Ansatte i Jysk Fynske Medier: Vi er rystede over ledelsens retorik

I en fælles udtalelse udtrykker medarbejderne i Jysk Fynske Medier dyb mistillid til strategien, hvor ledelsen vil skære 5 mio. kr. på fotoområdet. ”Det er visionsløst i en tid, hvor læserne bevæger sig i en mere og mere visuel verden,” skriver de. Se udtalelsen her. Redaktør: ”Det er en hård retorik”
  • JydskeVestkysten
    Jysk Fynske Mediers chefredaktør Peter Orry.
17.08.2017 · 15:24

Her til formiddag har medarbejderne i Jysk Fynske Medier været samlet til faglige møder rundt omkring i koncernens medarbejderforeninger.

Her har de besluttet at bakke op om en fælles udtalelse, der udtrykker dyb mistillid til Jysk Fynske Mediers øverste ledelses strategi. Det sker, efter at ledelsen tirsdag meldte ud, at Jysk Fynske Medier skal spare 5 millioner kroner på fotoområdet.

”Beslutningen om igen at skære fem millioner lønkroner på fotoredaktionerne, hvilket svarer til hver femte fotograf, vil påvirke alle – ikke kun fotograferne,” skriver medarbejderne blandt andet i udtalelsen, der er stilet til bestyrelsen med ledelsen cc.

Udtalelsen, der kan læses i fuld længde nederst i artiklen her, blev udarbejdet på et fagligt møde blandt Jysk Fynske Mediers i alt 36 fotografer onsdag. Det fortalte fotografernes tillidsmand, Per Schultz-Knudsen, inden mødet til Journalisten.

Redaktørs retorik ”nærmer sig det direkte fornærmende”

I udtalelsen, der altså nu har fået opbakning fra Jysk Fynske Mediers medarbejdere, lyder det, at ”kløften mellem medarbejderne og den øverste ledelse bare vokser og vokser”.

”Vi har dyb mistillid til ledelsens strategi om at afvikle og afprofessionalisere koncernens journalistiske udgivelser. Vi frygter, at det har store konsekvenser for vores udgivelser, at ledelsen mangler visioner og retning for udvikling af vores produkter,” lyder det blandt andet.

Til Journalisten udtalte Jysk Fynske Mediers chefredaktør, Peter Orry, tirsdag:

"Alle mennesker går i dag rundt med en mobiltelefon, der kan tage billeder, og der er masser af fotografer derude, som tager billeder i høj kvalitet, man kan købe sig til. Derudover har vi fotograferende journalister, der i stadig stigende grad tager billeder. Og de tager bedre og bedre billeder, fordi vi satser så meget på at uddanne dem til det."

Særligt den udtalelse er faldet medarbejderne i Jysk Fynske Medier for brystet.

”Vi er rystede over retorikken fra ledelsen, som nærmer sig det direkte fornærmende, og som efter vores mening vidner om et ufatteligt, kortsigtet snæversyn,” skriver de i den fælles udtalelse.

Ledelsen: Man skal holde sig proportionerne for øje

Men ifølge Jysk Fynske Mediers chefredaktør, Peter Orry, er det medarbejderne, der er hårde i retorikken i deres fælles udtalelse til ledelsen.

”Jeg synes, det er en hård retorik, omfanget af den operation, vi er i gang med, taget i betragtning. Det er jo altid ubehageligt at skulle skille sig af med medarbejdere, men jeg synes, man skal holde sig proportionerne for øje her. Vi vil også fortsat have Danmarks suverænt største fotoredaktion efter det her,” siger han til Journalisten.

Peter Orry afviser, at hans udtalelser om, at alle i dag går rundt med en mobiltelefon, der kan fotografere, var ment fornærmende.

”Jeg opfatter ikke de udtalelser som en fornærmende retorik fra min side,” siger han.

De vil have billederne gratis

Fotochef på JydskeVestkysten Ulrik Petersen kaldte tirsdag ledelsens melding om nye nedskæringer på fotoområdet for ”uendeligt trist”.

Det er mindre end et år siden, at Jysk Fynske Medier sidst beskar fotografstaben med 20 procent fra 46 til 36 fotografer, og fotochefen og fotografernes tillidsmand har svært ved at se, hvordan de fremover skal klare arbejdet med endnu færre hænder.

