20 års ballade om Journalistgården på Bispebjerg

Journalistgården – københavnerkredsens gamle beboelsesejendom – er solgt og har genereret en millionformue, hvis afkast efter planen skulle bruges på arbejdslegater til journalister. Men myndighederne afviser, at fonden kan uddele pengene som tænkt. Hermed står historien om Journalistgården stadig uden slutning efter 20 år med skandaler, stridigheder og beboere, der føler sig svigtet  
  • Foto: Jacob Nielsen og Ditte Lysgaard Holm
    Journalistgårdens lange historie sluttede med splid mellem beboere og bestyrelse. Fra venstre formand for 'Journalistgårdens Hjælpefond' Morten Friis Jørgensen, i midten Claus Vilhelmsen, tidligere formand i husets beboerforening, og Ole Bach, tidligere beboer og vicevært.
09.06.2017 · 08:57

I december 2016 fik 600 Hus Forbi-sælgere nyt regntøj i julegave. Pengene – 140.000 kroner – kommer fra Journalistgårdens Hjælpefond, der har en formue på små 4,5 millioner, hvis afkast gør den til en potentiel markant donor i dansk journalistik.

Det var Kreds 1 i Dansk Journalistforbund, der stiftede fonden. Men båndet til kredsen er for længst brændt over.

”Hvis nogen i kredsbestyrelsen i dag mener, de skal til at bestemme over fondens midler, så kan de stikke tungen frem og smage deres egen medicin. Velbekomme,” lyder det fra Morten Friis Jørgensen, den tidligere Kreds 1-formand, der nu er formand for den bestyrelse på i øjeblikket to personer, der styrer fonden. En selvforsynende bestyrelse, hvor hverken DJ eller Kreds 1 kan indstille medlemmer.

Hvis nogen i kredsbestyrelsen i dag mener, de skal til at bestemme over fondens midler, så kan de stikke tungen frem og smage deres egen medicin. Velbekomme.
Morten Friis Jørgensen, formand for Hjælpefonden Journalistgården

De mange penge kan heller ikke komme journalister til gode, selv om fondsbestyrelsen ønsker det. Det siger Civilstyrelsen. Overskuddet fra salget af den ejendom, som Københavns Journalistforbund byggede i 1935, risikerer derfor at forsvinde i mængden af brede, almennyttige fonde.

Men hvad har skabt den besynderlige situation? Svaret kræver et kig tilbage på Journalistgårdens omtumlede tilværelse og begivenheder, der stadig ligger som ikke-helede sår i Kreds 1’s historie og hos gamle beboere.

Et hus for medlemmer og medlemmers enker

Den 7. juni 1935 var der stor opstandelse på Bispebjerg, nordvest for København. Selveste statsminister Thorvald Stauning og en række andre fine herrer havde taget opstilling på en mark mellem den nye Tårnkirke og hospitalet. Her skulle grundstenen lægges for et nyt hus, ejet af Kjøbenhavns Journalistforbund.

Ejendommen på Peter Rørdamsvej blev rejst som ”Hjem for gamle Medlemmer og Medlemmers Enker”. 12 mindre lejligheder skulle udlejes og i nogle tilfælde stilles gratis til rådighed af forbundet.

I 1935 tog Thorvald Stauning første spadestik til Journalistgården, der skulle huse pensionerede journalister og enker. I dag er huset forladt og ubeboeligt.
Foto: Jacob Nielsen

Journalisternes Hjælpefond var spækket med penge, og som det blev bemærket af den besluttende generalforsamling: I en krisetid var mursten næppe den værste måde at anbringe forbundets penge.

Da Kjøbenhavns Journalistforbund i 1961 slog sig sammen med provinsjournalisterne som Dansk Journalistforbund, forblev Journalistgården et aktiv under Kreds 1.

Dyr i drift

Hvad man ikke talte så højt om var, at driften af huset hvert år kostede Kreds 1 et betragteligt beløb – i 90’erne omkring 150.000 årligt. Og da man i 1988 tabte 7 millioner på en mislykket investering i en ejendom i Nybrogade, og en investering i Ebeltoft Maritime Ferieby også var blevet en tung, økonomisk byrde, havde kredsen i midten af 90’erne fået nok af deres huse.

