jeg boede et år i USA med min familie, fordi min far havde fået arbejde. Julie var på besøg i en måned, og vi dansede en masse disco freestyle og Spice Girls. Billedet er taget med et lille point and shoot 35 mm kamera og fremkaldt i den lokale drugstore.

Jeg ville gerne være fotograf eller danser. Jeg tog billeder af landskaber, solnedgange og dyr, for eksempel vores marsvin. Ting, jeg syntes var sjove eller smukke. Det kunne også være familie og venner, for eksempel mine søstre. Dengang turde jeg ikke tage billeder af mennesker, jeg ikke kendte.

Jeg vidste intet om billeder. Jeg kunne heller ikke sige, hvad jeg godt kunne lide ved billeder. Fotografi var mere spændende end at skrive dagbog. Det var fascinerende, at der kunne opstå fejl eller flotte farver, når billederne var til fremkaldelse. Det gjorde dem lidt magiske. Det var først senere, jeg lærte at fremkalde i et mørkekammer.

Når jeg ser billedet i dag, kan jeg godt se, at det måske var lidt anderledes i forhold til de billeder, veninderne tog. Men dengang tænkte jeg ikke på, at det skilte sig ud.

Som ung pige var jeg vild med at kigge i folks fotoalbum. Når jeg kom på besøg, kunne jeg godt gå direkte hen til reolen og tage et familiealbum, som jeg satte mig med. Det kunne godt gøre dem lidt sure, fordi de syntes, jeg var kedelig og ikke ville lege.

Familiebillederne åbnede op for en intimsfære, på samme måde som jeg i dag kan komme om bag facaden, når jeg fotograferer. Når jeg kiggede i folks fotoalbum, forestillede jeg mig, hvad der var sket, da de tog billedet. De fleste billeder var ret opstillede, første skoledag og den slags. Men en af mine veninder havde mange snapshot-billeder, som var sjovere at se på, fordi de ikke var så opstillede. For eksempel billeder, hvor folk ikke kun var glade og smilende. Jeg syntes, at billeder, hvor folk så triste eller sure ud, var de mest spændende.

Derhjemme havde mine forældre tre kæmpe kasser fyldt med gamle billeder. De havde mødt hinanden, da de var 16 år, og der var nogle billeder, som jeg elskede, hvor min mor kigger forelsket på min far. Dem huggede jeg og hang op på væggen.

Indtil jeg begyndte i gymnasiet, tog jeg kun billeder af trygge ting. Det, jeg øvede mig i, var at beherske teknikken i mørkekammeret og eksponere rigtigt. Efter gymnasiet så jeg en udstilling i Paris med Nan Goldins meget intime billeder.

Udstillingen åbnede øjnene for mig. På en tur til Sydamerika begyndte jeg for første gang at fotografere fremmede mennesker. I dag kan jeg godt se, at billederne ikke var så gode. De var lidt for pæne og kedelige. Det var, som om det vigtigste var, at dem på billedet skulle synes, at de så godt ud. Dengang turde jeg ikke tage skridtet videre, hvor det blev rigtigt interessant.

Som ung fortalte folk mig, at de syntes, jeg havde talent, men jeg vidste ikke, om de sagde det for at være søde, ligesom forældre til deltagerne i ’X Factor’. Da jeg søgte ind på Journalisthøjskolen som 20-årig, følte jeg ikke, at jeg var helt klar.

Jeg anede ikke noget om de forskellige retninger inden for fotojournalistik, eller hvem de store mestre var.

Jeg har arbejdet med, at jeg som person nok er lidt for meget en pleaser, og det skal man ikke være, hvis man vil lave gode billeder. Jeg tror, det var noget, jeg fandt ud af på journalisthøjskolen, hvor vi pressede hinanden meget. Jeg vidste, at jeg ville helt tæt på, da jeg mødte den prostituerede Bonnie (som Marie Hald som fotojournaliststuderende vandt Årets Pressefoto med i 2012/2013, red.).«

 

SØREN SVENDSEN: »En anden dommer havde måske slet ikke forstået det«
Fotograf: Søren Svendsen Motiv: Mand og mur

»Studiemiljøet på Danmarks Tekniske Højskole var hæsligt. Man sagde, at det var det uddannelsessted med den højeste selvmordsrate. På de fleste uddannelsesretninger var over 90 procent af de studerende drenge. Bygningerne var grå og kedelige, gangene var uendeligt lange og mennesketomme.