”Det har jeg ikke noget kvalificeret bud på,” sagde Ulrik Petersen tirsdag til Journalisten

I dagens fælles udtalelse fra medarbejderne i Jysk Fynske Medier giver de udtryk for, at konsekvensen af yderligere nedskæringer på fotoområdet både vil være større arbejdspres på journalisterne og ”et mere tarveligt og billigt udtryk” på både print og web.

”Avisledelsen vil have mindst lige så mange ord, billeder og videoer i fremtiden som i dag – muligvis endda flere. De vil bare have dem gratis! Og så er den i øvrigt fløjtende ligeglad med kvaliteten!  Det mener vi ikke, vores tilbageværende læsere kan være tjent med. Det er visionsløst i en tid, hvor læserne bevæger sig i en mere og mere visuel verden,” skriver de.

Til det siger chefredaktør Peter Orry:

Det er jeg grundlæggende bare ikke enig i. Jo, jeg er enig i, at forbrugerne bevæger sig i en mere visuel verden. Men det har ikke nødvendigvis kun noget med antallet af billeder og illustrationer at gøre. Det handler også om at tage de rigtige billeder i den rigtige kvalitet til de rigtige historier. Og der ER altså bare historier, som man godt kan illustrere uden assistance fra en professionel fotograf,” siger han.

Chefredaktør tager udtalelsen til efterretning

Han giver heller ikke medarbejderne ret i, at arbejdspresset på journalisterne vil stige, når de fremover skal fotografere i større omfang.

”Præmissen for den kritik er jo, at vi skal blive ved med at opretholde akkurat den produktion, vi har i dag, udført på samme måde som i dag. Men det er jo det, vi skal i gang med at drøfte og tilrettelægge nu,” siger Peter Orry.

Medarbejderne afslutter deres udtalelse med en sarkastisk ros til deres ledelse:

”Én ting, som ledelsen har – det skal den ha’ – er en uovertruffen evne til at skyde enhver vildtflyvende stump arbejdsglæde ned.”

Peter Orry, er det ikke et stort problem for jer i ledelsen, at medarbejderne mener, at kløften mellem jer og dem bare vokser og vokser?

”Det er selvfølgelig et problem, hvis man entydigt kan slå fast, at det er tilfældet. Men det er ikke den opfattelse, vi har. Vi har på mange måder et godt samarbejde ledelse og medarbejdere imellem. Men vi tager selvfølgelig til efterretning, hvad der står i udtalelsen. Og vi vil gøre vores bedste for at få medarbejderne til at være glade for at arbejde hos os. Det er nu også mit indtryk, at det er tilfældet i dag,” siger han.

Læs hele udtalelsen fra medarbejderne her:

”Udtalelse til Jysk Fynske mediers bestyrelse

Vi har dyb mistillid til ledelsens strategi om at afvikle og afprofessionalisere koncernens journalistiske udgivelser.

Vi frygter, at det har store konsekvenser for vores udgivelser, at ledelsen mangler visioner og retning for udvikling af vores produkter.

Peter Orry udtaler: "Alle mennesker går i dag rundt med en mobiltelefon, der kan tage billeder, og der er masser af fotografer derude, som tager billeder i høj kvalitet, man kan købe sig til. Derudover har vi fotograferende journalister, der i stadig stigende grad tager billeder. Og de tager bedre og bedre billeder, fordi vi satser så meget på at uddanne dem til det.”

Vi er rystede over retorikken fra ledelsen, som nærmer sig det direkte fornærmende, og som efter vores mening vidner om et ufatteligt, kortsigtet snæversyn.

Beslutningen om igen at skære fem millioner lønkroner på fotoredaktionerne, hvilket svarer til hver femte fotograf, vil påvirke alle – ikke kun fotograferne.

Forblommede udtalelser om at prioritere bogstaver højere end billeder og om at ”designe” fotoredaktionen til en sikker fremtid klinger hult. Det hænger ikke sammen med den virkelighed, hvor der stilles krav til vore mediehuse om flere billeder og mere video end i dag.