”Det var helt meningsløst. Kredsen var en politisk organisation, så vi ville skille det ud, der ikke handlede om politik,” fortæller journalist Uffe Gardel, der dengang sad i Kreds 1’s bestyrelse.

Ejendommen blev kvit og frit overdraget til ’Hjælpefonden Journalistgården’ sammen med en kontant gave på 700.000 kroner samt lovning på 125.000 kroner som årligt tilskud i fire år.

Det er ikke en fagforbundsopgave at drive udlejningsvirksomhed. Men vi var meget optaget af, at den skulle klare sig godt, og det skulle ikke hedde sig, at vi løb fra et moralsk økonomisk ansvar.
Uffe Gardel, tidligere bestyrelsesmedlem i Kreds 1

”Det er ikke en fagforbundsopgave at drive udlejningsvirksomhed. Men vi var meget optaget af, at den skulle klare sig godt, og det skulle ikke hedde sig, at vi løb fra et moralsk økonomisk ansvar. Derfor gav vi dem penge med,” forklarer Uffe Gardel om beslutningen, der blev truffet på en generalforsamling i 1996.

Der skulle dog blot gå nogle få år, før der for alvor var ballade i Journalistgården.

Økonomien gik fra dårlig til slem

Grunden, som huset blev bygget på, var købt af forbundet med såkaldt hjemfaldspligt, hvilket betyder, at kommunen kan købe den tilbage til samme beløb. Grundejeren har imidlertid mulighed for at købe grunden fri for en pris beregnet ud fra den offentlige ejendomsvurdering. Det ønskede Journalistgården at gøre brug af, og bestyrelsen bad administratoren indbetale det fastsatte beløb. Administratoren overførte pengene, men så sent, at der i mellemtiden var kommet en ny offentlig vurdering, og prisen dermed var steget med godt 850.000 kroner.

Beboerne var rasende. De manglende penge måtte blandt andet findes i en sum, der var afsat til nye vinduer, og husets økonomi gik fra dårlig til slem.

”Vi kan ikke acceptere, at huslejen stiger med så meget som en krone, fordi forretningsføreren forsømmer sit hverv,” skrev journalist ved Sjællandske Medier Claus Vilhelmsen, der var formand for beboerforeningen i et brev til bestyrelsen i maj 2005.

Som beboerrepræsentant kæmpede Claus Vilhelmsen for at rette op på en økonomisk brøler, der kostede fonden dyrt. ”Forretningsføreren havde beviseligt sjusket og forsømt sin pligt. Men hvem har mere et ansvar? Bestyrelsen. Derfor løb de, og det var fejt. Det har jeg aldrig tilgivet dem.”
Foto: Jacob Nielsen

For Civilstyrelsen, der fører tilsyn med fonde, var sagen helt klar. Administratoren havde ”groft uagtsomt” tilføjet fonden skade og var derfor erstatningspligtig. Det skrev styrelsen i et brev til den daværende bestyrelsesformand, Christian Kierkegaard.

Bestyrelsen trak sig

Men i stedet for at føre retssagen mod administratoren, gjorde bestyrelsen imidlertid noget helt andet. Den trak sig. Kun beboerrepræsentanten fortsatte. Ved et møde i Civilstyrelsen 23. juni 2006 forklarede Christian Kierkegaard, at bestyrelsen fandt det svært at føre en erstatningssag mod forretningsføreren, de selv havde ansat, samt at beboerne havde mistillid til dem.

Vi taler om et hus med en enkelt ydermur og ingen hulmursisolering. Vi havde byens bedste tørrekælder, fordi der var så utæt – det peb ind. Til gengæld havde vi også byens højeste varmeregning.
Claus Vilhelmsen, tidligere beboerformand i Journalistgården

Den tidligere beboerformand har en anden forklaring.

”Jeg tror, de var bange for, at de selv skulle blive sagsøgt. I det øjeblik, du går ind i en retslig proces, er du nødt til at finde ud af, hvem der har ansvaret. Forretningsføreren havde beviseligt sjusket og forsømt sin pligt. Men hvem har mere et ansvar? Bestyrelsen. Derfor løb de, og det var fejt. Det har jeg aldrig tilgivet dem,” siger Claus Vilhelmsen.

