Mere om
- Journalistik
Cavling er en mand
komme med deres bud?”
Kommentaren – fra en kvinde - er nøgternt tilføjet den lange gennemgang af 13 Cavling-vinderes bud på løst og fast om året, der ”krak”. Jeg er ikke ked af selve kommentaren – den forstår jeg såmænd godt efter gennemlæsningen af 13 mænds i utrolig grad sammenfaldende opfattelse af verden - men af det faktum, at der blandt de 13 udspurgte ikke var en eneste kvinde. Ikke en eneste kvinde har i de senere år fået en Cavling-pris, hvis man tager listen for pålydende. Dog vil jeg lige minde om, at Olav Hergel fik sin sammen med Miriam Dalsgaard og Bo Elkjær med Charlotte Aagaard.
Bortset fra de to hæderskvinder skal vi vist helt tilbage til 1983 for at finde en kvindelig modtager af det største journalistiske hædersbevis. Det var Hanne Reintoft, der som bekendt er mere socialrådgiver end journalist.
Grunden til at jeg bliver ked af det, er, at jeg ikke aner, hvorfor verden ser sådan ud. Hvordan kan det være, at vi i en branche, som trods alt rummer rigtig mange kvinder, ikke ser en ”ligestilling” på dette punkt? Eller blot en lidt bedre procentuel repræsentation af kvindekønnet. Skyldes det kvindelig dovenskab, manglende begavelse eller udelukkelse fra drengenes netværk?
En forklaring kunne være, at det tilsyneladende kræver en vis nørdethed at få en Cavling. Man skal være en type, der trods andres himmelvendte øjne bliver ved med at holde fast i en sag og gerne bliver på redaktionen til sent om aftenen for at følge artiklerne til dørs. Uden at ville lyde diskriminerende, så er det min erfaring efter 20 år i branchen (mest som kvinde), at det som regel er mænd, der passer ind i denne beskrivelse. God journalistik kræver ofte god tid, og ligesom i andre brancher vælger kvinder i højere grad at tage hjem til børnene, mens de mandlige kolleger fortsætter ved tasterne. Jeg har intet videnskabeligt belæg for dette, men blot egne observationer og erfaringer at bygge min påstand på. Om det skulle være grunden til, at en Cavlingpris-modtager stort set altid er en mand, tvivler jeg dog på.
En anden forklaring kan ligge i kriterierne for at få en Cavling. Lige siden Watergate-skandalen har vi som journalister haft en forventning om, at rigtig god journalistik er sådan noget, som vælter regeringer. På mange måder har Watergate vel været både en velsignelse og en forbandelse for journalistikken. Velsignende, fordi den beviser, hvordan gedigen journalistik kan afsløre ulovligheder og magtmisbrug blandt magthaverne og dermed opretholde en vis ro og orden i samfundet. Forbandende, fordi den får al anden journalistik til at blegne ved siden af. Er det kun den journalistik, der vælter magthavere, som fortjener at blive hædret? Eller er der mon plads til hæder for den gedigne indsats år efter år i en sober formidling af de sager, som har haft stor samfundsinteresse? Er det fuldstændig utænkeligt, at for eksempel Nynne Bjerre Christensen skulle blive nomineret til en Cavling, fordi hun er en dygtig formidler og udspørger på seernes vegne? Ganske fortjent har Politikens læsere udråbt hende til at være den bedste kvindelige TV-vært. Det er vel ikke bare, fordi hun har nogle kønne brune øjne. Dagbladsjournalister rynker ofte på næsen af TV-journalister, fordi de vel er overbevist om, at det er sværere at udføre deres arbejde end at være vært på Deadline. Men det ved de jo – medmindre de selv har prøvet det - ikke en pind om. Det er stærkt krævende aften efter aften at stille de rigtige spørgsmål, at bevare roen, koncentrationen, overblikket og et fair fokus uden at blande egne holdninger ind. Det ved i hvert fald ÉT af Cavling-komitéens medlemmer, Kurt Strand. Hvorfor bliver den type journalistik ikke hædret, Kurt? Jeg spørger ikke retorisk, men af reel interesse for dit synspunkt.
