Dansk side leverer clickbait til over 90.000 læsere

Nyhedssitet Deldette.dk er større på Facebook end mange etablerede medier. Men siden lever ikke op til almindelige journalistiske standarder. En gennemgang af 25 artikler viser, at ingen af fotograferne er krediteret. Journalisten har uden held forsøgt at få en kommentar fra deldette.dk
  • Thomas Knutsson/Screendump
    Deldette.dk har uden tilladelse bragt billeder fra svenske Thomas Knutssons Facebook-profil. Billederne viser hans kones afbrændte mobil-oplader. Journalisten har fået lov til at vise billederne.
06.09.2017 · 08:55

Der kommer hele tiden nye skud i underskoven af virale nyhedssites i Danmark. I foråret var det svensk-ejede Newsner, der havde flere interaktioner på Facebook end Ekstra Bladet og Metroxpress. Nu er der kommet yderligere tre hjemmesider, der kommer ud til flere læsere på Facebook end mange etablerede medier – det drejer sig om siderne Deldette.dk, Ekstranyhed.dk og Delgerne.dk.

For eksempel har Deldette.dk i skrivende stund næsten 98.000 likes på Facebook. Det er mere end både Kristeligt Dagblad og Information.

Det er ikke muligt at se, hvem der står bag siderne. Men hvis for eksempel Deldette.dk var et almindeligt medie, ville det være landets 26. største på Facebook.

Det viser en statistik, journalistisk lektor på SDU Filip Wallberg har lavet for Journalisten.

Følelser får brugerne til at dele

Han forklarer, at Deldette.dk er skræddersyet efter ét kriterie – at vække følelser hos læserne.

”For hvis du gør det, får læserne lyst til at dele historierne. Det er følelsesfokuseret og sensationelt,” siger Filip Wallberg.

Men samtidig lever siderne ikke op til almindelige journalistiske standarder for dokumentation og kreditering af fotografer, forklarer han.

“Det er elendigt indhold set ud fra almindelig journalistisk faglighed. Det er der ingen tvivl om,” siger Filip Wallberg.

Alle tre hjemmesider - Deldette.dk, Ekstranyhed.dk og Delgerne.dk - har bragt artikler, der er helt ens. Det har ikke været muligt for Journalisten at finde ud af, om de tre hjemmesider har noget med hinanden at gøre, og det har heller ikke været muligt for Journalisten at komme i kontakt med de tre hjemmesider.

“De indhenter historier fra alle mulige andre kilder og videreformidler det i en ny pakke. Det er umiddelbart noget nemmere og billigere end selv at skulle have dyre journalister,” siger Filip Wallberg.

Manglende krediteringer og stjålne billeder

Journalisten har sammen med Filip Wallberg gennemgået 25 artikler publiceret på Deldette.dk mellem tirsdag 22. august og torsdag 24. august.

En af de 25 artikler var baseret på en historie, som Deldette.dk selv indrømmer, kan være usand. Historien handler om en mand, der føler sig forrådt af sin familie. Allerede i starten af artiklen skriver Deldette.dk, at de ikke ved, om historien er sand eller ej.

En anden artikel indeholder en faktuel oplysning, Journalisten ikke har kunnet verificere. I en ellers korrekt citathistorie om en ældre britisk kvinde, der blev overfaldet, skriver Deldette.dk, at en af overfaldsmændenes trøje var smurt ind i blod. Det fremgår dog ikke af nogen af de oprindelige artikler om overfaldet.

To artikler er næsten identiske med artikler fra andre sider. Den ene er en opskrift fra et opslag på det sociale medie Pinterest. Den anden er en artikel om høns fra hjemmesiden boredpanda.

I ingen af de 25 artikler er fotografen krediteret.

14 artikler er baseret på billedmateriale og tekst fra sociale medier eller andre medier.

Tog svenskers facebookbillede

I en artikel har Deldette.dk taget flere billeder fra svenske Thomas Knutssons Facebook-profil og bragt dem på deres side. Han lavede i 2016 et opslag om, at der var gået ild i hans kones mobiloplader. Han fortæller Journalisten, at han ikke har givet hjemmesiden lov til at bruge sine billeder, som dermed er bragt i strid med ophavsretsloven.

Journalisten har skrevet til Deldette.dk på Facebook, men har ikke fået noget svar. Vi har også forsøgt at finde ud af, hvem der står bag siden Deldette.dk, men har ikke kunnet finde yderligere kontaktoplysninger end deres Facebook-side. Når man slår deres domænenavn op, kan man se, at det er registreret i Polen, og på deres hjemmeside kan man klikke sig videre til den polske hjemmeside Podaj.to.

Hvem står bag?

Her kan man læse, at Deldette.dk er en del af et større netværk af hjemmesider, som leverer artikler i hele Europa - for eksempel i Polen, Norge og Sverige. I alt har netværket 1,3 millioner likes på Facebook, 3,4 millioner unikke besøgende i måneden og udgaver på 12 forskellige sprog, står der på Podaj.to.

“Our mission is to share stories which are great, meaningful and interesting. Every day millions of people read and watch our productions. We believe that the stories we tell make the World a better place,” skriver Podaj.to på deres hjemmeside.

Journalisten har også skrevet til Podaj.to, der ikke har svaret tilbage.

Passionerede eller styrede af penge

Ifølge Filip Wallbergs statistik har Deldette.dk haft 620.000 interaktioner på deres 1.600 opslag siden 1. januar 2017. På siderne er der blandt andet Google-annoncer.

“Enten er det meget passionerede mennesker, eller også er der penge i skidtet,” siger Filip Wallberg.

Han tror ikke, artiklerne er maskinoversat, ”selv om der ikke er meget sprogligt overskud”.

”Så umiddelbart er der nogen, der har siddet og skrevet de her artikler. Og hvis du har skribenter, er der nok nogle penge og sidevisninger,” siger han.

Hvad kan være problemet med de her artikler?

“Hvis de bevidst bringer løgne, er det et problem. Hvis det sker ubevidst, er det bare himmelråbende åndssvagt. Så researcher de ikke ordentligt,” siger Filip Wallberg.

Kommentar

07/09/2017 - 11:04

Anders

Via Whois Lookup kan man finde en adresse og et telefonnummer på det polske firma: https://www.whois.com/whois/deldette.dk

Hvis I har lyst til at grave videre, kunne det jo være et næste skridt :)

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11