Christian Kierkegaard, der i dag er seniorkonsulent i Danske Medier, afviser, at det var angst for personligt erstatningsansvar, der lå bag manøvren.

”Det indgik overhovedet ikke i vores beslutning. Vores vurdering var, at risikoen for at tage sagen var for stor, og så ville vi belaste husets begrænsede midler endnu mere. Da vi så blev underkendt af Civilstyrelsen, var det naturligt, at det måtte være op til en ny bestyrelse, hvad der så skulle ske. Vi vurderede også, at fonden stod svagere, hvis det var os, der havde ført sagen. Den beslutning mener jeg stadig var rigtig,” siger Christian Kierkegaard.

En ny formand for bestyrelsen

I tomrummet efter den flygtende bestyrelse kom en ny spiller på banen: Morten Friis Jørgensen.

”Jeg mødte Morten nede i gården i Gammel Strand, hvor han holdt møde med Kreds 1’s bestyrelse. Vi gik over og drak en øl på en café, og jeg fortalte ham om situationen og mente, at den rette bestyrelse måtte være nogen, der udsprang af Kreds 1-bestyrelsen, og den fangede han. Det blev så til, at han selv blev formand med et par andre fra Kreds 1 som bestyrelsesmedlemmer. Sådan kom det i hus,” fortæller Claus Vilhelmsen.

Morten Friis Jørgensen blev formand for Journalistgårdens bestyrelse i 2006. Han fik stor betydning for husets fremtid, men også kritik for sine dispositioner. ”Beboerrepræsentanterne må naturligvis mene, hvad de vil. Men kunne de ikke tage kikkerten fra det blinde øje og se på det arbejde, der er gjort?” siger han.
Foto: Ditte Lysgaard Holm

Den nye bestyrelse, som blev indsat af Civilstyrelsen, havde som første opgave at rejse erstatningssag mod forretningsføreren. I september 2008 blev han kendt skyldig. Inklusive procesrenter fik fonden omkring en halv million ud af sagen, men advokatomkostningerne skulle man selv betale.

”Sejrsrusen sluttede, før den begyndte. For det er jo fortvivlende dyrt at føre retssag i Danmark,” konstaterer Morten Friis Jørgensen i dag. Advokatregningerne lød på omkring 220.000 kroner.

Samtidigt kørte ejendommen med underskud på driften. Lejeloven gjorde det umuligt at hæve huslejerne. Konkursen lå og ventede i fremtiden.

40 boliger til unge journaliststuderende

Men en anden udvej var begyndt at tage form. I forbindelse med at huset fik nye vinduer, lavede den tilknyttede ingeniør en beregning af nødvendige renoveringer de kommende 10 år. Prisen – 2 millioner – kunne umuligt skaffes. Men frikøbet af grunden, som havde skabt så meget ballade, viste sig nu at komme fonden til gode. Grunden er relativt stor og kunne – som ingeniøren noterede – måske bebygges yderligere. Den bemærkning satte tankerne i gang hos Morten Friis Jørgensen, og snart efter landede en idé om at bygge ungdomsboliger på grunden.

”Der mangler jo altid boliger til unge og studerende i København. I første omgang tænkte jeg mest på vores eget fag, hvor vores mediestuderende fra Aarhus og Odense og alle de andre steder desperat leder efter et sted at bo, når de skal til hovedstaden for at komme i praktik,” fortæller Morten Friis Jørgensen.

Idéen om ungdomsboliger passede også ind i kommunens kram. Hermed var der også åbnet for såkaldt ’kommunal grundkapital’ – altså tilskud til byggeriet og huslejen i et kommende kollegium.

”At få kommunen til at spille med på vores idé og koncept var afgørende,” konstaterer Morten Friis.

Undervejs i processen gjorde han et bekendtskab, der skulle få afgørende betydning. På Folkemødet på Bornholm, hvor Morten Friis selv bor, stødte han på Palle Adamsen, formand for foreningen Danmarks Almene Boliger og direktør for Lejerbo. Friis spurgte, om Adamsen kunne hjælpe med sparring omkring Journalistgården, og det udviklede sig til, at Lejerbo i 2012 meldte sig klar til at købe Journalistgården og overtage byggeprojektet, der nu sigtede mod 40 ungdomsboliger dels i en ny bygning, dels i det gamle hus. De hidtidige beboere skulle tvangsflytte og genhuses af Lejerbo.