Ud fra listen over Cavling-prismodtagere – og de nuværende nominerede – skulle man nemlig tro, at branchens dygtigste journalister som oftest er skrivende; at kun mænd kan finde ud af at lave ordentlig journalistik; og at det kun er mænd, der bider sig fast, har ambitionerne, lægger sig i selen og bidrager til at give pressen sin eksistensberettigelse.
Det gør mig allermest ked af det, at jeg ikke effektivt kan modbevise disse umiddelbart uhyrlige påstande.
Del artiklen med dine venner på Facebook
Re: Cavling er en mand
Måske var det her værd at genoplive en debat som vist nok kører med jævne mellemrum: Hvad med at lave forskellige cavling-kategorier? F.eks. en for undersøgende journalistisk, bedste feature, bedste dokumentar etc. etc.
Jeg vil ikke gøre mig klog på om det ville ændre fordelingsønstret, men det ville åbne op for at det ikke overvejende er det tunge stof som bliver belønnet med den eftertragtede statuette.
Re: Cavling er en mand
Blandt os journaliststuderende (snart færdiguddannede) oplever jeg, at "Watergate journalistik" ikke fylder nær så meget, som det gør for de giganter, der går foran os.
Min oplevelse er, at min generation har fokus på fortællingen og ikke historiens karakter. Om det så ændrer sig, når vi for alvor kommer ud på redaktionerne som færdiguddannede, ved jeg ikke.
Re: Cavling er en mand
Jeg må indrømme, at jeg tænkte det samme, da jeg læste artiklen i papirversionen af Journalisten, hvor antallet af mænd virkede meget massivt, forstærket af rækken af smilende byline-billeder.
Personligt har jeg aldrig forstået, hvorfor vi som branche skal blive ved med at hylde en genre, som så få af os praktiserer i vores arbejde, den undersøgende journalistik. Som kulturjournalist kan jeg f.eks. aldrig komme i betragtning. Jeg ved godt, at Poul Høi fik den i 2001 for sit sprog, men det var da vist en enlig svale.
Men hvad hvis man udbyggede Cavling-prisen med sub-genrer som 'bedste afslørng', 'bedste portrætinterview', 'bedste fortællende journalistik', 'bedste reportage' etc., sådan at vi kunne fejre HELE vores fag i stedet for blot nyhedsgraverne? Jeg har absolut den dybeste respekt for gravejournalistik, forstår bare ikke hvorfor den altid skal fremhæves og præmieres på bekostning af alle andre former for journalistik.
Re: Cavling er en mand
Ditte kom mig i forkøbet ved at fremhæve Poul Høi som Cavlings sorte får, der vel snarere fik det Oscar-uddelingen kalder en Lifetime Achievement Awardend en pris for en specifik sag.
Vi mangler en Pulitzer (http://en.wikipedia.org/wiki/Pulitzer_Prize) med få men bredere eller mange kategorier.
Danmark ville aldrig belønne en Roger Ebert, Berke Breathed eller Dave Barry (ikke at vi har nogen af deres kaliber pt.) selv om de repræsenterer genrer, der er lige så vigtige, og nok mere læste end den klassiske undersøgende journalistik.
Re: Cavling er en mand
Og også denne gang vil modtageren/erne være af hankøn - der er ikke en eneste kvinde nomineret. Hvilket egentligt ikke er underligt - et hurtigt blik på listen af indstillede afslører forbløffende få kvinder. http://www.journalistforbundet.dk/sw8445.asp
Eftersom alle kan indstille, kan vi jo starte dér. Hvad med om vi næste år begyndte at indstille andet end "Watergate-journalistik"? For det er jo ikke i kriterierne, at problemet ligger - man skal have udvist særligt initiativ og talent, men den formulering er nok så genre- og medieneutral, som den kan blive.
