Bording-priser til »Spis Bare« og 3F-journalister

12.06.2009 · 14:49

Danske Specialmediers Bording pris blev fredag eftermiddag uddelt på Københavns Rådhus. Magasinet Spis Bare modtog Anders Bording Medieprisen, mens journalisterne Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen fra Fagbladet 3F modtog Anders Bording Journalistprisen.(rettet)

Bording-priserne, der gives til magasiner for særlige præstationer, blev fredag uddelt på Københavns Rådhus, og Medieprisen gik til magasinet Spis Bare for "et meget inspirerende madfagligt og indsigtsfuldt blad med faglig dybde og lækker præsentation," ifølge begrundelsen.

Mens de to 3F-journalister Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen modtog Journalistprisen for en artikelserie om kviksølvskandalen i Grindsted, der ifølge priskomitéens begrundelse er "klassisk kulegravende journalistik med særdeles vedkommende og identitetsskabende journalistik og vedholdende og systematisk gravearbejde."

Samtidig gik Fagbladet 3F hjem med hæderen Specialprisen for digitale medier, hvor de blev belønnet for "at dokumentere en kompliceret sag med dygtig og troværdig anvendelse af en række medier."

Specialprisen for grafisk design gik til magasinet Landinspektøren, der udgives af Den Danske Landinspektørforening. Prisen modtog bladet "for et veloplagt, engageret og gennemarbejdet design med fine originale designelementer skabt netop til dette blad og dets læsere."

Endelig modtog freelancefotograf Sif Meincke Specialprisen for foto for en billedserie i Samvirke om stomi. Hæderen gives med begrundelsen, at "billederne følelsesmæssigt tager fat i os og taler til hjertet."

Journalisten.dk var til stede under prisoverrækkelsen og bringer senere en tv-reportage her på sitet.

(Rettelse: Journalisten har i en tidligere version skrevat at kviksølvskandalen fandt sted i Fredericia. Det er rettet til det korrekte: Grindsted.)

Kommentar

13/06/2009 - 10:24

kristian jessen

Tak for den smule omtale, vi får for at modtage Bording prisen.

Normalt blander jeg mig ikke i diverse diskussioner i dette forum - men.....

Det er pisse flovt at være medlem af en fagforening, der i den grad ikke fatter, hvad deres medlemmer laver. I ovenstående kan man læse, at kviksøvskandalen fra Grindsted stammer fra Fredericia... Undskyld - man hvad fanden sker der? Hvor dum har man lov til at være på Journalisten? Desuden har Journalisten behændigt også undladt at nævne, at vi i vores takketale for de 2 Bording priser i går i den grad kritiserede dette medlemsblad. Journalisten, der gerne bruger 4-6 sider på en studenter-pris (kravlingen), men ikke engang aner, hvad fanden flere tusinde medlemmer af Journalistforbundet, der arbejder i fagpressen, faktisk knokler med hver eneste dag. Det er simpelthen til grin.

Og helt ærligt. jeg ved godt vi journalister i fagpressen ikke er så interessante for Journalisten - men kig lige på et kort -  Grindsted ikke er i Fredericia!

 Kristian Jessen

14/06/2009 - 12:34

Jakob Albrecht

Kære Kristian

Tillykke med Bordingprisen.

Vi beklager at vi kom til henlægge kviksølvskandalen til Fredericia. Det var en fejl, som vi nu har rettet.
Til gengæld kan vi ikke genkende billedet af, at Journalisten helt overser fagpressen.
I det seneste nummer skriver vi otte sider + leder om fagpressen og især Sygeplejerskens uafhængighed. Udover nyheden om prisvinderne her på siden har vi lavet et webindslag fra uddelingen af Bordingprisen - et indslag hvor du selv medvirker.

Jakob Albrecht, journalist på Journalisten

 

14/06/2009 - 21:49

Martin Thimes

...og med hensyn til bredsiden mod dækningen af Kravling-prisen, så udgør de studerende jo den næststørste gruppe i forbundet. Kun freelancerne er større (eller har Kommunikationsgruppen også overhalet det samlede medlemstal i de tre DJstud-organisationer?). Og Kravling-festen er den klart største sociale begivenhed for medlemmer af forbundet, hvis den centralt organiserede Fagfestival fraregnes.