Avisledelsen vil have mindst ligeså mange ord, billeder og videoer i fremtiden som i dag – muligvis endda flere. De vil bare have dem gratis! Og så er den i øvrigt fløjtende ligeglad med kvaliteten!  Det mener vi ikke vores tilbageværende læsere kan være tjent med. Det er visionsløst i en tid, hvor læserne bevæger sig i en mere og mere visuel verden.

Flere ting vil helt sikkert ske i kølvandet på nedskæringen af fotografressourcer:

  • Der vil ikke blive skrevet ét eneste ekstra bogstav. Snarere tværtimod, for journalisterne får nemlig så travlt med at skaffe billedmateriale til deres historier, at de ikke får tid til at skrive mere.
  • De tilbageblivende fotografer får længere rundt i udgivelsesområdet og kommer til at bruge mere arbejdstid i deres biler. Så glem tanken om at udnytte de professionelle fotografer mere rationelt. '
  • Større arbejdspres på journalister
  • Frustrationer blandt pressede redaktionssekretærer, der med kortere tid og dårligere billedmateriale, får svært ved at lave indbydende sider.
  • Både net og print vil få et mere tarveligt og billigt udtryk.

Én ting, som ledelsen har – det skal den ha’ – er en uovertruffen evne til at skyde enhver vildtflyvende stump arbejdsglæde ned. Vi føler at kløften mellem medarbejder og den øverste ledelse bare vokser og vokser.

På de redaktionelle medarbejderforeningernes vegne”

 

Kommentar

18/08/2017 - 08:32

Henrik Kastenskov

Hvad om man uddannede fotograferne til at skrive mere, Peter Orry?
- Hvad blev der af kvalitetskriterierne?
- Hvad blev der af de journalistiske ambitioner?
- Hvordan kan det være, at man gentager en fejlslagen strategi, når nu sidste års fyringer tydeligvis ikke var nok?

18/08/2017 - 10:57

Anders Madsen

Jeg synes, at beslutningerne lyder helt fornuftige, og klagebreve til ledelsen kan da aldrig ændre markedsmekanismerne.

For mig at se er JFM overhovedet ikke ved at 'afvikle og afprofessionalisere' udgivelserne. Snarere tværtimod. Den teknologiske udvikling med kameraer, (billig) Lightroom og Photoshop, telefoner etc gør, at alle kan tage fotos, der i kvalitet er på højde med det, som en pressefotograf kunne levere for bare få år siden.

Hvad er det så, at pressefotograferne byder ind med af unikke egenskaber? Det mangler jeg at få et bud på.

Mange af os, der har været i branchen i mange år, har prøvet at stå og vente på en pressefotograf på en opgave, der så kommer susende i sin bil, løfter sit kamera, banker nogle billeder af, og så kører igen.

De billeder kan journalisterne da ligeså godt selv tage - også 100 pct sikkert uden at billed-kvaliteten falder vildt. Det holder bare ikke længere at påstå, at fotografernes unikke egenskab er at tage billeder. Det er det ikke. Og derfor udspiller de deres rolle i mediehusene, hvor en journalist på opgave hurtigt i en dynamisk verden kan tage fem billeder, optage lyd og video og interviewe - også redigere i lightroom, når han kommer hjem.

Vigtigere er det, at journalisterne kan ideudvikle på de næste opgaver. Det er helt centralt for at overleve i en medieverden i dag, og jeg har stort set aldrig mødt en fotograf, der kom med ideer til nye journalistiske historier. Og det er altså dem, der holder aviser relevante for læserne. Det er dem, som vi lever af.

I mine øjne er de klassiske fotografers rolle på aviserne ved at være udspillet. De skaber ikke en værdi, som kan sælge aviser. Det gør det skrevne ord og den journalistiske ideudvikling. Så en avis kan i dag sagtens overleve uden ansatte, hvis eneste opgave er at tage billeder. Og kan den det, så ryger de ud. Længere er den da ikke.

Spørgsmålet er da derfor, hvad fotograferne har tænkt sig at gøre for at gøre sig uundværlige på aviserne? Hvilken unik egenskab og produkt kan fotograferne levere, som ingen andre kan levere (og foto er altså ikke blandt dem, for dem kan journalistiske i dag også levere).

