CBS lukker medie og starter forfra

CBS Observer lukker, og et nyt engelsksproget netmedie skal udnytte de digitale muligheder bedre. »Jeg synes også, vi var blevet et lidt træt medie,« siger en af de to journalister, der tilbydes andre stillinger. Ledelsen lover redaktionel frihed. Det er uafklaret, om mediet flyttes til kommunikationsafdelingen
  • Bjarke MacCarthy/CBS
17.05.2016 · 12:10

CBS Observer lukker. Medarbejderne er tilbudt andre stillinger, og hele bestyrelsen træder tilbage.

Beslutningen blev truffet i sidste uge på indstilling fra bestyrelsen selv.

»Jeg oplever blandt mine kolleger færre og færre, som finder det relevant at læse. Jeg hører det samme fra de studerende, som savner engagement. Det vil jeg ikke hænge nogen ud for, vi har i bestyrelsen et ansvar for, at tingene udvikler sig. Men der skal simpelthen nye boller på suppen,« siger bestyrelsesformand Kurt Jacobsen.

I stedet vil CBS skabe et nyt netmedie, der udnytter de digitale muligheder bedre og er på engelsk. CBS Observer lukker 1. juni, og det nye medie forventes at gå i luften ved årsskiftet.

Ekstern rapport var øjenåbner

Kurt Jacobsen er professor i historie ved CBS og har været tilknyttet CBS Observer i mange år, også da det hed Kræmmerhuset. Både som skribent, og siden formand for bestyrelsen ad to omgange.

»Drivkraften for denne forandring var en principiel diskussion, om vi skulle blive et rent engelsksproget medie. 40 procent af vores undervisere er udlændinge og 20 procent af de studerende. Alle studerende og ansatte kan engelsk. I den sammenhæng besluttede vi at se på, hvad vi vil med mediet.«

Bestyrelsen valgte at bede et eksternt ekspertpanel om at se på CBS Observer. Dette panel bestod af Timme Bisgaard Munk, redaktør på kommunikationsforum.dk, Mike Young, redaktør på University Post KU, og Anders Monrad Rendtdorff, kommunikationsdirektør i Vestas.

»Det er enormt svært at tænke nyt, når man har lavet det samme i mange år. Jeg forsker selv i stiafhængighed. Vi ville have et frisk pust udefra, en rå og uforbeholden mening. Og rapporten var noget af en øjenåbner,« siger han.

Medarbejdere tilbudt andre stillinger

Jørn Albertus er en af CBS Observers to fastansatte redaktionelle medarbejdere. Han har arbejdet på CBS i 21 år.

»Jeg har selv fået det at vide i dag. Det er ret nyt for mig,« sagde Jørn Albertus, da Journalisten talte med ham fredag eftermiddag.

Han har siden haft tid til at læse indstillingen fra bestyrelsen, og i dag tirsdag fortæller han, at han overordnet er enig i den vurdering, ekspertpanelet kommer med.

»Det meste er jeg enig i, det er lige min boldgade. Jeg har hele tiden presset på for, at vi skulle sætte mere tryk på at være et digitalt medie. Der har været lidt for meget papir over det, vi lavede,« siger Jørn Albertus.

Medarbejder: Vi var blevet et lidt træt medie

Dog er han forbeholden over for planerne om at lave et rent engelsksproget medie.

»Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg er i tvivl om det med at gå over på engelsk. Ingen webmedier er mig bekendt før gået fra dansk til engelsk som hovedsprog, så det er svært at sige, om det vil virke. Men jeg har også hele tiden sagt, at jeg ville acceptere beslutningen, hvis den kom, men at jeg i så fald ikke har kompetencerne. Jeg er rimelig god til engelsk, men ikke god nok til at arbejde journalistisk på engelsk,« siger han.

Jørn Albertus, som også er formand for Organisationsgruppen i Dansk Journalistforbund, er enig i, at nogle ting ikke er gået godt nok hos CBS Observer.

»Jeg synes også, vi var blevet et lidt træt medie, og vores trafiktal var blevet dårligere. Vi har forsøgt, men vi har ikke rigtigt kunnet gøre noget ved den udfordring,« siger han.

Jørn Albertus og den anden redaktionelle medarbejder er begge blevet tilbudt andre stillinger i organisationen. Jørn Albertus har endnu ikke besluttet, om han siger ja.

»Jeg er blevet tilbudt en stilling i kommunikationsafdelingen. Jeg er glad for det tilbud, og jeg er glad for, at CBS gerne vil beholde mig. De vil gerne bruge mine kompetencer inden for især foto og video og formentlig nogle af mine digitale kompetencer. Jeg har sagt, at jeg skal have tid til at tænke over det, så jeg har ikke sagt ja endnu.«

Anbefaler studerende som redaktører

CBS har offentliggjort et resume af panelets rapport. Her lyder det blandt andet, at CBS Observer er "en anakronisme".

"Vi mener, at CBS Observer skal ændres fra et klassisk vagthunde-ideal (som aldrig er blevet realiseret fuldt ud) til et fællesskabsopbyggende ideal. Vi mener, at CBS Observers indhold skal fokusere mindre på konflikt og mere på fælles interesser," lyder det.

Panelet anbefaler ud over skiftet fra dansk til engelsk en målrettet indsats på de sociale medier Twitter og Instagram.

