Bland dig! Om journalister og våbenhandlere

Smuds. På baggrund af nok en ufrivillig tur i den danske pressemølle sad jeg forleden med en veninde og tænkte grundigt over følgende spørgsmål: Om hvilken anden branche end sladderpressen kan man sige, at den stort set lever af at smadre andre menneskers privatliv?
19.03.2008 · 12:00

Smuds. På baggrund af nok en ufrivillig tur i den danske pressemølle sad jeg forleden med en veninde og tænkte grundigt over følgende spørgsmål: Om hvilken anden branche end sladderpressen kan man sige, at den stort set lever af at smadre andre menneskers privatliv?

Det tog lidt tid, for langt de fleste fag er jo til nytte for samfundet.

Læger helbreder de syge, tjenere bringer folk mad, og pædagoger passer vores børn.

"Våbenhandlere!" sagde min veninde så.

Ja, våbenhandlere. De handler med en vare, som er til for at slå mennesker ihjel. De hævder som oftest, at våbnene er til, for at borgerne kan forsvare sig selv. Det er såmænd også ædelt nok, men i realiteten lukrerer disse forretningsfolk primært på frygt.

Sladderjournalisten vil nok have svært ved at se sig selv sammenlignet med en våbenhandler, men det ugavnlige og direkte skadelige ved deres virke har de til fælles.

Det er en kendt sag, at mange sælger våben ulovligt. Det foregår i skumle baglokaler og med politiet i hælene. Men vidste du, at sladderjournalister uge efter uge bryder straffeloven fra pæne kontorlokaler, uden at politiet eller de forurettede kan gøre noget som helst? Det er både ulovligt og strafbart at offentliggøre oplysninger om andre menneskers privatliv uden disses samtykke.

§ 264d i straffeloven: "Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden."

Det er en paragraf, som Aller-koncernen har stiftet bekendtskab med nogle gange, men som man har valgt at se stort på. Loven bliver overtrådt med fuldt overlæg, fordi man i koncernen godt ved, at de forurettede sjældent har kræfter til at lægge sag an. Indimellem er der nogen, som gør det og vinder, men det er sjældent, og erstatningerne kan slet ikke måle sig med bladenes indtjening.

Så er der alle de gange, hvor man overtræder § 267 i straffeloven. Det er den, som beskytter os alle mod at blive svinet til i offentlighed, uden at der foreligger dokumentation. Dette sker også jævnligt. Jeg har selv oplevet det.

Hvordan kan det lade sig gøre, at forbrydere i et retssamfund kan gentage deres forbrydelser, uden at man tilsyneladende kan gøre noget ved det?

Det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Men jeg kan godt svare på, hvorfor Henrik Qvortrup og hans medsammensvorne gør det. Der er penge i skidtet.

Rigtig mange penge endda. Journalisterne på Se og Hør er således nogle af de mest vellønnede i branchen. 41.677 kroner i gennemsnit om måneden. Det er noget nær det dobbelte af lønnen for en sygeplejerske, der er til for at hjælpe de syge og svage. Med dette kan jeg blot konstatere, at det kan betale sig at bryde loven gang på gang.

Man skal ikke være et usædvanligt empatisk menneske for at regne ud, at diverse private problemer ikke bliver nemmere at håndtere, når helingen skal foregå i fuld offentlighed. Derfor har man netop indskrevet privatlivets fred i selveste menneskerettighedschartret. Alle mennesker har ret til et privatliv. Uanset hvor mange gange Hr. Qvortrup og hans håndlangere hæver fede checks, mens de hævder det modsatte.

Fik jeg i øvrigt sagt, at våbenhandlere også blot gør det for pengenes skyld? /

Magasin: 

Kommentar

19/03/2008 - 14:15

Heine Jørgensen

Tag en tudekiks, Larrain! For oh hvilken jammer det er at høre pladen pladre løs i den samme rille, som selv "upcoming" kendisfrø ala X-Factor kender: Hold jer væk kære presse fra alt, der ikke lige kan skaffe mig noget mere brød på bordet.

For det er jo det, det handler om, Larrain. At når det går godt, når showet kører, så er pressen åh så velkommen. Kom ind i mit hjem. Kom med til min fest. Se min kjole, den er fin.

Men når festen er slut, skilsmissen skrevet under  og bankgælden i den fine villa nord for København vokser de kendte over hovedet, så er det uretfærdigt, synd og direkte ulovligt.