Re: Cavling er en mand
Tak for et godt blog-indlæg,
Jeg tænkte præcist det samme, da jeg læste Cavling-gennemgangen: Hold op en gang skulderklap og mandligt jerk-off. Det er ikke vinderne, jeg har noget imod. Tværtimod: Stor respekt til alle vinderne.
Det er mere selvopfattelsen og hele ideen om, hvordan man er "rigtig journalist". Helt ærligt: Den dér Watergate'ske stemning á la "jeg-måtte-gå-under-jorden-i-to-år-for-at-komme-under-huden-på-frisørlaugene-i-Viborg" virker altså en smule phony. Og her kommer dagens generalisering: Ofte handler det vil mere om mænds lyst til at fyre sig selv af i gravergruppen end en reel efterspørgsel fra læserne?
Den royale stemning omkring graverne kan virke særlig absurd for de af os, som tilhører netgenerationen og ikke har været udsat for dogmerne på Journalisthøjskolen. Her er kriterierne og idealerne anderledes: Dem, som kan engagere og involvere læserne, så der kommer en masse traffik på internettet, vinder kampen.
Når det så er sagt. Stort og oprigtigt tillykke til de seje vindere.
Re: Cavling er en mand
Ja, det er da ikke godt, at mænd er så massivt overrepræsenteret i både ekspertpanel og blandt cavlingvindere og -nominerede.
Og nej, tv- og kulturjournalister er ikke dårligere mennesker eller mindre værdige end gravergrupper. Der burde også efter min mening laves forskellige kategorier til cavlingprisen. Det ville skabe en større stolthed blandt journalister, som vi alle kunne have brug for engang imellem.
Men cavling er altså ikke kun for graverhistorier, der vælter regeringer. I år er Peter Rasmussen og Ulrik Sass fra Fyens Stiftstidende indstillet blandt de sidste for deres store fortælling om Troels Frederik. Det er gennemarbejdet, langsommelig journalistik med fokus på den menneskelige historie. Så det kan altså lade sig gøre at komme med i feltet.
Og så en lille sidebemærkning til Ida:
'Og her kommer dagens generalisering: Ofte handler det vil mere om mænds lyst til at fyre sig selv af i gravergruppen end en reel efterspørgsel fra læserne?'
Det er fint at provokere, men du mener forhåbentligt ikke, at alle gravergrupper består af mænd, der sidder og piller ved sig selv? Jeg tilhører også netgeneration. Betyder det, at en god, gedigen gennemarbejdet graverhistorie ikke skulle interessere mig? På vores avis har vi for tiden stor debat om, hvad der skal ramme forsiden. Hvad er den vigtigste historie? I min verden er det den, der fanger flest læsere. Om det så er en kulturhistorie eller sport eller klassisk nyhedsstof er underordnet. Men som udgangspunkt burde det vel være den bedste historie - som ofte er den mest gennemarbejdede.
Re: Cavling er en mand
Cavlingprisen bygger på en publicistisk tradition med en kritisk presse, der fungerer som vagthund (selvom det ikke står i fundatsen). Den tradition skal vi holde fast.
Pt. er der også priser til unge håbefulde journalister (Kr. Dahls Mindelegat – "minicavling"), til fagblade (Bordingprisen, flere kategorier), et hav af kommunikationspriser, en del fotopriser (nationale og internationale), radiopriser, tvpriser, flere avisdesignkonkurrencer og vi mangler nok kun priser for årets døvetolk og røntgenfotograf for at nå hele vejen rundt.
Der er rigtig mange gode grunde til at hylde alle former for journalistik (og ikke bare avisjournalister og det skrevne ord). Men hvorfor snylte på Cavling? Lad os i det mindste være lidt originale og finde på et nyt navn, hvis vi partout skal uddele flere. Et kriterium kunne f.eks. være, at journalistikken skal have gjort en forskel på bundlinjen. Den skal slet og ret have skaffet virksomheden en merindtjening, den ellers ikke ville have haft (ironisk).
