»Allerede første nat fik en ukrainsk kollega 400 sms’er og hademails«

En gruppe hackere har offentliggjort navne, mails og numre på 4.000 mediefolk, der hænges ud som forrædere. DR’s Matilde Kimer er på listen. Hun er ikke selv bekymret, men frygter for ukrainske kolleger: »De har pludselig fået sat et judas-tegn i panden, selv om de bare udførte deres arbejde«
  • Agnete Schlichtkrull/DR
    »Nogle af mine bedste venner og kolleger har allerede mærket konsekvenserne af det her,« siger Matilde Kimer om hackerlisten.
17.05.2016 · 09:11

»Du samarbejder med de russiske oprørere, du er en forræder, du tjener penge på at arbejde imod Ukraine, og soldaternes blod er på dine hænder.«

Sådan sammenfatter DR-korrespondent Matilde Kimer nogle af alle de hadefulde sms’er og mails, som hendes ukrainske journalist-kolleger de seneste dage har modtaget.

Det sker, efter at en gruppe hackere tirsdag offentliggjorde en liste med navne, mails og telefonnumre på 4.000 mediefolk, som har arbejdet i de oprørskontrollerede områder i Østukraine. Gruppen har hacket oprørernes system i Donetsk, trukket deres liste over akkrediteret mediepersonale og lagt den ud på nettet.

»Alle journalister fotografer, tolke og så videre, som har været nogenlunde fast i afdækningen af krigen, er på listen. De bliver på den her hjemmeside hængt ud som kollaboratører og folk, der samarbejder med terrorister og er fjender af Ukraine,« forklarer Matilde Kimer.

Venner har mærket konsekvenserne

Matilde Kimers navn står også på listen. Men det bekymrer hende ikke. 

»Jeg er selvfølgelig fagligt indigneret over det, men helt personligt rører det mig ikke. Jeg føler intet ændret trusselsbillede ved at rejse i Ukraine. Jeg har aldrig holdt hemmeligt, at jeg forsøger at arbejde på begge sider af konflikten. På den måde har jeg ikke noget at miste på at være på den her liste,« siger hun.

Men det har de ukrainske pressefolk til gengæld, fortæller hun:

»De ukrainere, der arbejder i ukrainske medier og færdes blandt ukrainske soldater, har pludselig fået sat et judas-tegn i panden, selv om de bare udførte deres arbejde,« siger Matilde Kimer og tilføjer:

»Nogle af mine bedste venner og kolleger har allerede mærket konsekvenserne af det her. Allerede første nat fik en ukrainsk kollega 400 sms’er og hademails.«

Hvordan har han det med det?

»Han er meget påvirket, og det tror jeg, de fleste ukrainske journalister på listen er. Enten påvirkede som i vrede og forargede eller som bange. Bange for, hvad det kan få af konsekvenser. I en konflikt, der er så ekstrem og rummer så mange tosser med våben, kan jeg godt forstå, at man bliver angst,« siger hun.

Politiske undertoner

Det er en patriotisk organisation, der står bag hjemmesiden med listen. Men Matilde Kimer er overbevist om, at organisationen har kræfter i det ukrainske parlament.

»Der er nogle politiske undertoner, som gør det hele endnu mere grotesk. Ikke mindst, at rådgiveren til indenrigsministeren en halv time efter offentliggørelsen plastrede sin Facebook-konto til med links til den her hjemmeside. Han skrev blandt andet, at listen viser, at vi har folk, der arbejder imod os,« refererer hun.

Hun fortsætter: 

»Det er en slutning, der jo er helt i strid med grundopfattelsen af en journalists arbejde. Man er jo ikke statens lejesoldat. Det er det, der er så helt afsindigt kreperligt ved det her. Det viser, hvordan de opfatter journalistik,« siger hun. 

Sværere vilkår for journalister

Matilde Kimer fortæller, at der ikke gik lang tid, før den hjemmeside, som havde offentliggjort listen, forsvandt igen.

»Men den er jo cachet hos alle mulige. Så selv om hjemmesiden er lukket ned, er listerne jo stadig derude,« siger hun.

Matilde Kimer fortæller, at arbejdsvilkårene for journalister generelt er blevet sværere.

»Meget få ukrainske journalister har adgang til Donetsk. Og for vestlige journalister er der sket et markant fald i dem, der bliver akkrediteret. Mange nægtes adgang, fordi de måske i 2014 har brugt separatist-termen om dem, der er derinde - og så får man ikke adgang igen.«

Kommentar

19/05/2016 - 22:48

Jan Jakob Floryan

Kære Mathilde;
Om det er KGB eller ukrainske nationalistiske hackere et lige ubehageligt og kan blive lige farligt. Jeg støtter helt din holdning: ikke lade sig påvirke og udføre sit arbejde som hidtil - godt.

Seneste jobopslag

Digital Redaktør

Udenrigsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.12

To redaktører til produktion af skriftlig patientinformation

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

To kreative Social Media Managers til Berlingske!

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 26.11