Skal fotograf-faget overleve i mediehusene (og ikke ende som typograferne) er det spørgsmålet, som fotograferne skal finde svaret på. Istedet for at pibe hver gang deres afdeling bliver skåret ned. Det gør den kun, fordi deres opgaver kan løses af andre - der også kan noget andet, som skaber værdi.

18/08/2017 - 11:48

Lars Axel Andersen

På nogle af lokalredaktionerne på Fyns Amts Avis tager journalisterne fra tid til anden selv billeder. Der er mange billeder, der er ringe, enkelte, der er hæderlige og som forventeligt få der er gode. – Og tro mig, det er ikke svært at se, hvilke der IKKE er taget af en fotograf!

Prøv at vende den om. Kan man forestille sig at der bliver afskediget journalister og hvorefter man sætter fotograferne til at skrive mere nu hvor der findes elektroniske ordbøger og "hjælp" fra tekstbehandling?

Næppe.

18/08/2017 - 12:03

Anders Madsen

Lars Axel Andersen, det ville da ske, hvis de kunne. Men det kan de ikke. Det er en mærkelig diskussion med vægt på noget old school faglighed og siloer og hvemmågørehvad?

Men bundlinien er, at avisernes ejere og ledere alene kigger på, hvad der skaber så meget værdi, at det kan gøre en salgsmæssig forskel i en krisetid. Hvem skaber indhold, der kan flytte aviser over disken?

Var svaret her, at det kan fotograferne, så ville de få opgaverne, mens journalisterne ville blive fyret. Men i dag er det journalisterne, der skaber mest værdi, og så ryger fotograferne.

Hvorfor? Fordi fotograferne kun kan tage billeder. Men journalisterne både kan tage billeder, få ideer, interviewe og skrive.

Det er et ret enkelt valg.

Så hvorfor har fotograferne ikke gjort sig selv uundværlige? Det fatter jeg ikke.

18/08/2017 - 14:31

Lars Lindskov

Hej Anders
Det er ok du ikke fatter, at fotograferne ikke har gjort sig selv uundværelige, men det mener jeg nu alligevel de har gjort - nemlig ved at fastholde en meget høj standard i en tid, hvor verden aldrig har været så visuel som nu. Hvis man skal betale 4-5.000 kr. for et medie om året skal man vise forskelligheder i forhold til sociale medier og andet "gratis" indhold. Arbejdsfordelingen på medierne er jo et ledelsesansvar og det er ikke gået for godt de senere år og slutresultatet kan meget vel blive betydeligt færre redaktionelle medarbejdere, da mediebrugerne ikke vil betale for dalende kvalitet. Når journalister skal fotografere mere er der alt andet lige noget andet de ikke kan lave og det trækker kvaliteten yderligere ned med et endnu større fald i medieøkonomien.
Jeg synes bestemt også det er dårlig medieledelse, at man ikke kan lave planer der holder bare et års tid, så alle medarbejdere kan bevare bare en smule arbejdsglæde.
Jeg synes ikke pressefotografer og fotojournalister er maskinstormere, som nogle mener typograferne var og jeg mener ikke fotografer ikke er opmærksom på ny teknologi - nok tværtimod, men det er den indholdsmæssige kvalitet og ikke den tekniske jeg mener er vigtig. Dog er der et stykke vej med teknikken for mange journalister, men en god billedtekst kan jo fortælle, hvad der er på billedet.

18/08/2017 - 14:39

Anders Madsen

Lars Lindskov,

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at du er ked af situationen, da du jo selv er fotograf og dit eget gebet er udfordret.

Det ændrer bare ikke på den udvikling, der nu finder sted i mediemarkedet, hvor avisernes forretnings-ansvarlige kigger benhårdt på, hvad der kan skabe øget omsætning og sælge aviser i en presset tid. Og her er konklusionen mange steder, at det kan fotograferne IKKE. Aviserne skal sælges på ideer og journalistik.

Jeg spurgte tidligere, hvilken unik egenskab og hvilket unikt produkt fotograferne kan levere, som ingen andre kan levere. Hvad mener du det er?

I en tid, hvor de fastansatte fotografer mister deres job og freelancerne er seriøst pressede, synes jeg, at det er meget fattigt, at det eneste, som fotograferne kan finde på til modsvar, er at råbe op om 'tabt kvalitet'.

