Carsten Jensen taler folkets sag

Kære Øjvind,

Synes, din pointe er rigtig god og jeg deler også dit ønske om at komme tilbage til idealismen og sågar også Carsten Jensens kritik af den danske krigsdækning. Men jeg synes også det er synd, at han bærer sig så dilletantisk ad i programmet. Og ja, typisk sensationalistisk. Det er, når man via dårlige spørgeteknik presser sin gæst så meget op i en krog, at vedkommende helt resignerer. Derved får du ikke fortalt den RIGTIGE historie. Jeg er nemlig sikker op, at Charlotte Aagaard er fuld af spændende overvejelser og reflektioner. Dem får vi ikke, fordi der ikke skabes det tillidsrum, som skal til for, at historien kommer frem. Det handler ikke om at stryge hende med hårene for HENDES skyld, men for at få hende til at tale og fortælle. Og dermed ske JOURNALISTIKKEN fyldest.

Hvis Carsten Jensen ikke er journalist - i egen selvforståelse - så skal han da heller ikke agere som sådan på en radiokanal, der har fået licenspenge for netop at give os mere journalistik. Holdninger, subjektive vurderinger og skænderier har vi i forvejen rigeligt af 

Underligt, at ingen aviser skriver om den udvandring! Er det fordi journalister helst beskytter hinanden. Også mod en begavet og skarpsindig mand, der jo lige skal vide, at han ikke er "rigtig" journalist fra et betonbyggeri i Århus. Hvad nu, hvis det ikke var en journalist, der gik, men f. eks. en bankmand, en politiker eller en filminstruktør? Så skulle vi se mediehalløj og Go' Aften, Danmark og Go' Morgen, Danmark og breaking news og TV2 News og EB og BT.

For resten indleder C. J. med den skarpsindigste, mest ondskabsfulde og præcist rammende karakteristisk af Per Stig Møller, jeg længe har hørt - Per Stig Møller, det er ham, der har skrevet bøger om humanismens nødvendighed og heltebiografier om Kaj Munk og varmt og egenhændigt har hilst på både Bush II og Rumsfeld og Cheney og Wolfowitch og Anders Fogh og dem alle sammen

Efter det massive oplæg fra Carsten Jensen - 3 x to timers udsendelser - kunne Journalisten gerne tage hul på vores dækning af krigens omkostninger. Vi ved alle hvor mange familier, der har mistet deres kære på slagmarken. Og vi har også hørt lidt om de civile (omkostninger) tab i Afghanistan. Men vi har kun i meget ringe grad kunne læse / høre om de enorme udgifter, vores statskasse har måtte spendere til de aktiviteter, som CJ med følge dygtigt doklumenterer slet ikke virker. Alle pengene - er det 25 milliarder om året + de små finurlige konti - er smidt lige ud. Hvorfor har vi ikke skrevet om sammehængen mellem krigsbudgetterne og velfærden? Er det Forsvarets mange spin doktorer, der kører klatten... Senest fik de lov at køre historien om, at nu vil MF'ere i deres valgkredse kæmpe imod nedskæringerne i "deres" by. Der er vedtaget en symbolsk lille nedskæring, som måske bliver gennemført. HVis vil det i så faldske uden at det rammer krigsmaskinen. Når der lukkes lidt ned her, åbnes der for nye sluser der. Se blot hvordan nu også Søværnet vil ud og "lege". Seriøse forhandlinger er i fuld gang, vi skal da ha' tropper iland så piraterne kan jagtes gennem ørkenen ved Afrikas Horn. - Gode kollegaer, når I skriver om nedskæringerne på skolen, plejehjemmet, psykiatrien, infrastrukturen og sundhedsvæsenet, kunne man overveje også at sætte spørgsmålstegn ved det sømmelige i den store pengestrøm til militæret. Hvad mon læseren syns?

Jeg er ikke helt enig i udsagnet "Han indtager i sin erklærede subjektive og spørgende position præcis samme rolle som mange medieforbrugere: Han forventer og efterlyser, at journalister ALTID er udfarende og kritiske [...]".

Jeg har et meget stort ønske om at journalister ville være MINDRE udfarende og kritiske, og nogle gange undlade konsekvent at søge efter konflikter, skarpest mulig vinkling, og hvad der ellers forsøges af retoriske kneb for at skabe en stemning af dramatik og kamp.

Et nyligt eksempel var Klaus Bundgård Povlsen som interviewer Astrid Krag om en manglende handlingsplanfor organdonation, hvor han ihærdigt gør alt for at presse en dato for færdiggørelse af handlingsplanen igennem. Astrid Krag modstår heldigvis Klaus' forsøg på at komme til at sætte den sundhedspolitiske dagsorden, for efter min bedste overbevisning er han ikke den i landet som er bedst kvalificeret til at afgøre hvorledes der skal prioriteres indenfor sundhedsvæsenet. Men her havde det været interessant hvis han i stedet havde kunnet få en konstruktiv dialog om hvilke indsatsområder som sundhedsministeren mener er de vigtigste, og måske her have været kritisk og spurgt ind til de alterantiver der var nedprioriterede. Men desværre gik vi seere glip af muligheden for at blive klogere.