Men hvorfor ikke? DJs medlemsgruppe har ændret sig markant de seneste ti år. Kommunikationsbranchen er stormet frem. Aviser og magasiner skal spare. Den ”klassiske” kritiske og tidskrævende journalistik er kommet i bad standing. Huhej og hurra for livsstil, nettv og breaking news. For forbrugerne efterspørger det (måske). Men hvorfor dette krav om, at Cavlingprisen skal afspejle alle former for journalistik, så vi alle kan se os selv stå på podiet?
Og lad os så for en gang skyld blande ligestilling helt uden om. Jeg kan slet ikke følge den misforståede logik i, at alt skal være kønsmæssigt ligestillet (for ligestillingens skyld). Nu også vor kære Cavlingpris. Hvorfor har ingen grønlændere vundet Cavlingprisen? Hvorfor har ingen piercede vundet Kr. Dahls Mindelegat?
Re: Cavling er en mand
Hehe, Årets Cavlingpris for bedste kvindelige kommunikationschef går til...
Årets Cavlingpris for bedste produktomtale går til...
Årets Cavlingpris for mest ligegyldige diskussion går til...
Re: Cavling er en mand
Der er vist ingen på denne diskussionstråd, der har forslået at nedlægge Cavlng, Morten. Diskussionen kører på, hvorfor Danmarks største journalistiske pris kun går til gravehistorier. Dem beundrer vi alle, men man kunne også hylde andet og mere end afslørende journalistik.
Jeg er uenig med dig i, at vi har masser af journalistpriser, der er masser af mindre prestigefyldte prisuddelinger og masser af priser til provinsjournalistik (heller ikke et ondt ord sagt om det). Men man kunne jo lave en prisfest a la den de danske pressefotografer har, hvor man præmierer foik indenfor 'bedste sportsbillede', 'bedste featurebillede', 'årets portræt' etc. Hvis man kun præmierede de fotografer, der lavede det mest prestigefyldte indenfor fotografi, krigsfotografi, ville Jan Grarup jo vinde hver år. I stedet hylder man diversiteten, og vores forskellige kompetancer og talenter indenfor det, vi nu laver. Og det er det, vi mangler med journalistik, en fest og en fejring af vores fag og dygtige kolleger.
Re: Cavling er en mand
Har jeg foreslået at nedlægge Cavling, Ditte?
Diskussion kører på to ting:
1/ Ih altså hvor uretfærdigt, at kvinder (næsten) ikke får Cavling.
2/ Ih altså hvor uretfærdigt, at det (næsten) altid er gravejournalister, der får Cavling.
Mine svar kort:
1/ Så kom da ind i kampen.
2/ Så lav en anden pris, men lad da være med at snylte på Cavling.
Re: Cavling er en mand
Diskussionen handler mere om, at det endnu en gang er den samme kreds af mænd, som kommer med deres bud på verden og journalistikken. En kreds af mænd, som er venner og arbejdspartnere på kryds og tværs.
Derfor bliver det en lukket fest, som vurderer journalistikken - og det var det, som fik mig til at skrive ”Er det ikke muligt at få lidt flere mænd til at komme med deres bud?” til "Året der krak"-artiklen, hvilket Paula nu har hevet fat i.
Re: Cavling er en mand
Morten, du skriver, at det vil være at "snylte på Cavling", hvis man overvejde flere kategorier. Men der er ingen, der har foreslået at lave om på Cavlingprisens funktion, blot udbygge den, under andet navn, med andre kategorier, andre præmisser, måske endda en fest, hvad ved jeg, det her er diskussionsforslag.
