24syv-journalist: Komisk at DR ikke selv stiller op og svarer på alt

Radio24syv-journalist kritiserer, at DR ikke stiller op til kritisk interview om narkotest af tidligere borgmester Thomas Banke, men til gengæld lader sig interviewe til dr.dk: ”DR lever af kilder, der stiller op hos dem, men i denne sag lukker de selv i.” DR-redaktionschef: ”Der er ikke mere at fortælle"
  • Radio24syv
    Narkotesten fra 'Aftenshowet' og manualen, hvor man kan se, hvordan testen skal se ud, hvis den er henholdsvis negativ, positiv eller ugyldig.
11.05.2017 · 15:50

”Jeg synes, at det er komisk, at de spørger Thomas Banke, om han vil svare på alt og være helt ærlig, og så ikke selv stiller op og svarer på alt.”

Sådan lyder det fra Radio24syv-journalist Per Lysholt. I tirsdags kunne Radio24syv fortælle, at DR’s meget omtalte narkotest af tidligere borgmester Thomas Banke ikke var negativ, men ugyldig.

Per Lysholt, som lavede historien, havde mandag formiddag en dialog med redaktionschef på DR Aktuelt Ann Lykke Davidsen om testens gyldighed. Ann Lykke Davidsen indvilgede i at deltage i radioprogrammet torsdag. Indslaget blev senere på dagen rykket frem til tirsdag, hvorefter Ann Lykke Davidsen trak interview-indvilgelsen tilbage.

"Der er enighed om, at testen ser ugyldig ud, og at det i programmet kommer til udtryk som, at den derfor må betegnes som værende negativ. Altså ingen spor af stoffer. I må bruge dette som citat fra mig, jeg har desværre ikke mulighed for at deltage i programmet," skrev hun i en mail til Per Lysholt. 

Tirsdag aften kunne man på dr.dk læse et interview med DR Aktuelt-redaktionschefen, hvor Ann Lykke Davidsen blandt andet kommenterer på testens ugyldighed.

”Jeg kan konstatere, at hun har haft mulighed for at blive interviewet af dr.dk, men hun har altså ikke haft mulighed for at blive interviewet af os,” siger Per Lysholt.

 Efter Ann Lykke Davidsens afslag kontaktede han også direktør for DR Danmark Anne-Marie Dohm og chef for DR Aktualitet og Debat Jesper Larsen, som også begge afslog. 

Bekymrende, at hele tre chefer ikke stiller op 

Per Lysholt kalder det pinligt, at DR kun vil stille op til deres eget medie.

”Jeg håber, at de selv kan se, at det er enormt problematisk. Jeg synes, det er bekymrende, at hele tre chefer på DR ikke kan tage sig sammen til at stille op til et interview hos os,” siger Per Lysholt.

Ann Lykke Davidsen er ikke enig i kritikken.

”Da Per og jeg har mailet frem og tilbage omkring billedet, kan jeg fornemme, at jeg bliver nødt til at samle mit hold og finde ud af, hvad der skete. Det er der, jeg må sande, at jeg ikke skal udtale mig på daværende tidspunkt, fordi der er for mange løse ender,” siger Ann Lykke Davidsen.

”Årsagen til, at jeg siger nej, er, at jeg er nødt til at bruge mere tid på at sætte mig ordentligt ind i hele den her sag, før jeg udtaler mig yderligere,” siger hun.

Du stiller op til interview til dr.dk tirsdag aften og har altså på det tidspunkt haft tid nok til at forberede dig?

”Jeg bliver spurgt af DR’s journalist meget sent tirsdag, og det vælger jeg at sige ja til under udsendelsen (tirsdagens udsendelse af 'Aftenshowet', red.). Det er, da programmet på 24syv er færdig med at sende,” siger Ann Lykke Davidsen.

DR: Vi har ikke nægtet interview 

På spørgsmålet om, hvorfor 'Aftenshowets' redaktør ikke kunne stille op til interview i Radio24syv, svarer Ann Lykke Davidsen:

”I sidste ende er det den ansvarlige chef, der skal udtale sig, og i dette tilfælde er det mig.”

Hun understreger desuden, at hun ikke har nægtet at udtale sig til Radio24syv:

”Jeg har jo svaret Per Lysholt på mail og skriver, at han kan citere fra det. Jeg stiller bare ikke op til live-interviewet, for jeg kan ikke se, hvad jeg har at bidrage med yderligere. Han vil gerne spørge mig om, hvorvidt vi taler usandt på tv, og hvorvidt vi var klar over, at vi havde en test, der var ugyldig. Og det har jeg svaret ham på,” siger hun.