Ligesådan forspildte Carsten Jensen også en unik mulighed for at have fået en spændende og udbytterig samtale, det er ret trist, for emnet var utroligt spændende, og Charlotte Aagaard ville givetvis have kunnet belyse mange af de aktuelle problemstillinger med interessante vinkler. Hvis altså det havde været det som samtalen havde drejet sig om.

Sådan som jeg ser det, ligger problemet begravet i begrebet ’journalistrollen’.  Hvis Charlotte Aagaard tror, hun skal interviewes af en journalist, og altså går til opgaven med en forestilling om en neutral udspørger, er der ikke noget at sige til, at hun undrer sig over den stærkt subjektive drejning, interviewet tager. Men sagen er jo netop, at dette koncept ikke handler om en neutral interviewer, der stiller spørgsmål. Det handler om en stærkt engageret meningsdanner, der vil diskutere med sin samtalepartner.  Carsten Jensen er ikke journalist og lever ikke op til den journalistiske selvforståelse om neutralitet og fairness. Han er opinionsdanner og kommentator, og hans mål er ikke at høre, hvad Charlotte Aagaard måtte have at fortælle, men at krydse klinger med hende. Når to mennesker møder med så forskellige opfattelser af den opgave, de kaster sig ud i, må det gå galt. En anden ting er så, at en journalist bør tage udfordringen op i stedet for at udvandre. Vi må tage de tæsk, vi får – nøjagtig som vi forventer det af vore egne ’interviewofre’. Men når det er sagt, så er det da menneskeligt at handle uovervejet i en presset situation, og der er ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det.

Jeg har aldrig været fan af radio 24/7, når det ofte endte med at være en slags blå pendant til et påstået lyserødt P1. Dog må jeg tage hatten af denne gang. Jeg mindes ikke hele mit liv at have hørt så veldrejet og kritisk et program, som det Carsten Jensen leverer. Store segmenter af befolkningen sukker efter denne form for journalistik, det er nemlig kun på journalisthøjskolen, og blandt udannede gymnasielærere, at man tror på 'objektivitet', og fejlfrie kilder ala Newton. Dette afspejles meget naturligt i avisernes oplag.
Vi vil ikke have et tillæg om apps og cafe latte, men analyse af Bankkrisen fra Økonomer der ikke nødvendigsvis er velkomne på Statskundskab hvor man uddanner embedsmænd. Vi vil have kritik af politikerne når kameraet rullet, og ikke når alle de ansvarlige ER gået på ministerpension. Det er nemlig et andet trick man benytter i den danske pseudojournalistiske andedam: 'Nu er kritik af Irak-krigen ikke længere aktuel, så derfor er det ligegyldigt at bringe, uanset indholdet'. Man forstår af heraf, hvorfor at danske journalister finder det nødvendigt at operere med et 'nyhedskriterie'. Det kan belejligt bruges til at negligere enhver form for kritik, især i egne rækker. Selvsamme program gennemgik hvordan Redaktionen på DR undlod at sable Anders Fogh ned, alt imens Morten Løkkegaard, bare rystede overfor 'den store statsmand'. Mage til pinlig bondsk opførsel skal man lede længe efter. Men det er typisk dansk. På samme måde er det da sødt at man nu fra journalistikkens side, priser den kære Carsten Jensen for at udføre det job andre får penge for. Men hvor er så artiklerne om den - går jeg udfra - stadig gældende kronologiske opsætning, der STADIG viser at politikerne løj danskerne op i ansigtet? Det er vel muligt at lave en Bo Elkjær en gang til, uanset om han sidder i Nato eller ej?

Og hvad med det faktum at Per sStig Møller ikke turde møde op i sin 'egen' Radio og møde Carsten Jensen?! Der må simpåelthen være den mest pnagtige landlige stemning på diverse redaktioner. Sikkert som i en landsby, når det er kommet Provsten for ørene, at nogen har snakket om hans små juelege med Karen i Kjæret.

Radio 24/7 og Carsten Jensen leverer det, intet andet medie har kunnet, trods massive reklameindtægter i årtier. Det er ellers  kun i fiktionen  og filmen, at vi oplever 'fars gris' bliver grillet for åben skærm. Det er rart at høre journalister tale åbent om hvordan de bliver kørt over at et helt velorkestreret system af nikkedukker. Det minder mistænkeligt om de folkeskoler hvor Anders Fogh og kone havde deres opvækst. Tak til et medie for at tage hul på noget der burde åbne en ladeport af selvransagelse, men nok næppe går det i så autoritetsliderligt et land som vores.

Cavlingsprisens vindere er fundet, men mon ikke den går til Carlotte Aagaard for at makke ret, og nu teambuilde med uddannelsessystemet og levere en mindre kritisk udgave at det hele? Eller til B.T. og EB for at have 'afsløret de horder af Carinaer der har været skyld i finanskrisen?

Sommerens imaginære agurketidstirual er nu endelig brudt, så måske kan vi i fremtiden forvente at journalister arbejder om sommeren også?