Ligestillingsdiskussionen er noget helt andet, Larrain stiller blot et par spørgsmål til, hvordan det kan være, at så mange mænd vinder Cavling i forhold til kvinder. Og det handler jo nok om, at gravejournalistik appelerer mest til mænd. Og OGSÅ derfor kunne man diskutere, om man burde hylde nogle af journalistikkens mange andre fine genrer, så andre end den meget lille snævre gruppe der udgør gravejournalister i Danmark også kunne blive anerkendt. Det har sådan set mere med journalistik end med køn at gøre
Jeg synes i øvrigt, din retorik er meget nedladende og i øvrigt fuldstændig unødvendig, så kom da selv ind i kampen for nu at blive i fodboldretorikken
Re: Cavling er en mand
Uretfærdighed har ikke noget med det at gøre Morten, men du kan ikke komme uden om, at det er tankevækkende, at et fag med 40 % kvinder har næsten nul procent kvindelige vindere af den ypperste anerkendelse. Du kan vælge at latterliggøre det modsatte køns bekymring, men dét er til gengæld ikke rimeligt.
Ditte peger på kriterierne. Gitte - som inspirerede mig til mit indlæg - peger på, at journalistikken langt henad vejen er en lukket drengefest. Det sidste har jeg bestemt også en del erfaring i og det er da noget, som kvindelige journalister ofte diskuterer og som efter min mening også giver sig udslag i den journalistiske prioritering.
Men jeg skal da også indrømme, at jeg selv mistede ambitionerne og lysten til at gå efter trofæerne, da jeg gav op i forhold til at være en af drengene i midten af 20erne - jeg var indtil mit 28. år udenrigsreporter på Berlingske . Er det os kvinder, der giver op for let, eller er det bare for svært at løbe med drengene, fordi de egentlig helst leger med hinanden, udnævner hinanden og ikke gider tøzebørnene?
Tendensen med skarpere gruppering mellem kønnene generelt er dertil på vej i endnu mere ekstrem retning. Helt nede i børnehaven bliver vi opdelt i prinsesser og bullerbasser. Som voksne har kvinder det bløde stof - generelt - og mænd det politiske, erhver osv.
Summasumarum tror jeg, at vi er eksponenter for en generel tendens, der i disse år forstærkes. Men i modsætning til andre fag, så sidder vi tungt på en stor del af kommunikationen og den demokratiske debat. Derfor er denne diskussion ikke ligegyldig - altså medmindre man blankt erkender, at kvindelige journalister bare ER mindre talentfulde.
Re: Cavling er en mand
Nedladende, unødvendig. Aj, come da on, Ditte. Så længe er det heller ikke siden, du var på Ekstra Bladet ;-)
Re: Cavling er en mand
PS: Cavling går ikke kun til gravejournalister. Olav Hergel,, Poul Høi og Peter Rasmussej (nomineret i år) er bløde mænd med dygtige penne. Som regel er der ikke mere end et par rigtigt gode gravehistorier om året, men trods alt fem nominerede
Re: Cavling er en mand
Hej Paula o.a.
Jeg er enig i, at diskussionen er relevant, og jeg vil bestemt ikke afvise nye priser. Siden stiftelsen er prisen stort set altid gået til kristisk, dybdeborende journalistik, selvom der er undtagelser. Jeg er af den overbevisning, at Cavlingprisen fortsat skal være en pris, der uddeles for kritisk, dybdeborende journalistik. Men jeg åben (måske endda mere end mit første indlæg antyder) for nye priser. Men dem kunne vi jo finde en nyt navn til. Endnu har jeg kun set forslag om at udvide Cavlingprisen, og den vej synes jeg er forkert. Og så er der altså rigtig, rigtig mange journalistpriser i forvejen. Det er selvfølgelig megadårlig stil at skyde idéer ned, men jeg synes, Cavling skal være Cavling som den altid har været (et typisk eksempel på mandlig, reaktionær tankegang). Men lad os da få nogle flere prisbud på bordet!