I stedet for en ejendom, ville fonden stå med en pose penge med overskuddet fra salget. Penge, som Morten Friis godt kunne finde et formål for. Helt tilbage fra 2009 havde han i fondsbestyrelsen luftet idéen om støtte til journalistiske eller forskningsmæssige projekter, der afdækker vilkårene for samfundets dårligst stillede.

Salget gav overskud

Salgsaftalen med Lejerbo på 9,5 millioner blev underskrevet i begyndelsen af 2013 – en sum, som fondens advokat vurderede ville give et endeligt provenu på over 4 millioner. De håbløse udsigters dage var ovre, og nu begyndte, som Morten Friis Jørgensen bemærkede i årsberetningen for 2013, en ”inspirerende opgave” med at definere fondens nye formål.

Bestyrelsesarbejdet har altid været ulønnet arbejde, som man gjorde uegennyttigt. Det princip har Morten brudt med. Jeg gjorde også et kæmpe stykke arbejde for at få erstatning fra administratoren, men det skal jeg da ikke betales for.
Claus Vilhelmsen, tidligere beboerformand i Journalistgården

Men ikke alle delte Morten Friis Jørgensens begejstring over det vellykkede salgsprojekt. Siden sagen mod administratoren havde der løbende været gnidninger mellem beboerne og bestyrelsen. Utilfredsheden med manglende vedligeholdelse og reparationer samt høje varmeregninger var stigende.

”Vi taler om et hus med en enkelt ydermur og ingen hulmursisolering. Vi havde byens bedste tørrekælder, fordi der var så utæt – det peb ind. Til gengæld havde vi også byens højeste varmeregning,” fortæller Claus Vilhelmsen.

Begrundelsen for de manglende renoveringer var ejendommens dårlige økonomi, hvilket ingen satte spørgsmålstegn ved. Men i beboernes øjne virkede den begrundelse hul, da Morten Friis Jørgensen kunne fortælle om salget og det forventede provenu.

”Det var stramt omkring reparation og vedligeholdelse, og det råber lidt, når vi kunne se de mange millioner, salget reelt resulterede i. Samtidig havde vi på fornemmelsen, at det var vigtigt at sikre økonomien i forhold til fondens formue efter salget,” siger Ole Bach, der er redaktør på fagbladet KLS Nyt i en FOA-afdeling. Han havde i en periode jobbet som ejendommens vicevært.

Bestyrelsesformanden fik 120.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste

En sag, der satte tingene på spidsen, handlede om udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste til Morten Friis Jørgensen for hans arbejdsindsats omkring projektering og salg af ejendommen. I den oprindelige vedtægt for fonden hed det, at bestyrelsesarbejdet var ulønnet, men i 2007 fik bestyrelsen indført, at man kunne modtage vederlag. Bestyrelsen, der siden 2011 havde bestået af tre personer: Morten Friis Jørgensen, Gunni Busck samt en beboerrepræsentant, godkendte i 2012, at Morten Friis med tilbagevirkende kraft fik udbetalt et beløb baseret på Journalistforbundets takster for tabt arbejdsfortjeneste ved mødedeltagelse. I alt endte honoraret på godt 120.000 kroner for perioden 2010-2012. Den beslutning havde beboerne svært ved at sluge.

”Økonomien var så stram, så vi undrede os over den aflønning,” siger Ole Bach.

Ole Bach var i en periode vicevært i Journalistgården. I 2015 flyttede han som den sidste fra huset. ”Jeg kunne sgu godt lide tanken om, at der havde boet journalister i 70-75 år. Jeg synes, det er ærgerligt, at den lukkede ned som journalistgården. Men de økonomiske realiteter var jo hårde,” siger han.
Foto: Jacob Nielsen

At Morten Friis Jørgensen havde lagt et stort stykke arbejde, anfægtede ingen. Men det var et arbejde, der ikke bare handlede om beboernes ve og vel, men om en fremtidig fondsformue, de ikke ville få glæde af.

”Bestyrelsesarbejdet har altid været ulønnet arbejde, som man gjorde uegennyttigt. Det princip har Morten brudt med. Jeg gjorde også et kæmpe stykke arbejde for at få erstatning fra administratoren, men det skal jeg da ikke betales for,” siger Claus Vilhelmsen.