Radio24syv: Invitationen er stadig åben

Per Lysholt mener ikke, at mailsvaret er fyldestgørende:

”Jeg citerer ikke fra mails, hvor jeg ikke kan stille opfølgende spørgsmål. Jeg synes simpelthen, at hendes forklaring er så tynd, at den ikke skal have lov til at stå alene,” siger han.

I interviewet med dr.dk forklarer Ann Lykke Davidsen fejlen:

”Mark er fokuseret på, hvordan testen skal se ud, hvis den er positiv. Det har han ligesom fokus på. Da den ikke bonner ud, så siger han, at så må vi antage, den er negativ. Han sidder på live-tv. Jeg kan jo godt se nu, hvor billederne bliver zoomet ind, at den ser ugyldig ud. Men det var simpelthen ikke en del af vurderingen under programmet.”

Og det er ikke godt nok ifølge Per Lysholt:

”Ann Lykke Davidsen slipper for let afsted på dr.dk med en meget tynd forklaring på, hvorfor de ikke taler sandt for seerne. Og jeg har selvfølgelig mange flere spørgsmål, fordi jeg jo har siddet med historien. Det vil jeg jo stadig gerne invitere hende ind og udfordre hende på,” siger Per Lysholt.

Blev indslagets kvalitet dårligere af, at I ikke fik nogen fra DR igennem?

"Ja, selvfølgelig blev den det. Jeg så gerne, at de havde været med i udsendelsen og havde svaret ærligt på, hvordan hele forløbet med narkotesten foregik – og hvorfor de i sidste endte valgte at tale usandt for alle seerne og Thomas Banke. Men de kan jo nå det endnu. De er stadig velkomne i 'AK24syv' når som helst,” siger han.

DR: Der er ikke mere at fortælle 

Det skal han ikke regne med, fortæller Ann Lykke Davidsen:

”Der er ikke mere at fortælle. Vi har sagt, at det var en fejl, beklaget over for Thomas Banke, undskyldt over for vores seere og lagt os fladt ned omkring testen. Det står jo lysende klart, at vi har begået en fejl, og det har vi anerkendt 100 procent. Vi har lukket historien,” siger Ann Lykke Davidsen.

DR har lukket historien, men Per Lysholt mener tydeligvis, at der er flere spørgsmål, der skal besvares ...

”Det står ham fuldt ud frit for at mene. Men det er også frit for mig at sige, at jeg ikke mener, at der er noget at bidrage til i den her historie. Vi har undskyldt, og jeg kan ikke gøre mere end det,” siger hun.

Per Lysholt anerkender DR’s ret til selv at bestemme, om de vil medvirke, men mener fortsat, at det er et problematisk afslag.

”DR lever af kilder, der stiller op hos dem, men i denne sag lukker de selv i som en østers og stiller kun op til interview hos sig selv på dr.dk. Det synes jeg er et problem. Jeg kender journalisten, der har lavet historien på dr.dk, og jeg ved, at han er en dygtig og kritisk journalist. Men det ser bare utroligt uheldigt ud for DR’s chefer, at de kun vælger at udtale sig til sig selv,” siger han. 

 

Per Lysholt er tidligere journalistpraktikant på Journalisten. Han har ikke arbejdet sammen med denne artikels forfatter. 

Kommentar

11/05/2017 - 16:57

Per Lysholt

Hej Ann Lykke Davidsen.

Det er meget bizart forsvar, du lægger for dagen her.

Du siger her, at du nægter interview med os på Radio24syv frem til tirsdag aften, fordi du ikke har "sat dig ordentligt ind i sagen". Selv om du mandag morgen lovede at stille op hos os.

Men du vælger så at stille dig op hos dr.dk "meget sent tirsdag" på et tidspunkt, hvor vi er færdige med at sende på AK24syv, siger du. (Vi sender mellem 18-20).

Men dr.dk's artikel er publiceret 19.52 tirsdag aften. Og hvis vi nu siger, at journalisten på dr.dk er meget hurtig på tasterne, så har han med vel senest kontaktet dig 18.30. Frem til 19.52 skal han tale med dig, cleare citater, finde et billede og skrive artiklen.

Så du har altså god tid til at kontakte os for at deltage i udsendelsen, der først slutter klokken 20. Men det gør du ikke.

Og jeg kan så forstå, at du et sted mellem 18 og 20 tirsdag, hvor vi sender, er i en tilstand, hvor du gerne vil stille op til interview og stiller op til dr.dk. Men efter klokken 20 ser du sagen som afsluttet og vil ikke stille op til interview. Heller ikke når vi spørger dagen efter.