Re: Cavling er en mand
Hvorfor skal denne debat partout gøres til en kønsdebat?
Der er da heller ikke særligt mange indvandrere, der har vundet en Cavling.
Jeg synes, det er alvorligt nok, at det tilsyneladende kun er (under)gravere, der kan vinde en Cavling.
Der findes jo som bekendt en hulens masse andre journalistiske genrer, som fortjener opmærksomhed fra Journalistforbundet.
Andre store priser lider af og til under de samme "identitets"-problemer som jeg synes Cavling gør.
Hvordan skal man eksempelvis bruge den magt, en Nobels fredspris repræsenterer?
Skal man give den som en anerkendelse til folk der forsøger at skabe fred som for eksempel Rabin, Arafat og Peres i 1994, eller skal man give prisen til den/dem, der på en nyskabende måde vil arbejde for fred i en lidt mere bred forstand som f.eks IPCC og Al Gore i 2007?
Skal man anerkende stolte hævdvundne traditioner eller forsøge selv at skabe ændringer gennem sin pris?
Jeg synes, at idéen med flere kategorier er god.
Man kunne jo faktisk også indstifte en helt ny pris med flere kategorier.
Det kan da ikke være de 20.000 kroner i præmiepenge, der gør udslaget om man vil indstifte en ny pris eller ej...
Lad Cavling være Cavling.
Lad de gamle manddschauvinistiske sexisters klub, som den jo åbenbart er i nogle personers øjne er, være i fred.
Hvorfor hige så meget efter en jävlans statue?
Gå efter dine modtagere og hyld dine egne journalistiske idealer i stedet...
Bare lige mine two cents...
Re: Cavling er en mand
Desværre er ideen med Cavling i dag meget udvandet. Det burde være sådan, at en hvilken som helst journalist havde en pris i baghovedet, når hvilken som helst sag skulle oprulles. Politiken har nu fået øje på Berlingske, og satser nu på et par nomineringer i 2009. Så ideer til nye priser må der vel til, hvor det har retning af, hvor hurtigt en journalist klarede research, skrivning, redigering - hvordan samarbejdet internt fungerede - hvor mange der læste artiklen - hvor meget læseren grinede - og sådan noget. Cavling ideen er trængt anno 2009.
Re: Cavling er en mand
Get a life. Magen til navlepilleri skal man lede længe efter.
vh jens
Re: Cavling er en mand
Der er vel to spor i denne diskussion lige nu. Og den ene kører efter min mening helt af sporet.
Det er helt reelt og en udmærket pointe at sætte spørgsmålstegn ved, om det kun er relevant at spørge tidligere Cavlingvindere (hvoraf flertallet så er mænd, men det er vel ikke pointen her), hvad de anser for årets bedste historie. Spørger man udelukkende vindere af en pris, der traditionelt belønner den afslørende og dagsordensættende journalistik, ja så får man nok også nogle svar, der er farvet af, at det er den form for journalistik, de adspurgte selv beskæftiger sig med.
Den anden tråd handler så om, at det primært er mænd, der har modtaget Cavlingen. Og så er det, at mine tæer mere end krummer på mit køns vegne. Det er fint at diskutere, om der er bredde nok i de journalistiske priser. Og det er ganske relevant at undre sig over, hvorfor så få kvinder har modtaget den pris.
Men hvis vi absolut skal gøre Cavlingen til genstand for en køns-diskussion, så er det interessante spørgsmål vel ikke, om Cavlingen gives for den 'rette' form for journalistik. Det er vel snarere, hvorfor så få kvinder producerer den form for journalistik, som Cavlingen nu engang belønner.
Er det fordi, de 'grumme' mænd - logebrødrene - holder kvinder væk fra den afslørende og dybdeborende genre? Eller er det os selv?