Det var ham, der i sin tid fik Morten Friis Jørgensen ind i bestyrelsen. Siden kom der iskold luft mellem de to.

”Min opfattelse af Morten Friis Jørgensen er meget kritisk. Han var ikke beboernes mand, og han havde ikke forståelse for, at vi følte noget for det hus. Det handlede om, at der skulle en masse penge i en fond, han skulle være formand for.”

Ingen kompensation til beboerne

Holdningen blandt mange beboere var, at man gennem en årrække havde accepteret høje varmeregninger og mangelfuldt vedligehold. Og når fonden nu kom til penge, burde beboerne kompenseres for deres gener i form af rundhåndet flyttehjælp eller ligefrem andele af provenuet. Som det sidste forsøgte beboerne at få en rest på vedligeholdelseskontoen på 173.000 kroner til at tilfalde dem. Men der var ikke noget at hente.

Morten Friis Jørgensen forstår på sin side ikke kritikken.

”Beboerrepræsentanterne må naturligvis mene, hvad de vil. Men kunne de ikke tage kikkerten fra det blinde øje og se på det arbejde, der er gjort? Vi har hevet penge hjem, som den tidligere bestyrelses administrator ødslede bort ved utidig slendrian. Det gjorde, at vi trods alt kunne købe nye vinduer og altandøre og få dem sat i. Vi fik lavet en handel, der har sikret, at alle beboere i de 12 nedslidte lejemål kunne blive genhuset i langt mere tidssvarende lejligheder i en selvvalgt bolig – bedre boliger end man nogensinde kunne håbe på at få råd til i Journalistgården. Så at komme nu og sige: ”Ih, hvor er det synd for os!” ... det er helt ude af proportioner,” siger Morten Friis.

Jeg kunne sgu godt lide tanken om, at der havde boet journalister i 70-75 år. Jeg synes, det er ærgerligt, at den lukkede ned som journalistgården. Men de økonomiske realiteter var jo hårde.
Ole Bach, tidligere beboer og vicevært i Journalistgården

I sommeren 2015 flyttede Ole Bach og hans kæreste som de sidste beboere ud af Journalistgården og til en lejlighed i Valby, de havde fået anvist af Lejerbo.

”Det var lidt specielt … jeg kunne sgu godt lide tanken om, at der havde boet journalister i 70-75 år. Jeg synes, det er ærgerligt, at den lukkede ned som journalistgården. Men de økonomiske realiteter var jo hårde.”

Fonden skulle gavne journalister

For Morten Friis Jørgensen og Gunni Busck startede et nyt kapitel, nemlig som bestyrelse for en fond, der skulle uddele midler til sociale formål. I mellemtiden havde de ladet sig supplere med journalisten Anja Bo som tredjemand.

Men de gode intentioner skulle hurtigt vise sig at støde mod nye vanskeligheder i form af en restriktiv fondslovgivning.

I løbet af 2015 havde bestyrelsen arbejdet med en ny vedtægt for fonden. Tanken var, at den i stedet for ’Hjælpefonden Journalistgården’ skulle skifte navn til ’Journalisternes Hjælpefond’. Den mest vigtige ændring var formålet, der nu skulle være at yde social støtte ”fortrinsvis ved at tilbyde arbejdslegater til personer, der står uden fast ansættelse, og som via f.eks. kritisk og undersøgende journalistik, research og/eller forskning mv. ønsker at afdække forhold om samfundet (...)”

”Da fondens ophav jo er journalister, vil vi gerne have fokus på, at det nye formål skal gavne journalister. Ikke de store stærke dagblade og medier, men nogle, der ikke har mange midler og stærke organisationer og medier i ryggen. Et honnet formål for både faget og kollegerne og vores åbne demokrati,” forklarer Morten Friis Jørgensen.

I mange år blev Journalistgården udelukkende beboet af personer med tilknytning til Journalistforbundet. Den faglige forbindelse blev blandt andet markeret med en ærestavle på gavlen og en ’Cavling-stue’ i kælderen.
Foto: Jacob Nielsen

Først i august 2016 kom Civilstyrelsens svar til de foreslåede vedtægtsændringer, og det var i store træk med en tommelfinger, der vendte nedad. Forklaringen er, at en formålsændring ikke må gå videre end højst nødvendigt. Og det gør fondens forslag. Den indsnævrer nemlig kredsen af personer, der kan få gavn af fonden.