Nej, Larrain. Det er den helt rimelige pris, man betaler, når man lever af at være offentlig. Og når man har valgt at leve livet offentligt, kan man ikke forvente, at man selv får lov til at sortere.

Så tag en tudekiks og nyd at du og dine kendte venner stadig er kendte. Ellers vælg at gå i glemmebogen. Den er rimelig nem at komme i, hvis man vel at mærke vil være der.

God påske! 

19/03/2008 - 15:38

Paula Larrain

Hej Heine,

 Når man trykker på dit navn, så kommer man ind på Ekstra Bladets hjemmeside. Jeg antager derfor, at du lever af det samme og derfor føler dig ramt. Godt!

Heldigvis leverer Ekstra Bladet også meget andet end sladderjournalistik og som sådan vil jeg ikke undvære mit daglige EB. Det bliver da i det mindste gjort både professionelt og med et vist journalistisk kodeks bag. Det er mere end hvad man kan sige om BT og Her og Nu samt det allerede nævnte sladdermedie.

Sladder har altid været dybt umoralsk og kun med til at underholde triste mennesker med nyt fra andre menneskers liv. Det er sørgeligt. Din indgroede jantelov er et godt redskab her og jeg kan forstå, at du lægger en særlig værdi i det at være kendt. Derfor er jeg da også ked af det på dine vegne, hvis du har det skidt i glemmebogen og får ondt i siddemusklerne af at se andre i avisen. Men så kan du da trøste dig med, at disse ækle kendte er med til at skaffe kunder og dermed betale din løn :-)

De fleste kendte er heldigvis ikke blevet kendte gennem sladderspalterne, men gennem deres arbejde, så jeg synes, at du og den gode Qvortrup selv skal splejse om en tudekiks og spise den sammen

 PS: Jeg har ikke inviteret nogen fremmede indenfor i mit hjem. EBs ellers dejlige Jan Kjærgaard snød mig - det skarn - og tog en videofotograf med til et interview. Han er kun tilgivet, fordi han er så skide dygtig. Torben Bagge på BT bliver til gengæld aldrig tilgivet for, at han sidste sommer spurgte om BT måtte sende en fotograf til den kirke, hvor jeg skulle giftes. Jeg fik ham til at sværge på, at han holdt oplysningerne for sig selv. Næste dag stod der så alligevel i BT: Paula: Sådan skal jeg giftes! En snydepels og en skændsel for vores fag.

 

19/03/2008 - 17:05

Heine Jørgensen

Hvor stor værdien måtte være af at være kendt, vil jeg overlade til de kendte selv at vurdere. Og hvorvidt de er ækle eller ej, afhænger for mig udelukkende af personen og ikke af kendtheden. De to ting har sådan set intet med hinanden at gøre.

Det afgørende her er, at man bliver altså ikke kendt med langtidsholdbarhed indbygget, medmindre:

1) Man handler for at gøre sig kendt

2) Arbejder sig professionelt til det 

Dropper man punkt 1 og 2, er risikoen for at ende uønsket i spalterne ganske lille. Så er det ind i glemmebogen, hvor jeg selv og talrige andre professionelle trives ganske fint. Men vælger man derimod som for eksempel journalist at placere sig foran kameraet med det hvideste tandsæt - eller vælger et fag som skuespiller og sanger, hvor kendthed er en fast del af jobbeskrivelsen - så har man altså også valgt den ufrivillige dækning med for både sig selv og sine nærmeste.

Der er vel en grund til, at studieværter og andet kendisgods kan hente de lønninger og goodiebacks hjem, som de nu engang gør? 

Når det er sagt: Løgn og brudte aftaler har ingen plads - heller ikke i sladderjournalistikken, som du så malende beskriver journalistik om kendte. 

PS: Jeg er særdeles stolt af den journalistik, Ekstra Bladet står for - også når de gælder de kendte og kongelige. Den må for min skyld gerne gå særdeles meget tættere på både privatliv, skilsmisser og prioritetsgæld ) 

PS2: De fleste kendte er netop blevet kendte, fordi de OGSÅ står i sladderspalterne. Spørg bare næste gang henne hos frisøren!

 

21/03/2008 - 21:10

preben nyborg madsen

Dejligt Paula, at du tør gå i clich med sladderpressens slemme drenge, som åbenbart findes på Se og Hør, BT og det for mig ukendte blad Her og Nu.