For at skaffe noget god omtale af DTH og tiltrække flere studerende udskrev rektoren i 1980 en fotokonkurrence blandt de studerende, hvor vinderen fik seks flasker rødvin. Jeg var 22 år og læste til civilingeniør, og fotografi var min hobby. Til konkurrencen ville jeg ikke lave venlige billeder. Jeg tænkte ’nej, det skal de ikke slippe af sted med’. Jeg ville beskrive, hvor kedeligt og trist DTH rent faktisk så ud.

Og jeg ville ikke finde mig i, at de skulle have lov til at bruge mine billeder for seks flasker rødvin. Så hen over de 10 billeder, jeg sendte ind, skrev jeg ”konkurrenceeksemplar”.

Skæbnen ville, at det var fotografen Gregers Nielsen, der skulle finde vinderbillederne, og han bestemte, at jeg skulle have førsteprisen. Det var heldigt, at det var ham, der var dommer. Han kunne nemlig se provokationen i billederne, og han forstod, at når personerne på billederne var uskarpe, så var det meningen. Siden blev det almindeligt at bruge uskarpt på den måde. Dengang var det helt outrageous. En anden dommer havde måske slet ikke forstået det.

Jeg kan huske, at rektor næsten havde fråde om munden af raseri, da han overrakte mig prisen. Men jeg synes godt, jeg kan forsvare det. Det var bedre, at folk så, hvordan der i virkeligheden var på DTH – end at de blev lokket derud på falske præmisser.

Jeg havde gået i Amager Fotoklub i nogle år og havde styr på det tekniske, og så havde jeg nok byens største samling af fotobøger. Men pludselig kunne jeg se, at her var der noget, jeg interesserede mig for og kunne finde ud af. Jeg havde mit eget billedsprog. Jeg tog orlov fra ingeniørstudiet, og tre måneder efter levede jeg af at fotografere. 

Jeg har aldrig været en provokerende type, nok mere en matematiknørd, men som fotograf i punk- og musikmiljøet mødte jeg pludselig nogle helt andre typer end mig selv. Jeg fotograferede på spillestederne om aftenen, gik i mørkekammeret om natten og sov længe. Jeg har været karseklippet hele mit liv, og punkerne så mig som lidt anderledes. Jeg var faktisk ikke en del af punkbevægelsen, jeg var mere en iagttager, men jeg fik lov til at hænge ud og tage billeder af dem. 

Det kan være svært at forstå i dag, men punkerne skilte sig dengang virkelig ud i gadebilledet, når de for eksempel hang ud ved Storkespringvandet på Strøget. Mange andre fotografer gik ikke så tæt på dem og tog en slags smugskud på lang afstand. Jeg hang ud med dem og fotograferede dem som de personer, de var. Når folk så mine billeder, sagde de, at de godt kunne se, at det var mig, der havde taget dem. I 1981 lavede jeg bogen ’Lort Nok’ om punkere i København. En ad’er fra et stort reklamebureau spurgte, om jeg ville lave nogle billeder for en bank, fordi han kunne se, at jeg var god til at fotografere unge mennesker, og det var egentlig ret godt spottet af ham.«

 

MORTEN GERMUND: »Billedet ­skulle ­symbolisere, hvor vild jeg var med hende«


Fotograf: Morten Germund Motiv: Min første kæreste

»Hun hed Line, hun var min første kæreste og to år ældre end mig. Vi var kærester i to uger. Jeg var 12 år, og det er det første billede, jeg prøvede at fremkalde selv i skolens mørkekammer. Jeg tror, jeg tog billedet for at imponere hende og give hende opmærksomhed. Billedet skulle symbolisere, hvor vild jeg var med hende. Jeg havde en klar ide om, at hun skulle kigge i kameraet og have hænderne oppe ved ansigtet. Jeg ved ikke, hvor den ide kom fra. Måske har jeg set det i nogle blade.

I år 1991 var det fortsat ret dyrt at fotografere, men på skolen havde vi en fotolærer, der gav os så meget film, vi kunne bruge, og vi måtte også låne kameraet med hjem. I begyndelsen kunne jeg ikke finde ud af at bruge kameraets manuelle indstillinger, så læreren satte den bare på blænde 5,6 og ISO 100. »Skyd kun i dagslys, så virker det,« sagde han. Men kan vist roligt sige, at det her billede er temmeligt undereksponeret og dårligt fremkaldt. Det tog os lang tid at lære at bruge de manuelle indstillinger, fordi læreren altid indstillede det for os. Men til sidst lykkedes det, fordi vi fotograferede nærmest hver dag.