Det kan være, at jeres oplevelser er anderledes. Men jeg har ALDRIG oplevet, at mit køn stillede sig i vejen for mine muligheder for at gå efter den samfundsrelevante, afslørende eller dagsordensættende historie. Jeg har så godt nok heller aldrig vundet en Cavling, men det er sgu ikke på grund af mit køn. Jeg har selvindsigt nok til at indse, at jeg ganske enkelt ikke har haft historien. Men bortset fra en halvskrantende branche, hvor stillingerne som graver ikke ligefrem hænger på træerne, så er der intet der forhindrer mig i at fortsætte jagten på gode, dybdeborende og samfundsrelevante historier.
Og jo, kære kvinder. Der er mange former for journalistik. Og der er mange former for prisværdig journalistik. Men jeg står helt af, når jeg læser kommentarer på denne tråd som ’ Ofte handler det vel mere om mænds lyst til at fyre sig selv af i gravergruppen end reel efterspørgsel fra læserne’ og ’Personligt har jeg aldrig forstået, hvorfor vi som branche skal blive ved med at hylde en genre, som så få af os praktiserer i vores arbejde, den undersøgende journalistik.’
Nej, fy da. I disse tider er der jo ikke noget værre end smagsdommeri. Og det er det jo, hvis man siger, at noget er ’finere’ end andet. Men undskyld mig. Der er sgu forskel. Der er en helt enorm forskel på journalistik, der faktisk gør en forskel i det samfund, vi lever i – journalistik, der åbner vores øjne for, at tingene ikke er, som de burde være. Og så på journalistik, som måske nok er smuk, som måske nok er utrolig læst, men som ikke ændrer en dyt ved det samfund, vi alle er en del af.
Jeg ville nødig leve i et samfund uden fabelagtig velskrevne portrætter, interessante kultur- og sportshistorier og de artikler, radio- og tv-indslag, der bare underholder. Men jeg ville endnu mindre ønske at leve i et samfund uden en kritisk presse til at holde magthaverne i ørerne.
Så der er al mulig grund til fortsat at hylde den undersøgende og dagsordensættende journalistik. Og så er der al mulig grund til, at vi kvinder klynker lidt mindre over, at der åbenbart er flere mænd, der dyrker denne genre. Og at vi i stedet kommer ind i kampen.
Re: Cavling er en mand
@Christina: TAK for fremragende betragtninger..
Re: Cavling er en mand
Christina, der er ingen, som ikke stadig vil hylde den undersøgende journalistik. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at det er en uundværlig del af vores eksistensberettigelse.
Det jeg fik læst (skal nok læse de sidste også) af Forbrydelsen er fremragende og de fire vindere fortjener al den hæder, der kan ligge på dem - navnlig når de er nøgne. Konklusionerne omkring politireformen stiller jeg mig kritisk over for, da jeg ikke ser politiet som offer i den sag. Men derfor er det stadig gedigen journalistik.
Min hensigt er en anden. Ikke at tage æren fra den type journalistik, men finde frem til HVORFOR, ingen kvinder kommer så langt.
Svaret ligger ikke, tror jeg, i journalistikgenren alene, men i sociale, psykologiske og måske antropologiske forskelle. Måske er det ikke vigtigt med kønsspørgsmål, som min tidligere tillidsmand Jens Langergaard så poetisk skriver det. Vi skal bare få os et liv.
Men det er ærgerligt. Ligesom jeg ærger mig over, at vi i Danmark har meget få kvindelige topledere, kvindelige kunstnere og et 18 procents løngab mellem kønnene.
Forklaringen er nok den simple, som Christina peger på, at vi vælger kampen fra og mangler selvtillid. Og vi er da selv ude om det - langt henad vejen. Da jeg efter seks måneders barsel tilbage i 1996 tog et job som rejsende udenrigsreporter, der var det da kvinderne, der rystede på hovedet og mændene, der klappede mig på skulderen. To år efter måtte jeg da også give op og få en deltidsstilling på forbrugerredaktionen sammen med en masse andre heldigvis sjove kvinder. Nødtvungent selvvalg? Hvor mange kvinder har i vores branche stået i en sådan situation? Er det et generelt problem? Og kan det overhovedet løses?