Men du har jo selv brugt pressen flere gange for godt nok mange år siden, så dit korstog virker lige så tynd som din politiske sag om morgensang tilbage til folkeskolen. Helt ærligt, det virker sgu da ikke som en politisk sag, der er stemmer i?

Er det dit eget liv, du i øjeblikket er ved at tage til revision? Det fornemmer jeg. Du må da have fortrudt de tiltag, du har gjort med sladderpressen. Troede du bare, at de ville hjælpe dig? Vise dine næseskyldninger og dit flotte smil - uden at få noget igen?

Jeg håber du finder dine egne ben - og finder skarpere skyts frem. Og jeg giver Heine Jørgensen ret i, at de kongelige i den grad bliver forkælet i Danmark. Dette farceagtige teater hører da ikke et demokrati til?!! 

 

 

22/03/2008 - 17:37

Nanna Gersov

Godt brølt, hunløve Paula Larrain!

Man kalder ikke en dame for tudefjæs eller andre uforskammetheder sådan som den ellers udmærkede Qvortrup åbenbart har gjort. Det må de hårdhudede drenge m/k snart indse! Deres "tudekiks" burde de stryge af ordbogen - det er en hånlighed, vi godt kan undvære.

Din kollega Line Baum Danielsen måtte i Ekstra Bladet høre de værste ting fra journalistkollegaen Anne-Mette Gregers den 14. marts. "Tudefjæs i retten" var overskriften bare fordi Line, ligesom du, nægter at betragte sig selv som offentlig ejendom og har trukket Ekstra Bladet og BT i retten for at have gået hende og hendes familie for nær.

Tak til jer begge fordi I kæmper nogle kampe for at vi allesammen kan være her som mennesker! Det kan ikke være rigtigt, at kriteriet for at være kendt er, at man er ufølsom og kan tåle alt. Følsomhed er en god ting ved et menneske, som man ikke skal hånes for.

Jeg sætter stor pris på at journalister er følsomme og har indlevelsesevne. Og jeg sætter stor pris på jer og ønsker ikke, at nogen skal kunne bruge medierne til at køre andre ned. Man skal gå efter bolden og ikke manden. Dette gyldne princip kan ikke fremhæves for ofte.

 

 

 

24/03/2008 - 08:38

Jakob Marschner

Heine Jørgensen, i stedet for bare at sætte pladen på, ville det være velgørende, hvis du forholdt dig til indlæggets substans: Nemlig at visse medier dagligt eller ugentligt ser stort på straffeloven. Man kan ikke forlange, at andre mennesker optræder empatisk, for nogle er det sågar umuligt. Men man kan kræve, at folk overholder loven.

25/03/2008 - 08:29

Heine Jørgensen

Venner! Substansen her kan da ikke være mere klar: Hold jer fra de kendte og deres privatliv, ikke mindst Paula Larrains.

NÅ - men hvad angår straffeloven, så har vi domstolene til at sætte grænserne her. Mig bekendt er adskillige sager rejst af kendte - og tabt med et brag af selvsamme kendisser. Nogle er tabt af medierne - og sikkert med rette. Godt for det!

Jeg forstår også (nærmest helt empatisk) så udemærket, hvor træls det må være at få sin skilsmisse og prioritetslån på forsiden af Se & Hør eller Ekstra Bladet. Jeg har heller ikke den mindste lyst til at være der. Men som Paula så malende beskrev sig selv i Mennesker og Medier forleden, så var hun "himmelråbende naiv", da hun gik med i Vild med Dans. Jo - naiv og vild efter omtale. Og ikke kun på dansegulvet.

Kendte journalister, hunløver, pr-folk, rederiansatte og politikere - eller hvad Paula nu har valgt at være i dag - vælger altså offentligheden til. Det er ikke os, der vælger deres job for dem!

I øvrigt er det ganske tankevækkende, at det journalistiske håndværk nu skal gradbøjes og blogges til her på vores eget forbunds hjemmeside af en, der så tydeligt har valgt ikke at være journalist længere. Jeg får næsten lyst til en tudekiks...

