Paula Larrain begyndte som journalist i 18-årsalderen, hvor hun blev oplært i den gamle mesterlære på Esbjerg Ugeavis. Herefter tog hun uddannelsen på DJH med dimission i januar 1994.
Ifølge eget udtryk har hun siden været noget af en udfordring for dansk presse. Allerede som emsig redaktionssekretær på Berlingske Tidende viste hun sig ekstremt krævende i forhold til både faglige og etiske regler, og denne puritanske holdning har hun holdt fast i gennem hele sin karriere. Til stor irritation navnlig for de mange spareivrige chefer, hun nåede at tale imod. Så en dag fik hun selv nok. Møllerne blev for store at kæmpe imod, og hun opgav faget. Eller som hun sagde: »Faget forlod mig først.«
»Jeg gik ind i journalistik, fordi jeg ville redde verden fra dumhed og halve sandheder, men det endte med, at det var præcis, hvad jeg sad og formidlede. Det åd min arbejdsglæde op, så nu er jeg hoppet af.«
Hun driver i dag kommunikationsfirmaet Larrain Consult, hvor hun blandt andet underviser i Spørgeteknik.
Her på Journalisten.dk tager hun den gamle kamp op.
Mens vi venter på at høre den famøse lydfil, vil jeg lige på baggrund af en interessant debat, tage et kig tilbage på foråret 2007, hvor DR røg i krig med forsvarsministeriet på grund af Christoffer Guldbrandsen.
22,39 minutters pinlig udstilling af en omgang elendig journalistik udløser bekymring over, hvad der egentlig foregår i DR. Hvorfor forsvarer Haagerup noget så åbenlyst tåbeligt? Man må jo tage sig til hovedet.
Et møde mellem mødre på Nørrebro fik blodet i kog blandt kommentatorer og politikere. Mindre end et døgn efter ”afsløringen” får piben dog en anden lyd hos flere. Var det, fordi den oprindelige artikel gengav virkeligheden forkert?
TV2s nyhedschef Michael Dyrby undrer sig over, at der ikke har været flere Burka-klædte kvinder i spalterne, eftersom de jo ganske rigtigt har fyldt en del i medierne på det seneste.
Ligesom man tror, man har nået bunden for, hvad man kan tillade sig at kalde journalistik, bliver man pludseligt beriget med endnu et godt eksempel på, at vi måske stadig befinder os i et frit f
I weekenden har jeg råslugt Peer Kaaes bog ”I sandhedens tjeneste”. Jeg indrømmer, at jeg primært kastede mig over den for at blive bekræftet i den vrede, som jeg gennem nogen tid har oparbejdet til Se og Hørs redaktion. Men jeg blev overmandet af helt andre følelser undervejs: Forståelse og tilgivelse var de største og mest overraskende.
Er der en branche, der er kendt for grove interne beskyldninger, store egoer og bagtale, så er det da mediebranchen. Det nye er, at folk - journalister - nu selv går i medierne og åbenbarer deres årelange rivaliseringer.
Den er helt gal med presseetikken. Det har jeg forsøgt at slå fast på forskellig vis her på denne blog og nu er det igen blevet bevist – for nu at udtrykke mig, som nutidens pressefolk ville gøre det.