Det alene retfærdiggør i den grad, at Journalisten dækkede Kravling-festen over så mange sider. Og det er nok de færreste af de  mere end 1300 studerende medlemmer, der vil være uenige i, at Kravling er en vigtig begivenhed. At det så kan diskuteres, om formen var den rigtige, det er jeg helt med på.

15/06/2009 - 00:04

Jens Jørgen Madsen

Kære Kristian Jessen.

Jeg forstår godt, du bliver irriteret over at læse, at der står Fredericia - når nu kviksølvskandalen rent faktisk foregik i Grindsted.

Fejlen skyldes dog Danske Specialmedier, som i deres officielle pressemeddelelse om årets Bordingpriser skriver, at skandalen fandt sted i Fredericia.

Her uddrag fra Danske Specialmediers officielle begrundelse:

"Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen får Journalistprisen for "klassisk kulegravende journalistik med særdeles vedkommende og identitetsskabende journalistik og vedholdende og systematisk gravearbejde" i forbindelse med deres artikler om kviksølvskandalen i Fredericia."

Det er naturligvis ikke nogen god undskyldning for at viderebringe fejlen. Men det forklarer forhåbentligt hvorfor det er sket. 

Mvh

Jens Jørgen Madsen, webredaktør Journalisten.dk.

 

 

15/06/2009 - 09:42

Christian Kierkegaard

Jeg skal bekræfte, at fejlen ikke kan lastes Journalisten - men er en fejl hos Danske Specialmedier, som vi meget beklager.

 

Venlig hilsen

Christian Kierkegaard 

 

15/06/2009 - 09:56

Kristian Jessen

Kære Jørgen og Jakob.

 Tak for Jeres svar.

Hvem der har placeret Fredericia i Grindsted, behøver vi nok ikke diskutere mere. Men grundlæggende er det en kæmpefejl. Jeg beklager dog min irritation i forrige indlæg, hvis fejlen ikke er sket hos Jer.  

Mht mere fokus på fagpressen, så er artiklen om Sygeplejersken den eneste, jeg kan huske, siden jeg selv gik fra avis til fagpressen - og det er efterhånden et par år siden. Jeg havde selv mine forbehold om den journalistiske kvalitet dengang, men de er gjort til skamme. Der bliver produceret enormt meget god journalistik af afslørende karakter, som hver dag bliver citeret i hoved og r.. af andre medier - samt indstillet og nomineret til adskillige priser rundt omkring. Så Fagpressen er ikke kun dårlig selv om vi mangler frihedsbrev. Det gælder også Journalisten, der tiltider producerer gode revsende artikler a lá økonomien i TV2.

Martin Thimes: Mht Kravling. Så skal jeg være den første til at glæde mig over den. Jeg var selv som studerende med til at kæmpe for, at SDU og RUC studerende også kunne blive en del af prisen. Det lykkedes heldigvis, og den vigtigste arbejdsstyrke i mediebranchen (praktikanterne), bliver heldigvis behørigt fejret i dag. Men at bruge så mange sider på den. Det er altså overkill, når der er adskillige andre gode historier at fortælle fra vores egen branche

Mvh

Kristian Jessen

15/06/2009 - 10:08

Michael Kjærgaard

Til  Kristian Jessen

Jamen, som skribenten bag vil jeg da også beklage, at der ikke er tid til at tjekke enhver oplysning i en pressemeddelelse. Men sådan er virkeligheden ude på redaktionerne.

Jeg vil opfordre dig til at skrive en høflig mail til skribenten næste gang, du finder en fejl i en artikel. Mine som andres.

VH
Michael Kjærgaard

Seneste nyheder

29.09.2016 · 13:41

Jyllands-Posten vil flytte fra Viby

Ole Obitsø
29.09.2016 · 12:19

’DR2 Morgen’ lukker – 9 stillinger nedlægges

Kerstin Bruun-Hansen
29.09.2016 · 11:41

'DR2 Morgen' stopper med at sende ved årsskiftet

Kerstin Bruun-Hansen

Seneste jobopslag

Presseansvarlig til SKAT

Skat
Ansøgningsfrist: 11.10

Dansk Socialrådgiverforening (DS) søger en kommunikations- og pressekonsulent

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 02.10

Presseansvarlig til Danica Pension

Danske Bank
Ansøgningsfrist: 04.10

Qanorooq søger en erfaren og dynamisk redaktør

Kalaallit Nunaata Radioa
Ansøgningsfrist: 29.09

Kommunikationsansvarlig

Filadelfia
Ansøgningsfrist: 03.10