"Bødskov har ikke yderligere kommentarer"

Justitsminister Morten Bødskov vil ikke svare på spørgsmål om forhandlingerne med Konservative og Venstre om forslag til ny offentlighedslov
19.11.2012 · 09:47

Justitsminister Morten Bødskov vil ikke svare på spørgsmål om forhandlingerne med Konservative og Venstre om forslag til ny offentlighedslov

Det er mere end almindeligt svært at trække landets justitsminister til truget for at få en forklaring om forløbet af forhandlingerne om forslaget til ny offentlighedslov.

Journalisten.dk har gennem længere tid forsøgt at få justitsministeren i tale for at få hans forklaring på sagen. Men altså forgæves.

I slutningen af oktober afviste justitsminister Morten Bødskov (S) at deltage i en konference om offentlighedsloven, afholdt af DJ. Dengang var begrundelsen, at Bødskov var "bortrejst den dag".

Journalisten.dk forsøgte dengang at få et interview i stand med Morten Bødskov, men det kunne ikke lade sig gøre.

I en sms skrev daværende rådgiver Peter Goll, at det var "langt ude" at sige, at Bødskov ikke ønskede at deltage i debat om offentlighedsloven: "Bødskov har taget og deltager i masser af debat. Han har været i medier, han skal til forespørgsel, han skal i samråd, vi er ved at skrive debatartikler."

Journalisten.dk tilbød at bringe en debatartikel fra Morten Bødskov og fik beskeden fra Goll, at "ok, jeg vender tilbage".

Det er ikke sket. Siden har Peter Goll forladt ministeriet og stillingen som særlig rådgiver for Morten Bødskov.

Beskeder over det hele

Efter at en debatartikel blev bragt i Politiken i forrige uge, har journalisten.dk gentagne gange forsøgt at få fat i Morten Bødskov. Der er lagt beskeder i ministeriet og på hans mobilsvarer, og journalisten.dk har forsøgt at kontakte ministeren på hans mobiltelefon, arbejdstelefon og hjemmenummer.

Alle disse henvendelser har været forgæves.

Der er flere spørgsmål, journalisten.dk gerne vil stille til landets justitsminister, Morten Bødskov, om forslaget til offentlighedslov. Bl.a.:

Er det korrekt, som De Konservatives Tom Benhke har forklaret, at Morten Bødskov under forhandlingerne om den nye offentlighedslov sagde, at regeringen "havde tænkt sig at fremlægge et lovforslag, der var magen til det, som VK-regeringen havde fremlagt med en lille ændring i paragraf 24"?

Under den forrige regering blev den kontroversielle paragraf 27 pillet ud af forslaget efter pres fra den daværende opposition - de nuværende regeringspartier. Nu er paragraf 27 tilsyneladende føjet ind i forslaget igen - af dem, der var imod paragraffen før de fik regeringsmagten. Hvorfor?

Spørgsmål af denne art blev fremsendt per mail til Morten Bødskovs personlige mail. Han er ikke vendt tilbage.

Ikke yderligere kommentarer

Efter at have rykket for svar via ministerens pressesekretær, Emil Melchior, modtog journalisten.dk en mail fra Melchior med den kortfattede besked:

"Efter aftale med justitsminister Morten Bødskov fremsendes pressemeddelelsen, som blev udsendt efter indgåelsen af den brede politiske aftale om en ny offentlighedslov. Jeg tror, at det vil besvare dine spørgsmål."

Journalisten.dk svarede hurtigt per mail: 

Njah, ikke helt. 1: Ifølge Tom Benhke sagde Morten Bødskov, at regeringen ville fremlægge det samme forslag, som den foregående regering havde fremlagt. Er det korrekt? 2: Den forrige regering pillede paragraf 27 ud, bl.a. efter kritik fra oppositionen. Nu har der været stoledans i Folketinget og den nuværende regering - der altså dengang kritiserede paragraf 27 - har puttet den ind igen. Hvorfor? 3: Hvorfor skal vi vente til februar med at se aftaleteksten, hvis der allerede nu er enighed om den?

Det blev igen kortfattet besvaret i en ny mail:

"Kære Bo. Han har ikke yderligere kommentarer. Mvh. Emil."

Det duer sgu ikke. Tom Benhke siger, at det er samme forslag. Er det korrekt? Regeringen har puttet §27 ind igen efter at have overtalt den gamle regering til at pille den ud. Hvorfor? Aftalen er klar, men teksten må vi først se til februar. Hvorfor?

Denne mail, der blev sendt fredag kl. 14.51 udløste en myretue af aktivitet i ministeriet. Mailen med spørgsmålene er blevet sendt frem og tilbage i ministeriet og ifølge journalisten.dks oplysninger har i hvert fald fire medarbejdere ud over justitsminister Morten Bødskov selv og pressesekretær Emil Melchior læst mailen og arbejdet med svaret på spørgsmålene.

Svarene, der altså er skrevet af embedsværket i Justitsministeriet, blev sendt til journalisten.dk klokken 16.46:

"Kære Bo

Du er velkommen til at citere Morten Bødskov for nedenstående:

1. "Jeg finder af princip ikke, at jeg skal udtale mig om fortrolige politiske forhandlingsforløb. Regeringen har sammen med Venstre og Konservative indgået en aftale om en ny offentlighedslov. Aftaleparterne er enige om at præcisere reglen om ministerbetjening, så det bliver klarere, hvornår denne undtagelse kan bruges.

2. Aftaleparterne er enige i, at ministre og andre politikere har behov for et fortroligt rum, hvor man kan tænke løsninger ud af boksen. Det er nødvendigt for at skabe nytænkning og løsninger til gavn for samfundet.

3. Der er tale om et omfattende lovforslag med to tilknyttede følgelovforslag, og det siger sig selv, at der skal ske en grundig forberedelse, før denne samlede pakke fremsættes for Folketinget. Derfor er der ikke noget underligt i, at lovforslaget bliver fremsat i februar."

Mvh.
Emil"

En mail med opfølgende spørgsmål blev fredag aften besvaret med et: "Bødskov har ikke yderligere kommentarer".

Kommentar

Seneste nyheder

Seneste jobopslag

Region Syddanmark søger videojournalist (VJ)

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 29.05

Writer/redaktør, dansk nyhedskanal (barselsvikariat)

Novo Nordisk
Ansøgningsfrist: 04.05

Kommunikationsmedarbejder til ambitiøs kommune med vokseværk

Silkeborg Kommune
Ansøgningsfrist: 14.05

Kommunikationskonsulent

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 07.05

Stærke TV-journalister til Kontant

DR
Ansøgningsfrist: 09.05

Kommunikations- og marketingansvarlig

Rønne Havn
Ansøgningsfrist: 23.05

Kommunikationsmedarbejder (deltidsstilling)

Danmarks Cykle Union
Ansøgningsfrist: 08.05

Dynamisk net-medarbejder til Skive Folkeblad

Skive Folkeblad
Ansøgningsfrist: 10.05

SoMe Manager til TV2 Nord

TV 2 Nord
Ansøgningsfrist: 18.05

Journalistuddannet højskolelærer søges

Hadsten Højskole
Ansøgningsfrist: 03.05