I den hidtidige vedtægt står, at formålet er at ”yde social støtte til danske medborgere, deres efterladte ægtefæller/samboende og hjemmeboende mindreårige børn”, og så efterfølgende, at det fortrinsvis sker ved at udbyde lejligheder i Journalistgården. Men ikke et ord om, at det skal være til journalister.

Hvorfor fondens formål dengang i 1996 blev formuleret så bredt, har ikke været muligt at opklare. Centrale personer lever ikke længere, andre kan ikke huske det.

Fonden kan ikke ændre sit formål

Og nu fanger bordet. Fondens midler kan ikke målrettes journalister eller journalistik, når formålet er at støtte ”danske medborgere”. Morten Friis har dog ikke opgivet håbet. Han venter i øjeblikket på svar fra et brev, fondens advokat har sendt til Civilstyrelsen for med reference til fondens historie og udspring i Kreds 1 at få sagen genovervejet.

Men Ifølge Niels Klitgaard, chef for fondskontoret i Civilstyrelsen, er det et svært ærinde, fonden er ude i.

”Formålet med en fond er jo det mest centrale, så at ændre dette er den sværeste ændring at få igennem. Betingelsen er, at bestyrelsen ikke længere kan uddele til formålet, eller at det er blevet klart uhensigtsmæssigt at efterleve. Samtidig må ændringen ikke gå videre end nødvendigt. Herved sikres, at et ændret formål er så tæt på stifters oprindelige intentioner som overhovedet muligt. Det er klart, at man ikke kan tilbyde boliger, når man ikke længere ejer et hus. Men spørgsmålet er, om det er blevet umuligt eller uhensigtsmæssigt for fonden at yde støtte til danske medborgere,” siger Niels Klitgaard.

Fonden argumenterer med, at huset oprindeligt blev bygget som aldersboliger for journalister og enker, og det vil også blive taget i betragtning, siger Klitgaard, men det fremgår bare ikke af fundatsen.

”Jeg kan jo konstatere, at journaliststanden og deres familier ikke er nævnt i formålsparagraffen af en eller anden grund,” siger Klitgaard. 

Morten Friis Jørgensen bider dog mærke i, at fonden stadig vil have ret til at uddele formuens afkast, som man gjorde til Hus Forbi. Selv om det forekommer ham absurd, hvis man ikke får lov at lade pengene gå tilbage til journalistfaget.

”I princippet kunne vi tage en kuffert med penge og tømme den ud fra Tietgensbroen og råbe, at nu er det ’social time’,” siger han sarkastisk.

Kold luft mellem Kreds 1 og fonden

Der er nogle ting i vedtægterne, jeg ikke kan stå på mål for. Jeg ville gerne have en bred, demokratisk fundering af bestyrelsen.
Anja Bo, tidligere bestyrelsesmedlem i Hjælpefonden Journalistgården

Fondens fremtid er dog usikker på flere måder. Ved seneste bestyrelsesmøde meddelte Anja Bo, at hun ønsker at udtræde af bestyrelsen. Hun forklarer, at hendes udtræden skyldes uenighed i bestyrelsen om nogle punkter i vedtægterne. Primært den del, der handler om, at bestyrelsen er selvsupplerende, og det således er bestyrelsen selv, der vælger, hvem man vil have som medlemmer.

”Det er ikke noget drama, men der er nogle ting i vedtægterne, jeg ikke kan stå på mål for. Jeg ville gerne have en bred, demokratisk fundering af bestyrelsen. Jeg ved, Morten og Gunni tidligere ønskede, at fonden lå under Kreds 1’s vinger, men at Kreds 1 ikke ønskede det ansvar. Så jeg kan måske godt forstå, at de ikke har tillid til kredsen. Jeg har det bare personligt sådan, at jeg som journalist er nødt til at være renere end det reneste,” siger Anja Bo

Hendes reference peger ind på den markante adskillelse, der de senere år har været mellem Kreds 1 og Journalistgården. Da huset i sin tid blev udskilt som fond, havde Kreds 1 officielt ikke indstillingsret til bestyrelsen, men det var helt naturligt Kreds 1, der leverede bestyrelsesmedlemmerne, ligesom Morten Friis Jørgensen tog over i sin egenskab af Kreds 1-formand. Den post mistede han imidlertid i 2008, og herefter begyndte huset for alvor at glide ud af kredsens interessefelt.

