Egentligt er det kreperligt, at vi i en tid hvor behovet for den journalistiske vagthund er større end nogensinde, beskæftiger os med at diskutere, om man skal mindske optaget på de danske journalistuddannelser for ikke at uddanne nye journalister til en plads i arbejdsløshedskøen.

Kaj Høivang skriver stort set altid nogle rigtig interessante indlæg på sin blog, og mindre interessant og relevant er det ikke i det seneste, hvor han tager journalisters blindhed overfor tal under (k)ærlig behandling.

Debatten om mediestøtten raser.

I en tid hvor der stilles større og større krav til online journalisters tekniske kompetencer på tværs af platforme, melder spørgsmålet sig om, hvad vi egentlig skal kalde de, der kaster sig

Søndag aften skulle jeg have deltaget i en live studiedebat i ‘21 Søndag’ omkring danskernes holdning til medier.

Hvad er det egentlig vi giver vores læsere, lyttere, seere og brugere, når vi leverer noget til dem? Er det journalistik, eller er det indhold? Og er det i virkeligheden det samme?

Når der er krise rundt omkring i mediebranchen, kan man som tilskuer altid vælge at svælge i den.

Jeg har mistet overblikket over alle de gange, jeg har undret mig over, hvorfor det er journalister flokkes om at dække de samme begivenheder, når én journalist fra Ritzau havde været mere end

I USA har man National Public Radio - et non-profit medieselskab, der med stor succes producerer massevis af indhold på tværs af alskens platforme.

Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, slår mig ikke som værende den, der sætter sig ned og tuder.

I morgen starter jeg som gæsteunderviser på Journalisthøjskolen, hvor jeg skal forsøge at lære en flok studerende om onlinemediets velsignelser. Jeg glæder mig som et lille barn.

Berlingske's Poul Høi er en forstandig mand og en gudsbenådet journalist. Faktisk er han en af de eneste grunde til, at jeg stadig gider læse Berlingske.

Om 10 dage begynder jeg på min gæsteoptræden som underviser på Danmarks Journalisthøjshole. Jeg har fået fornøjelsen af at skulle undervise i et fagspeciale om online medier på 7.

Vi har altid så travlt med at græde over de dårlige tider for aviserne. Og skælve ved frygten for, at nogle af dem måske snart ikke er her mere?

Indimellem må man lægge ører til ting, hvor man ikke kan andet end at ryste på hovedet og undre sig over, om det er ens ører, der er noget i vejen med, eller om det, de hørte, virkelig var, h

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er i et interview med Journalisten ude i et varmt forsvar for papiraviserne.

Her i skyggen af uddelingen af årets Cavling-pris - i øvrigt tillykke med den til Berlingske - er det måske på sin plads at dvæle lidt ved en af de mekanismer, aviserne skal hænge deres hat på,

Rigtig mange aviser har det rigtig hårdt. Det er ingen hemmelighed.

Gårsdagens historie om, at JP og Politiken nu begynder at samarbejde på nettet omkring EPN.dk fik mig til at bryde ud i latter.

Hver eneste gang jeg har betalt regningen for mit avisabonnement, har jeg ærgret mig en lille smule. Ærgret mig over, at jeg ikke har fået mere tid til at nyde avisen.

"Mon der stadig er liv i blogging," spurgte en bekendt mig den anden dag. Og hertil kan mit svar kun være et rungende "Ja, hvorfor skulle der dog ikke være det?

Jeg er ofte blevet skudt i skoene, at jeg har været for hurtigt ude til at dømme de gamle massemedier ude. Og jeg erkender, at det er rigtigt: De er ikke ude endnu. Slet ikke.