Aldrig har der været flere billeder derude, aldrig har de været af bedre kvalitet, aldrig har de været nemmere at få fat i.

Hvad er modsvaret fra jer? Ingenting? Hvordan vil I gøre jer uundværlige og levere et produkt, som ingen andre kan levere?

18/08/2017 - 15:52

Poul Madsen

Anders, du skriver "... hvor en journalist på opgave hurtigt i en dynamisk verden kan tage fem billeder, optage lyd og video og interviewe - også redigere i lightroom, når han kommer hjem."

- Vis mig én avis, hvor journalister laver video og storytelling af høj kvalitet. Jeg venter spændt.

18/08/2017 - 16:30

Anders Madsen

Poul Madsen,

Igen det der kvalitets-snak. Men som jeg lige har skrevet, så synes jeg, at det er fattigt, at det eneste, som man kan komme med som argument mod nedskæringerne åbenbart er 'kvalitets'-argumentet. Det holder ikke, ledelserne er ligeglade, og fotograferne vil ALDRIG kunne få deres position tilbage ved at gentage, at kun de kan levere kvalitet. Det passer simpelthen ikke.

Lige opm lidt kommer der hele generationer af unge journalister buldrende, som er opvokset med en mobiltelefon i hånden.

De har fortalt foto-bårne historier i realtid så længe de kan huske, og de mestrer både fortælling, SoMe, målgrupper, video, foto og det hele.

Det er nok ikke fotografisk det samme som gamle fotografer leverer, men er det dårligere kvalitet? Det er jo en holdning. Som er nem at afvise.

Men ideer, journalistik, historier....det er det, der gør medier relevante.

Egentlig synes jeg, at man helt burde afskaffe fotojournalist-uddannelsen og så istedet dedikere et semester til at lære journalisterne at fotografere. Det ville give rigtig god mening i det medielandskab, som vi ser i dag.

18/08/2017 - 17:23

Kurt Hardi

Nu faldt det mig lige for at Anders Madsen skriver, at pressefotografer ikke kan skrive. Det er der sikkert mange journalister der selv tror på, og at det kun er dem, der kan klare alle opgaver.
Jeg har nu skrevet i mange år, og gør det stadig, - og så nød jeg i øvrigt tilbage i 1998 at kunne sætte mig som lokalredaktør og naturligvis med mit PF emblem sat på, så det kunne ses, at det var en PF´er, der var skrivende på bladet.

18/08/2017 - 17:56

Poul Madsen

Hvem gider at glo på dårlige billeder og elendig video? Ingen Anders. Så selvfølgelig handler det også om kvalitet. Og jeg køber ikke den med, at de unge kan det hele, fordi de er vokset op med en smartphone i hånden. De fleste fotojournalister jeg kender har masser af idéer, historieforståelse og drive, men åbenbart ikke dér, hvor du færdes. Mange steder bliver fotograferne låst fast i deres traditionelle roller af konservative ledere som fatter hat af udviklingen. Og det er jo præcist dér problemet er. Men det bliver vi nok ikke enige om i denne omgang.

18/08/2017 - 18:18

Anders Madsen

Hør nu, mit ærinde er ikke at skælde ud på fotograferne. Men INGEN fotografer får job på at pibe over, at aviserne ikke har brug for dem længere som selvstændig faggruppe. Er vi enige om det?`

Fraregnet en enkelt er det vist 10 år siden, at der sidst blev slået en stilling op som pressefotograf herhjemme, mens der bliver opslået masser af stillinger til journalister.

Gamle tiders skikke og brug er ligemeget her. Al piberi er ligemeget. Al skælden ud på dumme ledelser er ligemeget. Fotograferne er ved at blive disruptede for fuld skrue - altså erstattet nogen, der bedre forstår, hvad der er brug for.

Skal fotograferne overleve som faggruppe MÅ og SKAL de finde ud af, hvad de kan levere af unikke produkter, som aviserne ikke kan leve uden. Og det er IKKE foto eller video, som mange andre også kan levere.

Hvad er buddene på det? Hvor er nytænkningen i fotografverdenen?