Sara Schlüter, der i dag er presserådgiver i Dansk Flygtningehjælp, boede i Journalistgården fra 2006 til 2011. ”Jeg var lige færdiguddannet og skulle finde et sted at bo. Ventelisten fungerede på den måde, at der blev sendt en mail ud, når der var en ledig bolig, og så gik den til den første, der svarede. Jeg var så heldig, at jeg sad og arbejdede, da mailen kom, så jeg fik en lejlighed. Det reddede mig i høj grad, for jeg havde på ingen måde råd til at købe noget i København.”
Foto: Jacob Nielsen

Der var særligt én særlig episode, der cementerede adskillelsen mellem kredsen og dens gamle hus. I 2012 var husets økonomiske fremtid stadig uafklaret, og det skabte et ønske hos bestyrelsen om en bestyrelsesansvarsforsikring, hvis noget skulle gå galt. Der var ingen penge at finde i fonden, så Morten Friis Jørgensen og Gunni Busck bad Kreds 1 om at finansiere de cirka 10.000 kroner, en forsikring ville koste, med henvisning til, at de i sin tid var indtrådt i bestyrelsen som en slags repræsentanter for kredsen. Da kredsbestyrelsen afslog, fremsatte de forslaget på kredsens generalforsamling i marts 2013, men også her var der en kold skulder.

”Jeg kan kun beklage den økonomiske situation. Når vi alligevel anbefaler ikke at stemme for, er det fordi, Journalistgården ikke længere har en tilknytning til kredsen. Vi har tidligere støttet, men sådan er det ikke længere. Medlemmernes penge skal gå til medlemmerne,” lød det blandt andet fra den nuværende Kreds 1-formand, Frederik Juel, der også dengang sad i kredsbestyrelsen.

Ingen hjælp at hente hos Kreds 1

Claus Vilhelmsen, der på det tidspunkt var fraflyttet, var også på mødet og talte imod ansvarsforsikringen til fondsbestyrelsen. Alligevel ærgrer det ham, at båndene mellem Kreds 1 og Journalistgårdens fond er kappet over.

”Det var Københavnerkredsen, der byggede huset. Det var dem, der dannede fonden, og bestyrelsen udsprang af kredsen. Uanset om Kreds 1 vil have noget med huset og fonden at gøre, er der en masse medlemmer, der har nogle følelser i det hus. Jeg mener, det burde gå tilbage til Kreds 1 at udpege fondsbestyrelsen. Det ville være den kontinuitet, der i mine øjne ville være historisk retsmæssig,” siger Claus Vilhelmsen.

Men det scenarie er næppe sandsynligt. Hos Morten Friis Jørgensen kan oplevelsen ved Kreds 1-generalforsamlingen i 2013 stadig få blodet i kog.

”Vi oplevede at stå foran uoverskuelige udfordringer med vores bestyrelsesansvar og bad mindeligt om at få bevilget en bestyrelsesansvarsforsikring. Svaret, vi fik, betød kort sagt: Rend os i røven. Gunni og jeg blev skuffede og kede af det. Siden har vi anmodet DJ’s ledelse om økonomisk garantistillelse. Men også dér trak vi en – ganske vist mere høflig – nitte. Så hvis nogen i kredsbestyrelsen eller i journalistforbundet i dag mener, de skal til at bestemme over fondens midler, så kan de stikke tungen frem og smage deres egen medicin. Velbekomme,” siger Morten Friis Jørgensen.

Bygningen er kondemnabel, og det havde vi ikke regnet med. Men det var nok ikke nogen dårlig handel for fonden, at de kom af med den.
George Schmidt, projektleder i Lejerbo, som har købt Journalistgården

Sidste kapitel om Journalistgården er ikke skrevet. Fondsbestyrelsen skal have nye kræfter ind, da Anja Bo har trukket sig, og Gunni Busck snart vil trække sig på grund af alder. Og skulle det blive endnu et nej til at ændre formålsparagraffen, er det heller ikke sikkert, Morten Friis Jørgensen har mere at gøre i fonden.