Det er da enormt belejligt.

mvh Per

11/05/2017 - 20:34

Mads Hansen

Nu kan alle - med Ann Lykke Davidsens velsignelse - blot sende et skriftligt svar på to linjer til DR. Og så 'anser vi sagen for lukket'.

Er det ikke lidt hyklerisk, hvis man lever af at få folk til at stille op til TV?

11/05/2017 - 22:47

Nina Løv Hansen

Af sted er altså i to ord.

12/05/2017 - 10:06

Lars Andresen

Reglen om af sted er (desværre) lavet om, så nu kan det både staves 'afsted' og og 'af sted'.

https://dsn.dk/?retskriv=afsted&ae=0

12/05/2017 - 10:10

Ulrik Baltzer

Hvis jeg var menig journalist i DR, ville jeg i den her situation være træt af, at chefen ikke tager ansvar og stiller op i levende live, når andre medier spørger. Det hører vel med til jobbeskrivelsen og cheflønnen, at man stiller op, selvom det kan komme til at gøre nas. Det bliver endnu mere tosset af, at der dukker en artikel op, hvor det åbenbart godt kan lade sig gøre at få uddybende svar, bare det er en af husets egne journalister, der spørger.

Håndteringen af sagen rammer DR's egne journalister, fordi de fremover får lidt sværere ved at afvise mailsvar uden at virke dobbeltmoralske, ligesom det må blive sværere at overbevise kilder om at stille sig under kritisk lys, når ikke engang DR's egne vil.

12/05/2017 - 14:29

Gorm Hansen

Selvom afsted KAN skrives som to ord bør man skrive det i ET ord, ligesom selvom og ligesom.

12/05/2017 - 23:03

Hans Henrik Jeppesen

I mit perspektiv er ovenstående sag selvfølgelig dybt problematisk. Men et endnu større problem er, at siden Narkotesten for åben skærm, tør jeg slet ikke tænke på hvor mange psykiatriske patienter som er blevet indsat for den samme type narkotest med lignende fejlkilder. De mangler en stemme..

15/05/2017 - 13:06

Jesper Bech Pedersen

Godt skrevet, Per Lysholt.

Desværre intet svar tilbage fra Ann Lykke Davidsen eller DR i forhold til din timeline... Den den der tier, samtykker :-)

Seneste nyheder

23.05.2017 · 15:45

Sådan dækkede Ritzau angrebet i Manchester

Andreas Marckmann Andreassen
23.05.2017 · 14:10

DJ sætter kontingentet ned i solidaritet med lavtlønnede

Anonymous (ikke efterprøvet)
23.05.2017 · 10:07

Her er de falske historier efter Manchester-eksplosion

Jakob Albrecht
23.05.2017 · 09:01

SoMe-redaktør uenig med Facebook: Trusler skal fjernes

Jakob Albrecht

Seneste jobopslag

Finans søger en ... erhvervsreporter

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 09.06

Journalist til Dagens Medicin

Dagens Medicin
Ansøgningsfrist: 02.06

Illustreret Videnskab søger digital journalist med videnskab i blodet

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 25.06

Kommunikationsansvarlig leder til Koncern Kvalitet

Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 09.06

Vil du være en af Dansk Journalistforbunds netværkskoordinatorer?

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 05.06

Journalister

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 11.06

ER DU TV 2 FIKTIONS NYE EXECUTIVE PRODUCER?

TV 2
Ansøgningsfrist: 08.06

Presserådgiver i SF

SF
Ansøgningsfrist: 01.06

3 x nyhedsjournalist 

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 26.05

Søger stærk kommunikatør

Danske Gymnasier
Ansøgningsfrist: 15.06

Nyhedschef

Fyens Stiftstidende
Ansøgningsfrist: 24.05

Nyhedsmotor til Odenseredaktionen

Fyens Stiftstidende
Ansøgningsfrist: 24.05

Kan du finde nye veje til kollektive aftaler for DJ’s medlemmer?

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 14.06

BUPL Sydjylland søger kommunikationsmedarbejder til barselsvikariat

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 20.06

Illustreret Videnskab søger multimediegrafiker med videnskab i generne

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 12.06

Social Media Manager (AC-fuldmægtig)

SDU
Ansøgningsfrist: 05.06

Digital indholdsredaktør (AC-fuldmægtig)

SDU
Ansøgningsfrist: 28.05

Redaktionschef til Djøfbladet

DJØF
Ansøgningsfrist: 29.05