18/08/2017 - 18:23

Anders Madsen

Og Poul Madsen, det er da meget muligt, at du kender fotojournalister med 'masser af historieforståelse, ideer og drive,' og tillykke med det.

Men det er der nu ingen af de fyrede fotografer, der får job af. De får heller ikke job af, at du er uenig med mig. Eller ved at skælde ud.

18/08/2017 - 20:12

Henrik Kastenskov

Anders Madsen, du misforstår argumentet, hvis du tror det handler om at pibe. Hvis dit væsentligste argument er, at bare fordi teknologien gør noget muligt, så gør den det også godt, så misforstår du også den del. På standens vegne beklager jeg naturligvis, at du har stået og ventet på en fotograf, der tydeligvis har haft for travlt, men måske skulle han netop dække et større geografisk område pga nedskæringer?
Det mange har argumenteret med er, at ledelserne netop ikke bruger fotograferne til det, de er bedst til: At gøre en skreven artikel bedre med visuelt stærkt materiale.
Derudover er vi mange, der selv skriver vores historier, men vi er sandsynligvis flere, der oplever at ledelserne rundt omkring slet ikke har øje for den side en moderne fotojournalists' værktøjskasse. At de samme ledelse pr automatpilot så kigger på den afdeling, de mindst forståelse for når næste sparerunde søsættes.
Det er muligt, at vi bliver disruptet, men synes du virkeligt selv, at de billeder borgerjournalisterne leverer med deres smartphones og billige Photoshop har et niveau, man eksempelvis ville forlange af en skreven artikel?
Du misforstår argumentet, Anders, fordi du ikke ser, at det vi gør, hæver niveauet for HELE produktet. Også din tekst.
Så når jeg brokker mig, så er det fordi jeg har respekt for journalistikken under ét. Og ærligt talt: I en tid hvor vi udfordres af Fake News og Alternative Facts, har vi så råd til at udvande det journalistiske produkt yderligere?
Du efterlyser nytænkning Anders. Måske den burde starte hos ledelsen?

18/08/2017 - 23:52

Anders Madsen

Henrik Kastenskov,

Igen kvalitetsargumentet. Det er fattigt. Og helt ærligt: Har I som fotografer ikke andet end påstanden om, at 'kvaliteten falder' overfor en ledelse, der tvunget af økonomi skal til at skære ned, så forstår jeg godt, at det er jer, der ryger. Journalisterne vil sige: Ideer, interviews, relevans, historier, indholds-generering.

Og jeg kan da iøvrigt også godt love, at de journalister, der ikke kan levere det, er på vej ud.

Så jeg spørger een gang til: HVAD er det, som fremtidens fotografer vil byde ind med af unikke kompetencer, der kan føre til bedre salg af medieprodukterne? Jeg har ikke hørt andet end at 'kvaliteten vil falde' og 'det er ledelsens skyld.' Det får I altså ikke arbejde af.

HVAD kan I - og kun I - levere af produkter, som efterspørges i dag? Jeg har spurgt alle, som har deltaget i denne debat, men ingen er kommet med et eneste bud. Er det fordi, at I ikke har noget? Hvis det er tilfældet, så er jeres eksistensgrundlag snart væk.

Og det er jo faktisk ikke svært at forestille sig, at alle professionelle pressefotografer er væk om 10 år og erstattet af journalist-fotos + brugernes egne billeder. Man kan da sagtens forestille sig, at en kilde, der interviewes per telefon, bliver bedt om at tage en selfie og sende den til avisen.

19/08/2017 - 15:25

Jesper Lundsgaard

Anders Madsen:

Du kan jo lægge ud med at høre Mennesker og Medier fra 18 august. Her fortæller de unge, hvad de ønsker sig af de traditionelle medier - det kommer få minutter inde i udsendelsen, lige efter interviewet med Mette Bock.

http://www.dr.dk/radio/p1/mennesker-og-medier/mennesker-og-medier-2017-08-18

De ønsker det mere grafisk og visuelt lækkert. Det kan fotograferne levere - IKKE fotograferende journalister

19/08/2017 - 15:39

Anders Madsen

Jesper Lundsgaard,

Well, der er da en indikation på noget interessant for fotograferne, som kan rumme en mulighed. Så er det da bare med at samle den op.

