De faste fotografers tid er forbi

"Den klassiske fotojournalist er sandsynligvis en uddøende race," skriver fotograf Nicolai Brix, efter Ekstra Bladet har fyret alle faste fotografer. Fremtiden er freelance, og det kræver, at man som fotograf udvikler sig hele tiden
12.08.2016 · 12:27
Nicolai Brixs billede
Nicolai Brix
Freelancefotograf

Dette er en tanke, eller hvad man skal kalde det, om den branche, jeg er en del af. Tanken har bygget sig op over længere tid. Men i disse dage, hvor der trækker mørke skyer ind over mediebranchen og specielt den visuelle del af den - alle fotografer og layoutere på Ekstra Bladet er fyret - er den blevet så håndgribelig, at jeg må skrive den ned. Selvom jeg nok stikker næsen frem og risikerer at komme rigtig galt af sted.

Er det en trend? Ja! Dette er det første mediehus som har taget springet ud i noget, der har været tilløb til længe. Jeg tror ikke, at der er mange fastansatte fotografer på danske dagblade/aviser om 10 år. Er det træls? Ja, helt vildt træls. Vil kvaliteten falde? Hmm, nu kan jeg komme rigtig galt af sted I forhold til mine kolleger: Jeg tror ikke kvaliteten vil falde, og det vil jeg gerne begrunde.

Jeg tror simpelthen ikke på, at nogen af de fantastiske fotografer, vi har, vil stoppe med at producere fantastisk materiale. Basta! Jeg tror endda, at det skærper en til at gøre det ypperste, når man ikke er bedre end sin sidste opgave, og man er i en anden økonomisk situation. Jeg tror også, at mange fotografer vil opsøge projekter, skabe deres egne og i det hele taget tage hånd om deres egen udvikling på en anden måde end de gør i dag. Jeg taler ikke om, at alle i morgen står uden job. Jeg taler om en løbende udvikling måske over det næste årti.

Hvad så med kunderne? Altså medierne. Vil deres syn på kvalitet ændre sig? Det vil det helt afgjort. Jeg tror simpelthen ikke på, at de ikke vil have kvalitet. De er i et superpresset marked, hvor vigende salg gør, at det værste de kan gøre er at sænke kvaliteten. De bliver nødt til at højne den. Vil de bruge brugergenereret indhold? Selvfølgelig. De vil bruge billeder fra mobiltelefoner, når der sker noget nu og her. Men jeg tror og håber, at de vil indse, at de må lave “konge” materiale og anderledes materiale for at udvikle sig fri af den nedadgående trend. Vi ser i stigende grad aviser lave “tv”. Både live-sendinger, studieproduktioner og endda 360 graders video. Vi ser nye medietyper som Zetland og POV International. De er allerede i gang med at levere det, som læserne/brugerne vil have, fordi de med et populært udtryk står på en brændende platform. De tjener ingen penge og skal lave noget nyt!

Med gårsdagens dramatiske nyheder kom jeg til at tænke på, at for mig er det største problem de kolleger, som det her går ud over. De er fyret. Den faste hyre er væk. Sikkerheden er pist forsvundet, og man kan ikke bare søge et nyt job. De kommer ud til en branche under pres. Det er hårdt, og jeg føler dybt med dem, fordi det går ud over andre end dem selv. Det er familier, der er påvirket af det.

Det kan lyde koldt og klamt, men hvis du vil overleve, må du kigge fremad. Din tidligere arbejdsplads har stadig brug for billeder og indhold. Er det til en anden hyre, end du fik i går? Muligvis. Er den dårligere? Det er den nok, men det at være freelance kan også give så meget andet. Selvfølgelig skal vi holde fanen højt og kræve vores løn og det, vi er berettiget til via forskellige aftaler. Men freelance-livet giver en masse andet. Det giver frihed, Det giver mulighed for at skifte fokus og ikke mindst mulighed for at udvikle sig. For det skal man. Altid og hele tiden.

Som hardcore freelancer - jeg har altid freelancet - mener jeg, at det gør en skarpere, og jeg er ikke bedre end min sidste opgave. Det gør at jeg skal udvikle mig hele tiden. Det er måske også derfor, jeg har taget udviklingen til video, arbejdet tidligt med droner og kan røbe, at jeg nu kigger endnu videre til nye teknikker/medier. Hvorfor? Jo, hvis jeg ikke følger med udviklingen, har jeg ikke noget job. Jeg er 38 år. Jeg sagde min efterløn op, da jeg kunne det, så med lidt hurtig hovedregning har jeg 31 år tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor.

Den klassiske fotojournalist er sandsynligvis en uddøende race. Sat lidt hårdt op: Det er et fåtal af os, der kan overleve som klassisk fotojournalist, der leverer portrætter og reportager. Er det træls? Nej. Et fantastisk stillbillede trigger mig stadig. Det rammer mig. Men er det det, vores brugere/læsere vil have i fremtiden? Det tror jeg ikke. De vil også have det, men i mindre grad. De vil have mere content på alle mulige platforme - når som helst og hvor som helst. Så lidt groft sagt kan man sige, at hvis ikke vi leverer det, er vi færdige.

Valget er personligt. Vil du fortsat være i denne branche, eller vil du være klassisk fotojournalist? Det skal jeg ikke sige noget som helst om. Jeg ved bare, at jeg har truffet mit valg og vil bruge alle de muligheder, jeg har for at fortælle historier, som jeg synes er spændende. Hvilket medie eller platform, der benyttes, er så ikke så vigtigt, som da jeg startede. Da var der kun fotografiet.

Dette er min mening om sagen. Man er velkommen til at synes, at jeg er en klaphat, men det er nu engang sådan, jeg ser på det. 

Kommentar

13/08/2016 - 10:04

Brian Dixen

Du har så evigt ret. Igen!

13/08/2016 - 11:06

Bodil Rohde


Kære Nicolai Brix
Tak for et tankevækkende indlæg.Du har ret i, at fotograferne- og andre for den sags skyld - ikke slækker på kvaliteten, fordi de arbejder freelance. Tværtimod.

Jeg tror også, at kvalitet i medierne bliver et stort fremtidigt konkurrence-parameter.

Venlig hilsen
Bodil Rohde

15/08/2016 - 15:43

Jørn Lynge

Tiden er kommet til at tænke ud af kassen. Vort udstyr i dag indeholder så utrolig mange spændende muligheder, der henvender sig til multi-platforme. Den tid er forbi, hvor vi enten er still eller video/lyd. Vi skal bare blive gode nok til det hele, med vores kreative baggrund.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11