Og så anbefaler panelet en helt ny struktur, hvor to studerende ansættes som chefredaktør og social media-redaktør "med høj status, privilegier og en stor synlighed". Derudover ønsker panelet en redaktion på fem-ti studerende, som refererer til de to redaktører og leverer indhold med coaching og hjælp fra to erfarne ansatte journalister.

Tiden er løbet fra mediet

Kirsten Winther Jørgensen, IT-chef på CBS, sidder i direktionen og har været med til at træffe beslutningen om at lukke CBS Observer.

»Ekspertudvalget peger på, at tiden er løbet fra mediet. CBS Observer og Kræmmerhuset, som det hed før, har tjent CBS rigtig godt i mange år, men nu peger eksperterne på, at der er behov for noget nyt. Mediet er kommet ud af sync med både de digitale muligheder og måske også lidt med brugerne,« forklarer hun.

Hvem har ansvaret for, at mediet er gledet ud af sync med brugerne?

»Det er vel en proces, der er sket over tid,« siger Kirsten Winther Jørgensen.

Formand: Jeg aner ikke, hvordan de studerende kommunikerer i dag

Den afgående bestyrelsesformand er tilbageholdende med selv at blande sig ret meget i, hvordan det nye medie skal se ud.

»Jeg er 63 år og gråhåret. Jeg aner ikke, hvordan de studerende kommunikerer i dag. De sidder og sprudler af idéer, og derfor vil vi gerne, at redaktionen spiller sammen med repræsentanter for de forskellige grupper på CBS. Det afgørende er, at det er en helt anden måde at være medie i dag.«

Men han lægger stor vægt på, at det nye medie også får redaktionel frihed fra ledelsen.

»Jeg kan ikke forestille mig, at nogen på CBS vil acceptere, hvis der ikke er redaktionel frihed.«

Vil slå redaktion og kommunikationsafdeling sammen

Kurt Jacobsen tilføjer, at der også er dele af ekspertpanelets rapport, han er uenig i. Blandt andet anbefaler panelet, at det nye medie skal sidde sammen med kommunikationsafdelingen.

"Vi tror stadig på idéen om redaktionel frihed. Den er vigtig, om ikke andet på et symbolsk niveau. Men vi ønsker også at optimere ressourcer i forhold til finansiering, kanaler og mandetimer. Integrér derfor de to funktioner til én stærkere og mere ressourcestærk," lyder det i panelets rapport.

Det er Kurt Jacobsen loren ved, og det fremgår også af bestyrelsens indstilling til direktionen.

»Det er svært at sætte en uafhængig redaktion i en afdeling, der laver kommunikation og ligger under direktionen. Det skal også afklares, hvem der har personaleansvar for den nye ansv. redaktør. Det har vi aldrig tænkt over før, men det gør vi nu,« siger Kurt Jacobsen.

Kirsten Winther Jørgensen siger, at det spørgsmål stadig er uafklaret.

»Der er ikke truffet en endelig beslutning om, hvor redaktionen skal tilknyttes. Der er nogle synergigevinster ved at placere den i kommunikationsafdelingen, men jeg kan godt se, hvorfor avisbestyrelsen er forbeholden. Det skal afklares i den kommende periode,« siger IT-chefen.

Fra vagthund til fællesskab

Hun uddyber tanken om, at mediet skal gå fra vagthund til fællesskabsopbyggende, som panelet anbefaler.

»Det handler om at aktivere og involvere studerende og medarbejdere langt bredere i den debat og dialog, der skal være på CBS,« forklarer Kirsten Winther Jørgensen.

Betyder det, at CBS Observer vil være mindre klassisk journalistisk vagthund?

»Ikke på den måde, at friheden til at kritisere ikke er der i lige så høj grad. Det nye medie får redaktionel frihed, præcis som CBS Observer har haft, det lægger vi stor vægt på. Men vi har kunnet observere, at mange stærke og uafhængige medier i forvejen går os på klingen og har langt større journalistiske muskler end CBS Observer. Den kritiske røst tror og håber vi ikke forsvinder. Men vi ser en vigtig opgave for det nye medie som fællesskabsopbyggende.«

Hvad skal der så være mindre af?

»Jeg ved ikke, om det giver mening at sige, at der skal være mindre af noget. Hvis vi får skabt en langt bredere involvering, så kan det være, vi får mere af både det ene og det andet. Nu bliver der nedsat et udvalg, som skal formulere mål og rammer for det nye medie. Vi har truffet en overordnet beslutning,« siger Kirsten Winther Jørgensen.

Friheden vil ikke blive symbolsk

I rapporten står, som nævnt ovenfor ”Vi tror stadig på idéen om redaktionel uafhængighed. Den er vigtig, om ikke andet så på et symbolsk niveau.”

Vil den redaktionelle frihed i højere grad gælde på et symbolsk niveau?

»Ekspertpanelets rapport er deres rapport. Det bliver taget meget alvorligt, også i direktionen, at den redaktionelle frihed ikke bare er symbolsk,« fastslår Kirsten Winther Jørgensen.

Rettelse klokken 12.24: Kurt Jacobsen er professor i historie, ikke filosofi, som der først stod i artiklen.

Kommentar

Seneste jobopslag

Videoproducent

Amnesty International Danmark
Ansøgningsfrist: 04.12

Kommunikationskonsulent

SEGES Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 29.11

DR Nyheder søger erhvervskorrespondent

DR
Ansøgningsfrist: 12.12

Digital Redaktør

Udenrigsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.12

To redaktører til produktion af skriftlig patientinformation

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11