I mørkekammeret eksperimenterede vi blandt andet med dobbelt- og tripeleksponeringer. Billederne udstillede vi på gangen uden for fotolokalet. Min kammerat var mest interesseret i at lave billeder af natur og dyr i zoologisk have, jeg fotograferede mine venner, blandt andet Line. Jeg elsker at være i et mørkekammer. Duften af kemikalierne, den røde lampe, stilheden og den dryppende hane. Billederne, som man hænger op på tørresnoren med klemmer.

I dag vil nogle måske synes, det lyder langsommeligt at fremkalde billeder i et mørkekammer. Men dengang synes jeg, det gik vildt hurtigt. Tænk, at man kunne tage nogle billeder og se det færdige resultat inden for tre-fire timer. Jeg tror ikke, det går hurtigere i dag. Vi bruger bare mere tid på andre ting, for eksempel selve fotograferingen, udvælgelse og efterbearbejdning af billederne. Når jeg tager portrætter, kan jeg tage op til 1.400 billeder. Da vi gik til foto, var hvert billede nærmest helligt. Man havde kun én rulle film, så man skulle være meget påpasselig og velforberedt, når man trykkede på knappen. Jeg fandt ud af, at når jeg lavede portrætter på en rulle med 36 frames, var de bedste billeder typisk nummer to og tre, fordi personen ikke var forberedt på næste skud, og nummer seks, fordi de igen blev fanget i et øjeblik, hvor de ikke troede, de blev fotograferet. 

Billeder var noget, jeg så i Ekstra Bladet, som min far læste, i min mormor og morfars Berlingske Tidende, Illustreret Videnskab og Readers Digest. På vores loft stod en sort affaldspose med gamle Ugens Rapport fra den periode, hvor Kurt Thyboe var redaktør, og bladet var en blanding af hardcore reportager fra hele verden og så nogle nøgenbilleder. Det har sikkert også haft en indflydelse på min fotosmag.

Jeg havde ingen planer om at blive fotograf. Det var jo noget, man skulle være meget dygtig for at blive, og film og udstyr var sindssygt dyrt. Det har sikkert også handlet om præstationsangst. Var jeg god nok? Det var først, da jeg tog til Asien som 19-årig, at det gik op for mig, at jeg ville prøve at leve af at fotografere. Jeg søgte senere ind på journalisthøjskolens fotolinje og kom ind.

Jeg bruger fortsat meget hænder i portrætter, faktisk er jeg vild med hænder. Når folk skal portrætteres, ved de aldrig, hvad de skal gøre med deres hænder. Hvis de får at vide, hvad de skal gøre med hænderne, kan de slappe af. Jeg kan godt lide, at hænder både kan tilføje noget og skjule noget. Nogle kalder det et Morten Germund-billede, hvis det er med hænder.« 

 

Magasin: 

Kommentar

Seneste jobopslag

KOMMUNIKATIONSRÅDGIVER

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER
Ansøgningsfrist: 16.08

Skarp kommunikationskoordinator søges

Lemvig Kommune
Ansøgningsfrist: 15.08

Senior Pressekonsulent

PFA Pension
Ansøgningsfrist: 09.08

Digital mad-journalist til dr.dk/mad

DR
Ansøgningsfrist: 11.08

Web- og SoMe-redaktør

ROSKILDE HANDELSSKOLE
Ansøgningsfrist: 10.08

KOMMUNIKATIONSCHEF

KANT arkitekter
Ansøgningsfrist: 11.08

Radio24syv søger reporter i Aarhus

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 10.08

SoMe-stærk virksomhedskorrespondent

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 06.08

Global Editor for Native Advertising Institute

Native Advertising Institute
Ansøgningsfrist: 05.09

Efterskoleforeningen søger en presseansvarlig med politisk tæft

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 11.08

ITD søger presserådgiver

ITD
Ansøgningsfrist: 21.08

Informationerne er derude – kan du finde dem?

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

LANDBRUGSNYT søger journalist

Lolland-Falsters Folketidende A/S
Ansøgningsfrist: 26.07

Kommunikationsmedarbejder

Naturvidenskabernes Hus
Ansøgningsfrist: 15.08

Presse- og kommunikationsmedarbejder til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 06.08

Informationerne er derude – kan du finde dem?

Østjyllands Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Webmaster/journalist til Danske Malermestre

Danske Malermestre
Ansøgningsfrist: 11.08

To stærke og udviklingsorienterede kommunikatører

Faaborg-Midtfyn Kommune
Ansøgningsfrist: 09.08