”Hvis vi bare skal sidde som hattenålsdamer og uddele penge til værdigt trængende, så kan det godt være, vi skal vælge den udgang, som også er beskrevet i fundatsen, nemlig at fonden lægges sammen med en anden fond med et lignende formål, og vi så stille og roligt glider i baggrunden. Ja, det er absolut en mulighed. Men lad os nu se.”

Huset risikerer at blive revet ned

Og på Bispebjerg er det gamle hus ikke færdig med at skabe problemer. Den seneste forvikling er, at Lejerbo har oplyst, at hele byggeprojektet omkring de 40 ungdomsboliger risikerer at blive droppet. Huset er simpelthen i endnu dårligere stand end forventet.

”Lige siden vi startede derude, har det regnet ned med ulykker. Altanerne dratter af, fordi jernet er rustet op. Der er asbest i bygningen, og vi har måttet droppe aftalen med entreprenøren, fordi vi ikke kunne komme overens,” fortæller projektleder George Schmidt.

I hans øjne er det mere sandsynligt, at huset bliver revet ned, hvis Lejerbo kan opnå de fornødne tilladelser.

”Bygningen er kondemnabel, og det havde vi ikke regnet med. Men det var nok ikke nogen dårlig handel for fonden, at de kom af med den.”

 

 

 

Kommentar

15/06/2017 - 20:59

Gunni Busck

Anja Bo's ønske om at fondsbestyrelsen vælges i stedet for at være selvsupplerende deles af Morten Friis og jeg.Kreds 1 har afskrevet sig som bagland. Og så bliver det indviklet at formulere forslag til en vedtægtsændring - hvem skal bestyrelsen være valgt af? Morten og jeg fandt det risikabelt at foreslå endnu en vedtægtsændring på et tidspunkt, hvor Civilstyrelsen tygger på den meget vigtigere ændring af formålet med fonden. Vi beklager, at Anja Bo valgte at trække sig.

Seneste nyheder

03.07.2017 · 07:45

Journalisten holder sommerferie

Andreas Marckmann Andreassen
30.06.2017 · 17:27

Microsoft betalte kassen for dette ikoniske foto

Jakob Albrecht
30.06.2017 · 16:52

Her er modtagerne af innovationsstøtte

Jakob Albrecht
30.06.2017 · 12:49

Tillidsrepræsentant: Sparerunde var uundgåelig

Jakob Albrecht

Seneste jobopslag

KOMMUNIKATIONSRÅDGIVER

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER
Ansøgningsfrist: 16.08

Skarp kommunikationskoordinator søges

Lemvig Kommune
Ansøgningsfrist: 15.08

Senior Pressekonsulent

PFA Pension
Ansøgningsfrist: 09.08

Digital mad-journalist til dr.dk/mad

DR
Ansøgningsfrist: 11.08

Web- og SoMe-redaktør

ROSKILDE HANDELSSKOLE
Ansøgningsfrist: 10.08

KOMMUNIKATIONSCHEF

KANT arkitekter
Ansøgningsfrist: 11.08

Radio24syv søger reporter i Aarhus

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 10.08

SoMe-stærk virksomhedskorrespondent

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 06.08

Global Editor for Native Advertising Institute

Native Advertising Institute
Ansøgningsfrist: 05.09

Efterskoleforeningen søger en presseansvarlig med politisk tæft

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 11.08

ITD søger presserådgiver

ITD
Ansøgningsfrist: 21.08

Informationerne er derude – kan du finde dem?

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

LANDBRUGSNYT søger journalist

Lolland-Falsters Folketidende A/S
Ansøgningsfrist: 26.07

Kommunikationsmedarbejder

Naturvidenskabernes Hus
Ansøgningsfrist: 15.08

Presse- og kommunikationsmedarbejder til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 06.08

Informationerne er derude – kan du finde dem?

Østjyllands Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Webmaster/journalist til Danske Malermestre

Danske Malermestre
Ansøgningsfrist: 11.08

To stærke og udviklingsorienterede kommunikatører

Faaborg-Midtfyn Kommune
Ansøgningsfrist: 09.08