PS: I mine mange år i branchen er det nu ikke fotograferne, der har sørget for at gøre udgivelserne grafisk og visuelt lækre, som du skriver.

De har fotograferet, mens grafikere, redaktionssekretærer og layoutere har fået det hele til at se fedt ud.

Men da en oplagt handske at samle op. Men gør fotograferne nu også det? Eller vil de hellere 'bare' fotografer?

20/08/2017 - 07:05

Henrik Kastenskov

Anders Madsen,
For nu at skære det skarpt ud: vi kan levere den visuelle indpakning, der får DIN historie læst/set. Vi kan lave en lydside, der ikke skræmmer brugerne væk, og vi kommer ikke mindst med originale ideer til til visuelle historier, der bliver set, læst og kommenteret.
Jeg savner belæg for din påstand om, at vi ikke bidrager med historier og ideudvikling, ligesom du heller ikke forholder dig til mine to andre pointer:
1) Ledelsen udviser en forbløffende grad af automattænkning, når de kigger i sparekataloget. Er der eksempelvis noget i DIT job, en fotograf ikke ville kunne klare efter lidt kursusaktivitet, for nu at vende Peter Orry's argument om?
2) Mener du oprigtigt, at kvalitet ikke er en konkurrenceparameter?

20/08/2017 - 10:50

Anders Madsen

Henrik Kastenskov.

Jeg understreger lige igen, at jeg altså ikke er ude i en vendetta eller noget mod fotograferne. Men udviklingen er jo tydelig: Mediehusene presses på økonomi, fotografer skæres væk i bunker, ingen jobopslag til fotografer, freelancere har sværere ved at få opgaver etc. Men der er masser af billeder i medierne. De tages bare af journalister og til dels af kilderne selv.

I det lys nytter det ikke noget, at fotograferne bliver ved med at gentage, at de på en eller anden måde er garanter for visuel kvalitet, at medierne taber en masse ved ikke at have dem etc. Sådan tænker direktørerne 100 procent sikkert ikke.

Jeg er ret sikker på, at de ikke kan måle sig til selv et lillebitte tab i hverken volumen, oplagstal, læsertal, antal udgivne historier, antal citerede historier, annonceomsætning, abonnementsindtjening, relevans, aktualitet, udgivelsestempo eller nogen som helst af de øvrige parametre, som de måler på, fordi de fyrer fotograferne. Til gengæld sparer de en hel del i omkostninger.

Og det er et problem for jer.

Du spørger om, der er noget i mit job, som fotograf ikke ville kunne efter lidt kursusaktivitet. Og sandheden er, at jeg ikke aner det. Jeg har haft skolelærere, ingeniører, økonomer, samfundsvidenskabelige kandidater, humanistiske kandidater og en masse journalister som skrivende kolleger gennem årene. Men aldrig nogensinde en fotograf. Men jeg tror, at du har fat i noget af det rigtige. For jeg tror, at kravet netop er, at vi skal være tværmedielle: Vi skal netop kunne både fotografere, ideudvikle, pleje kilder, levere både nyheder og features, opstøve nyheder og så videre. Og gerne i et højt tempo.

Jeg ser, at journalisterne hellere end gerne vil lære at fotografere. Men jeg mangler endnu at møde en fotograf, der vil lære journalisthåndværket. Hvis de endelig skriver, er det ofte poetisk, blødt oplevelsesstof. Men ingen nyheder, ingen kildepleje, ingen skarpe vinkler, ingen dyb viden om emner. Det har jeg kun oplevet, at journalisterne kan (og vil).

Kvalitet betyder noget. Men fotograferne har ikke patent på at levere kvalitet - som jo er et luftigt begreb, som man altid kan slynge ud. Jeg mener da også selv, at kvaliteten på min arbejdsplads vil falde, hvis jeg bliver fyret. Men så finder de nok bare på noget andet, som de mener er kvalitet.

20/08/2017 - 21:44

Vagn-Ebbe Kier

Se hér hvad fotografen skal kunne og her står vi fagligt meget stærkt hvis vi vil:

http://www.kierphoto.com/foto-1.html

- og se "Uddannelse som fotograf"

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11