Og til jer mænd, der bliver stødt på manchetterne. At hævde kvindesager er ikke det samme som at nedgøre mændenes.
Re: Cavling er en mand
Agger, du er og bliver min mand.
Re: Cavling er en mand
I et bevæget øjeblik kunne man næsten indstille Christina Agger til næste års Cavling-pris for hendes indlæg.
Det sætter i hvert fald helt nye højder i rækken af indlæg i denne diskussion.
Re: Cavling er en mand
Jeg vil bare lige specificere, at jeg ikke på noget tidspunkt har ment, at Cavling skulle nedlægges, laves om eller uddeles til kvinder fremover, men blot forsøgt at debattere hvorfor det kun er gravejournalistik, vi hylder med en stor årlig journalistpris. Jeg mener, at der bør være flere journalistpriser, som vi ser det med Pulitzer etc. Det handler ikke om klynk, i hvert fald ikke fra min synsvinkel, men om at jeg synes, vi skal være bedre til at fejre vores fag og vores kolleger. Jeg kan faktisk ikke finde på flere måder at formulere det på nu, kan ikke forstå, at det kan misforstås så grundlæggende igen og igen.
Re: Cavling er en mand
Jeg mener det samme som Agger.
Re: Cavling er en mand
"Vi bliver nødt til at få vores egen pris - den kunne hedde Kagling-prisen". Vi var en lille gruppe kvindelige journalister på efteruddannelseskursus, der i en sen nattetime for nogle år siden blev enige om, at det ville være en god ide med sådan en særpris, efter at have konstateret, at kvindelige journalister nærmest skulle have ophævet tyngdeloven og alliere os med okkulte kræfter for at gøre os håb om at komme i betragtning til en nominering. Det blev nu kun til snakken, og godt for det, for alle kæmper jo om at vinde den "rigtige" pris og kollegiale anerkendelse, der følger med - og der er ikke rigtigt noget ved at stå og tude af lykke ned i en udstoppet høne!.
Vi var på et kursus i den gode fortælling, der som journalistisk genre i år er blevet hædret med den fine Cavling-pris. Stort tillykke med det, for det er en historie, der er svær at ryste af sig. "Forbrydelsen"s store styrke og motor er netop fortællingen, baseret på rekonstruktionen af Lise Rønnes forfærdelige skæbne og afsløringen af myndighedernes svigt. Men hvorfor skulle den ikke kunne være skrevet af fire kvinder? Måske fordi der ikke er samme tradition blandt kvindelige journalister for at gå sammen om at skrive, eller forlange at hellige sig samme projekt i så lang tid af gangen. !
Pleaser-kulturen og den mentale barriere, der får os til at holde kæft med en god ide, indtil den er sagt af andre, trives forsat i bedste velgående. Og det er da underligt, at vi stadig ligger under for iden om, at vi skal være dobbelt så gode til vores job som vore mandlige kolleger for at bede om lønforhøjelse, søge et chefjob, forlange at blive sat på et graverteam.
Konflikthåndteringskurser burde måske være obligatorisk på efteruddannelsesplanen
Jeg har været i faget i mange år og været vidne til alle de bølger, der er gået op og ned i faget omkring ligestilling. - og de fleste er endt i håret. Sørgeligt nok har jeg konstateret, at vi ikke er kommet særlig langt . Mediernes nye 7-11-kultur med alle de skæve, familiefjendske vagter, får mange skægge, iderige og dygtige kvindelige journalister til at give op og udvandre til kommunikationsbranchen for at få faste arbejdstider eller blive freelance - men det gør mændene sandelig også!
Re: Cavling er en mand
Pengepræmien er større og festen meget bedre.
Måske er det derfor, så mange pigenavne pryder Kravlingindstillingerne 2009
Indsend kommentar