02/04/2008 - 10:14

Jacob Heinel

Uge efter uge skal vi belemres med Paula Larrains vrøvl i Ekstra Bladets klumme. For nylig var klummen et brev til profeten Muhammed, hvor hun blandt andet skrev: "Vi ville bare gerne spørge, om De også synes, det er o.k., at nogen dræber mange mennesker på en gang i Deres navn?"
Interessant spørgsmål, Paula. Jeg er sikker på, du nok skal få svar. Og når du får det, gider du så ikke lige forwarde det til Mahmoud Ahmedinejad, Osama Bin Laden og Hamas. Nå, ja, og så CC lige Washington, London og København. Så er den potte jo ude, og "Krigen mod Terror" er slut. Hvad skulle verden dog gøre uden Paula?

Men nu har hendes (tilsyneladende) mangel på fast fuldtidsarbejde altså også gjort, at hun føler sig nødsaget til at skrive klummer i Journalisten. Om at journalister på SE og HØR er som våbenhandlere.

Mit arbejde på SE og HØR består i at underholde folk. 900.000 danskere vælger hver uge at læse SE og HØR, fordi vi leverer varen. Folk har det sjovt, når de læser vores blad. Jeg underholder, våbenhandlere sælger våben - og er indirekte skyld i folks død. Kan du se forskellen, Paula?

Man kan næsten ikke tage det seriøst. ALLE journalistkolleger jeg har mødt (Fra Danmarks Radio, TV2, Information og mange flere fine arbejdspladser) griner ad klummen. Ikke fordi den er sjov, men fordi Paulas vrøvl er direkte pinligt. Det giver simpelthen ikke nogen mening. Det er tom, ufunderet snak.

Der er mennesker, som Paula, der har valgt et offentligt virke i Danmark. Via tv, radio, teater, film eller musik. De har nydt godt at denne status. Gået til gratis premierer, været inviteret til VIP-arrangementer og så videre. Ikke fordi arrangører af disse events vil være søde, men fordi de gerne vil have dem omtalt i pressen. Kendte har også ofte inviteret SE og HØR og andre blade hjem i privaten, givet stribevis af interviews for at promovere deres arbejdspladser eller  dem selv.

Som Johannes Langkilde fra TV2 engang fortalte mig, forstår han godt, at danskerne interesserer sig for, hvad han personligt mener om en række ting. Det er naturligt, når han kommer ind i deres stuer hver aften. Han skelner mellem personligt og privat. Han vil gerne fortælle personlige ting om sig selv. Johannes Langkilde har forstået, at det ikke er gratis at være et kendt ansigt. Og han har reflekteret over det, inden han blev kendt.

Det har Paula Larrain tydeligvis ikke. På nogen måde. Når hun sammenligner mig med en våbenhandler, er hun helt ude af proportioner. Jeg har aldrig været skyld i nogens død. Men Paula kan måske gøre sig skyld i nogens død. Fordi de dør af grin over hendes dumhed, når de læser klummen i Journalisten.

02/04/2008 - 14:23

Paula G. Larrain

Godt at du føler dig gået for nær Jakob Heinel. Den var ligså personligt ment som din lange hadefulde sviner på denne side. Dejligt at du føler arbejdsglæde ved at underholde andre og at du har SÅ mange journalistvenner, der griner sammen med dig. Min bagside handler nu mere om at overholde Rigets straffelov, når du og dine kollegaer udfører jeres sindssygt vigtige arbejde. Men det er du måske uenig i.

Jeg glæder mig til, at I får konkurrence fra OK Magazine - det kan være, at de kan lægge en ny stil, som ikke i samme omfang som jeres saver den gren over, som du og Henrik sidder på. Man kan ikke både svine kendte til og interviewe dem ved lejlighed og dernæst svine dem til, fordi de var så naive at stille op til interview. Uuuh det må være spændende med alle disse udfordrende etiske dilemmaer, som I sikkert hygger jer med på redaktionen. Hadefuldheden lader I til at være dejligt fælles om.

 

04/06/2009 - 11:03

Anne Pedersen

Våben slår ikke ihjel, folk slår folk ihjel. Hvis der ikke var købere til sladder journalistikken ville den heller ikke eksistere. Så dybest set må den enkelte ransage sig selv, og gøre op ,om man vil støtte sladder journalistikken- lige så vel som man skal spørge sig selv om hvorfor man vil være våben ejer. Det er altid det enkelte menneske der står med det afgørende ansvar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

To kreative Social Media Managers til Berlingske!

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 26.11